Museo de vidrio y cristal

Skrevet af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com på . i Udflugter & Rejser

Dette er et af de museer i Málaga, der overrasker allermest. Gemt væk på en kedelig sidegade til Málagas bymidte ligger dette museum, hvis facade på ingen måde afslører, hvilket skatkammer der gemmer sig bag det kedelige ydre.
Inde bag de tunge døre på den gamle bygning tager direktør og ejer af museet (det vil både sige bygningen samt alt indhold), Gonzalo Fernandez-Prieto, imod. Jeg når kun at få foden over dørtærsklen, før Gonzalo begynder at fortælle begejstret om de første genstande i museet. Gonzalo taler spansk samt engelsk og tysk perfekt – hans slægt og bredt ud over det meste af Europa, og han selv har både boet og arbejdet i England og Tyskland, fortæller han.
Hvorfor Gonzalo har kastet sine kærlighed på netop glas er, ifølge ham selv, på grund af glassets mystik. ”Glas gemmer på så mange hemmeligheder,” siger han, og griber fat i et drikkeglas, der står på en af de mange mahognimøbler. Da han holder det op imod lyset, ser man tydeligt et skjult motiv i glassets bund.

Y muebles..

For et museum, der hævder at dedikere sig til glas og krystal, er der betragteligt mange møbler. Det har sin forklaring. ”Møblerne, malerierne, tæpperne osv. er alt sammen noget, jeg har arvet. Det kommer fra min familie, og jeg har ikke selv skullet gøre noget for at få fat på dem. Glasgenstandene derimod har jeg, med undtagelser af donationer, krejlet mig til. Og det har kostet betydelige mængder spiritus i mine unge dage,” smiler Gonzalo og tager sig til hovedet.
”Alle møbler her er signerede,” udbryder han stolt, da vi bevæger os længere ind i museet, og refererer til mahognimøblernes små metalskilte, der fortæller, hvem der har fremstillet dem og hvornår. ’Hvornår’ er i dette tilfælde lige så interessant som ’hvem’, for mange af møblerne er flere hundrede år gamle. Et særligt imponerende møbel står i underetagen. Det er et bord med plads til 32 personer. Gonzalo henter et håndsving frem fra en kommodeskuffe og viser mig, hvordan forlængelsen af bordet sker. ”Desværre er lokalet her ikke langt nok til, at jeg kan få alle plader i, så jeg kan kun have 26 personer til bords,” siger han med et glimt i øjet.

Suppe, frokost, middag, dessert – en tallerken til alle lejligheder

Vi fortsætter videre til næste udstilling og her står et fint stel af mærket Spode. Gonzalo fortæller, at engelske Spode var de første, som anvendte knust benmateriale til fremstillingen af porcelæn. Det man på engelsk kender som ’bone china’. Bag lågerne under vitrineskabet gemmer resten af stellet sig, og Gonzalo tager en tallerken ud, så jeg kan føle på den. ”Hvorfor tror du, vi ikke har en masse spanske spisestel?” spørger han retorisk. ”Spanierne dækker jo aldrig bord! De er altid ude at spise..” Han himler med øjnene over denne åbenlyse spildte mulighed for at dække et middagsbord, der siger spar to, for sine gæster, og jeg tænker på, hvordan det mon er, at være til middag hos Gonzalo. Han ligner en person, der absolut har lært at spise middag med bøger under armene, men han påpeger flere gange, at han altså er hippie ind til benet.

Vin drikkes af krystalglas!

Jeg spørger lidt forsigtigt, om Gonzalo er typen, der kan finde på diskret at tjekke stemplet under tallerkenen, når han er ude at spise. ”Det kunne jeg aldrig drømme om! Til gengæld er jeg lidt af en snob, når det kommer til vinglas. Hvis man serverer vin for mig i plastikglas, så falder jeg død om,” siger han ganske dramatisk og med et anseeligt glimt i øjet. ”God vin skal serveres i gode glas. Og vin smager, ligesom mad, bedre af at blive serveret ordentligt,” siger han og tager et krystalglas frem fra den nærmeste vitrine og knipser til kanten med fingrene. Klangen er ikke til at tage fejl af – den forplanter sig helt op under det høje loft, hvorfra krystallysekronerne hænger med jævne mellemrum. Gonzalo beklager, at han ikke kan have sine største lysekroner på display her på museet, da loftet er for lavt forstås.
Lidt længere nede i udstillingen kommer vi til en montre, der egentlig ikke ser særligt imponerende ud. Fire små skæve figurer står på rad og række. Det er de ældste genstande på museet og kan dateres tilbage til år 500 f.kr.

Har du glasskatte derhjemme?

”Jeg anbefaler altid folk til at gå hjem og kigge ordentligt på de glasgenstande, de har derhjemme. En god bekendt af mig havde en genstand, der er mere værd end dette hus – hun brugte det som askebæger!” udbryder Gonzalo og viser os ’askebægeret’, som nu befinder sig på rette hylde i en glasmontre i museet. Doneret af ejeren.

Et museum med ambitioner

”Min drøm er at anlægge en have i tilknytningen til museet her. Selvom man ikke tror det, så er jeg hippie helt ind til benet, og jeg elsker farver. Og farvet glas kommer bedst til udtryk, når det kan få lov at spille i solens stråler,” fortæller Gonzalo med lys i øjnene og tager en petroleumsfarvet glasfigur fra hylden og holder den op i solens stråler, som når ned i patioen, mens hans ruller den i hånden. Måden lyset spiller i den ujævne glasoverflade er præcis som at kigge ned i vandoverfladen inde fra en havnekaj.
 
Praktisk information

Det koster 6€ at besøge museet og inkluderer en guidet tur.
Åbningstider 11-19 tirsdag til søndag.
Tlf: (+34) 952 220 271 / Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
www.museovidrioycristalmalaga.com

Udskriv