Det danske magasin i Spanien

Hvis der findes en Pueblo Blanco, der altid er en fornøjelse at besøge, må det være Grazalema. Den lille bjergby ligger som en ørnerede på en klippeafsats i naturparken Sierra de Grazalema i det nordøstlige hjørne af Cádiz-provinsen. Ikke nok med at byen er et dagsbesøg eller en weekend i den friske bjergluft værd, men køreturen på knap to timer fra Costa del Sol er i sig selv en storslået oplevelse – så længe man kan lide snoede veje. Det er også her, hvor vejen snor sig mellem ege- og korktræer, at man får sit første syn på klyngen af ​​hvide huse under de stejle grå bjergtoppe.

Vådest i Spanien?

Det, der måske gør Grazalema mest berømt – eller berygtet – er, at det siges at være det mest regnfulde sted i Spanien. Det er næsten utroligt, at et sted i det solrige Andalusien har mere nedbør end de våde områder i det nordlige Spanien, så jeg gravede lidt for at se, om denne regnmyte er sand.

Ifølge det spanske meteorologiske institut (Aemet) var San Sebastian i Baskerlandet Spaniens vådeste by i 2022, efterfulgt af Santiago de Compostela og Pontevedra. Men når statistikken omfatter mindre byer og omkringliggende bjergområder, topper den hvide landsby listen. Den 14. december 2022 modtog Grazalema hele 212,1 liter regn pr. kvadratmeter på 24 timer, hvilket gør det til det mest regnfulde sted i VERDEN på netop den dag!

Grazalema ligger omkring 800 meter over havets overflade under de stejle Sierra del Pinar-toppe. Byen får i gennemsnit 2300 mm nedbør pr. m2 om året, og op til 4000 mm, når det er værst. Regnen forklares med, at dette er den første høje bjergkæde, som den fugtige atlanterhavsvind møder efter at være drevet over lavlandet. Derimod kan området ofte lide af tørke om sommeren, så på turen hertil skal du med andre ord forvente dramatiske vejrkontraster.

La Sierra de Grazalema har en utrolig samling af flora og fauna takket være dets unikke mikroklima, foruden dets nærhed og forhistoriske landforbindelse med Afrika. Samtidig menes det, at området undslap den istid, der dækkede det meste af Europa. Luftfugtigheden i dalene gør dem til nogle af de grønneste og mest frodige i hele Andalusien, og det gør hele området populært blandt vandrere. Det bedste tidspunkt at udforske den rige flora er mellem april og juni, hvor alt er i fuldt flor.

Bjerggeder, gribbe og vilde dyr

Første gang vi besøgte Sierra de Grazalema med vores bjergturgruppe, fik vi at vide, at her stadig var vilde geder. Men hvad vi ikke forventede var at se et kid komme forbi lige over parkeringspladsen! Det er usædvanligt, for gederne er ekstremt hurtige klatrere. Samtidig fungerer den gråbrune pels som camouflage, der smelter sammen med naturen omkring dem. To af de iberiske vildgedearter (Cabra pyrenaica) var uddøde så sent som i 1982 og år 2000, men heldigvis er der stadig to arter tilbage, og hvis man er heldig, kan man få øje på dem fra bjergstierne over byen.

Andre vilde dyr, der findes i området, især i dalene med korkskove, er vildsvin. Disse er mindre almindelige at støde på, især i løbet af dagen, medmindre du kigger på menuerne på de lokale restauranter. Sierra de Grazalema har også rådyr i skovområderne, og kigger man op mod Sierra de Pinar, kan man se gribbene svæve over bjergtoppene, hvor de vogter deres reder.

For dem, der nyder bjergvandringer, starter mange fine vandrestier fra Grazalema. De fleste går ret stejlt op, men man kan også finde fladere stier, især hvis man følger den gamle middelalderlige (og nogle siger romerske) stensti Calzada Medival ned til de frugtbare sletter under byen. De fleste bjergstier starter fra vejen eller parkeringspladsen lige over byen.

Du kan finde kort og rutebeskrivelser online (Wikiloc.com) og du kan også finde kort på byens turistkontor. Sierra de Grazalema dækker 53.411 hektar og omfatter 14 kommuner i provinserne Cádiz og Málaga. En af vores yndlingsruter går op til Cueva de Dos Puertas (hule med to udgange). Da vejret kan skifte i løbet af få minutter, bør du være i god form og godt rustet til at tage på vandretur her.

Lang tradition for Marino-uld

På vej til Grazalema krydser man en slette, hvor fåreflokke græsser på marker opdelt af stengærder i rent bibelsk stil. De største flokke har over 100 får foruden de nye lam, der er født omkring nytår. Fårene er af Merino-typen, og det er grunden til, at Grazalema er så berømt for sine fremragende uldprodukter.

Merinofår har været motoren bag Grazalemas uldindustri siden det 17. århundrede. Mange af byens tæpper og ridetæpper mm blev eksporteret til bl.a. Latinamerika. I sin storhedstid havde Grazalema hele ti tekstilfabrikker, og størstedelen af ​​befolkningen arbejdede med uldproduktion. I dag er der kun én tilbage – Mantas de Grazalema – som siges at være Spaniens ældste overlevende håndværkstekstilfabrik. Hvis du vil have en kvalitetssouvenir med hjem fra Grazalema, er et af deres tæpper, et tørklæde eller en uldblazer et stykke lokalt lavet håndværk, som du ikke finder andre steder.

Lige inden man kører ind i den lille bymidte på højre hånd, passerer man selve fabrikken. I museumsafsnittet, der har gratis adgang og har åbent på hverdage fra 09.30 til 13.30, kan man blandt andet se tekstilmaskinerne fra 1800-tallet.

Payoyo-ost og andre specialiteter

Fåremælken laver nogle helt fantastiske Queso de Oveja-oste, som besøgende både bør prøve og selvfølgelig tage med hjem. Men når det kommer til osteproduktion i Sierra de Grazalema, er det som regel Payoyo-osten, der nævnes.

Payoyo ost er blevet hyldet som en af ​​verdens bedste oste og uddeles ofte ved World Cheese Award. Osten kommer fra de hjemmehørende Payoyo-geder og blandes nogle gange med fåremælk, da denne smager lidt mildere. På sletterne på vej op til byen kan du stoppe ved Finca Las Hazuelas for at lære mere om processen, men vi foretrækker at gå helt ind til byen og slentre langs gaderne og prøvesmage i forskellige oste- og delikatessebutikker der. Prøv frisk, halvlagret eller lagret Payoyo-ost ​​- måske dækket af rosmarin eller paprika? Vi forlader i hvert fald ikke byen uden en Queso Payoyo eller to i tasken.

Unik andalusisk landsby

Grazalema by (2053 indbyggere) er anderledes end næsten alle andre pueblos blancos. Det er en autentisk bjerglandsby, hvor duften af ​​åben ild er til stede. Byudviklingen består af traditionelle hvide huse, mosbevoksede tagsten og altaner med blomstrende pelargonier, men med de tårnhøje tinder bagerst er Grazalema særdeles dramatisk og smuk. Byen er lille nok til ikke at fare vild, men alligevel stor nok til en sjov opdagelsesjagt. Og da alt enten går op eller ned, er der heldigvis mange bænke og små barer, hvor man kan tage sig en hvil.

Det bedste sted at parkere er på pladsen foran byens turistkontor. Hvis denne er fyldt (som f.eks. om tirsdagen, hvor det er markedsdag), så er der næsten altid parkering over bymidten. Sørg for at stoppe ved Mirador El Tajo, som byder på panoramaudsigt over dalen på vej ned til kirkepladsen.

Jeg kan sværge på, at du aldrig går sulten fra bordet i Grazalema, og som besøgende vil du ikke mangle valg hverken til frokost eller aftensmad. Comida Casera (hjemmelavet mad) serveres og portionerne er herefter. Indrømmet, det er måske ikke det bedste sted for vegetarer. Vildsvin, rådyr, ged og kanin fra den nærliggende Sierra kan findes på de fleste menuer, ofte i form af gryderetter med dejlige saucer med vilde svampe, hvidløg, rodfrugter, krydderurter og selvfølgelig masser af vin.

Meson La Posadilla på Plaza de Andalucía er et dejligt sted at sidde udenfor og se folk gå forbi, og deres menu del dia (kun hverdage) koster i øjeblikket rimelige 10 euro! Hvis du har mere tid og ønsker et roligt måltid af høj kvalitet med god service, kan Mesón de Simancón anbefales. I begge tilfælde skal du have en siesta efter måltidet.

Hvis du vil skeje ud og nyde et glas eller to robust tinto til dit måltid, har Grazalema også nogle charmerende hoteller og en lang række af casas rurales til et par uforglemmelige dage inde i landet.

(Kilder: Junta de Andalucia, Aemet, Wildside Holidays, Vista Andalucía, Mantas de Grazalema, Finca las Hazuelas, Fascinating Spain, Tambor del Llano og Turismo Grazalema)

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.