Datidens farmøse personligheder: Victoria Kent

Datidens farmøse personligheder: Victoria Kent

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Spaniens første kvindelige advokat og retfærdighedskæmper

Victoria Kent

Nogle mennesker sætter aftryk i historien. Victoria Kent var én af de kvinder. Mange genkender nok hendes navn fra togstationen i Málaga, samme by hvor hun også blev født. Men rejsen for Victoria Kent skulle dog ende meget længere væk, nærmere bestemt på den anden side af kloden i New York. En by hun flyttede til, efter at være flygtet til México i eksil, da Den Spanske Borgerkrig sluttede og Franco indtog magten.

Victoria Kent blev født den 3. marts i 1889 i arbejderkvarteret Las Lagunillas i Málaga, som ligger bag Plaza de la Merced. Her tilbragte hun i sine barndomsår sammen med sin far, der var skosælger, og moren, som var husholderske, samt sine brødre. Hun var altså eneste pige i familien og nummer tre ud af søskendeflokken på frem. Victoria Kent var fra barns ben af en bestemt dame. Hun brød sig ikke om skolen, der ellers var en god skole tilhørende en veninde af familien, og efter en mindre sultestrejke valgte hendes mor at hjemmeundervise hende de første par år. Senere hyrede familien private lærere, og i 1911 kunne hun således færdiggøre uddannelsen som lærerinde. For Victoria Kent var lærejobbet dog ikke fremtiden, og i 1916 drog hun af sted mod Madrid for at studere jura, hvor hun med hjælp fra forældrene blev indlogeret på Residencia de Señoritas (et bosted for kvinder under uddannelse). Hun brugte tiden på biblioteket og på at studere, og på kvindehjemmet deltog hun i interessante diskussionsgrupper med andre kvinder. Hun var en del af den første generation af uddannede kvinder i Spanien, og i 1925 afsluttede hun jurauddannelsen og indtog pladsen som Spaniens første kvindelige advokat og første kvinde, som indtrådte i Colegio de Abogados (sammenslutning af advokater).

Tiden efter studiet
Victoria Kent var ikke sen til at tage sin uddannelse i brug, og i 1930 trådte hun for alvor ud af skyggen, da hun som første kvinde førte en sag i Krigsretten. Her forsvarede hun Álvaro de Albornoz, medlem af Den Republikanske Komité, som var anklaget for at planlægge et militærkup mod den daværende konge, Alfonso XIII. Her beviste hun, at Albornoz ikke kunne stå bag det afgørende dokument i sagen, Det Republikanske Manifest, blandt andet fordi han var i varetægt på publiceringstidspunktet. Han blev frikendt, og da Alfonso XIII i april 1931 abdicerede frivilligt, blev Albornoz en del af den nye regering som justitsminister og parlamentsmedlem i den grundlovgivende forsamling. Victoria Kent, som på daværende tidspunkt var medlem af det radikale socialistiske parti, Partido Republicano Radical Socialista, blev i 1931 også valgt ind som parlamentsmedlem, hvor hun blev udnævnt til generaldirektør for de spanske fængsler. Hun udførte hvervet med det mål at skabe rehabilitering for fangerne i fængslerne. Hun besøgte fængsler landet over, og igangsatte en omfattende reformering af systemet. De fysiske forhold blev forbedret betydeligt, og hun lukkede 114 fængsler grundet dårlig stand. Fangerne fik fri religionsdeltagelse, og der blev indført midlertidig udgang for at deltage i familiebegivenheder. I Madrid fik hun desuden oprettet et nyt kvindefængsel, hvor der ikke eksisterede celler, men hvor kvinderne boede og producerede varer til videresalg, og hun oprettede et institut for indsatte, hvor fangerne kunne uddanne sig. Hun var overbevist om, at det var en nødven – dighed at rehabilitere fangerne og inkludere dem i samfundet, i stedet for at låse dem inde og gemme dem væk. Hun er også årsagen til, at indsatte, som lider af dødelige sygdomme, i dag kan få lov til at dø uden for fængslet. Hun sad på posten i tre år, hvorefter hun blev en del af den politiske organisation Frente Popular, som kæmpede mod Franco under borgerkrigen, der brød ud i 1936.

Fra Frankrig til Mexico og fra Mexico til USA
Da krigen nåede sin slutning i 1939, og det blev tydeligt, at Franco ville komme til magten, rejste hun i eksil, ligesom de fleste andre republikanere, som befandt sig i landet. Hun tog til Paris, hvor hun blev udnævnt til førstesekretær på den spanske ambassade. Her dedikerede hun sig til at evakuere spanske børn og bringe dem til nabolandet, hvor hun nu befandt sig under aliaset “Madame Duval”. Her levede hun i fire år, under falsk identitet, hvilket hun senere skrev en bog om (Fire år i Paris). Da Spanien nu var blevet underlagt et diktatur uden plads til venstreorienterede revolutionærere som Victoria Kent, rejste hun videre til Mexico i eksil, hvor hun i 1948 oprettede en uddannelse for fængselspersonale. Her tilbragte hun livet frem til 1950, hvorefter hun rejste længere nordpå til mulighedernes land, Amerika. Hun bosatte sig i New York, hvor hun i en overgang arbejdede for FN og senere skrev indlæg til avisen The Daily Iberian. Alle årene, hun tilbragte udenfor Spanien, formåede hun at fastholde kontakten med sin familie i fædrelandet, men først i 1975 vendte hun tilbage, dog kun på et kort visit, inden hun vendte tilbage til New York, hvor boede hun frem til hendes død i 1995.

Af Christine Petersen, christine@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa