Gorafe og Galera – to spændende steder med stenalder- og bronzealderkulturer

Både Gorafe og Galera ligger nordøst for Granada, på det der kaldes El altiplano de Granada (Granadas højslette). Området kaldes også: El geoparque de Granada og en geopark er et område, som har stor geologisk værdi. I dette tilfælde er der tale om hævet havbund, som løftede sig for millioner af år siden og som senere blev til en sø, som nu er udtørret. Igennem dette landskab har floder gravet sig vej, og især en af dem, Rio Gor, er utroligt smuk. Det er nok derfor, at stenaldermennesker slog sig ned her for 6000 år siden. Her boede de og lavede gravkamre, ligesom de jættestuer, vi kender fra Danmark, og dem er der fundet 242 af i nærheden af landsbyen Gorafe. Pga. de mange fund har man bygget et Centro de Interpretación del Megalitismo i Gorafe og det center er det vildeste tecnoflip jeg til dato har set.  Derefter haster vi til Galera og ser på en fortryllende bronzealderbosættelse og der overnatter vi. Tag med på en uforglemmelig udflugt.

Landsbyen Gorafe har kun 350 indbyggere og den kan være lidt svær at finde på kortet, men den ligger 83 km. nordøst for Granada. Igennem et fladt landskab har floden Gor gravet en dal, som er uendeligt smuk, og det har stenaldermenneskene nok også ment, for her slog de sig ned og der var tilmed vand og masser af vildt at jage. Af deres bosættelse er der ikke meget tilbage, med de dolmenes (jættestuer), de byggede til deres døde, er der masser af. Ja, faktisk er det den største koncentration af dolmenes i hele Europa, og det har nok gjort, at de fik masser af penge både fra EU, den spanske stat og Junta de Andalucía til at bygge et højteknologisk besøgscenter i Gorafe. Hermed kom denne flække på verdenskortet, så det er med store forventninger, at vi nærmer os byen. Allerede ude på motorvejen A 92N står der et kæmpestort skilt med Centro de Interpretación del Megalitismo de Gorafe så vi er meget spændte. Man kan læse om centret her: http://www.gorafe.es/centro-de-interpretacion-del-megalitismo (på spansk) og her: https://www.andalucia.org/en/gorafe-cultural-tourism-parque-megalitico-de-gorafe (på engelsk). Man kan pt. kun komme ind kl 12 og kl. 17 (lukket mandag).

Vi kører af mod Gorafe ved afkørsel 16 og inden længe kører vi ned i floddalen, som ligger der og viser al sin skønhed frem på denne solskinsdag i februar 2020, hvor utallige mandeltræer blomstrer. I Gorafe parkerer vi ved rådhuset og går op ad nogle trapper mod besøgscentret. Der er masser af skilte, der viser vej. Ude fra ser centret ikke ud af noget særligt, men der er en del mennesker, der har fundet herhen kl. 12 på en søndag, så vi køber billetter (2 euro pr næse) og får udleveret 3 D briller.

Besøget starter med en video (tegnefilm), der i 3 D viser hvordan stenalderfolkene boede og byggede de mange dolmenes. Det er meget sød og fin film på ca. 10 min. Herefter går vi ind i et kæmpestort, rundt rum (gravet ud midt i en blød klippe) med en globus i midten. Her vises der nu endnu en ´film´ på globussen og vi står der i mørket og ved ikke om vi skal grine eller græde, for man kan nærmest ikke se noget og det er klart, at globussen ikke er ideel at vise film på. Det er helt surrealistisk at stå der i mørket i denne kæmpestore, mørke cylinder og tænke på de millioner af euro der er her brugt på noget højteknologisk bras.  Men en oplevelse er det.

Der findes flere rum, som vi skal se, herunder et kopi af et kontor tilhørende en 1800-tals arkæolog og et stort foto af dalen, hvor vi får udpeget adskillige fundsteder af dolmenes. Til sidst ser vi en video over andre steder i Andalusien, hvor man har gjort store fund fra stenalderen / bronzealderen. Alt i alt tager forestillingen en time og vi er fulde af forundring, idet vi atter stiger ud i dagslyset via en stort anlagt souvenirbutik, hvor man både kan købe T-shirts og krukker.  Sjovt, anderledes og lidt frås med midler, kan man vist sige. Men også uforglemmeligt i sin stenalderbegejstring, som jo smitter af.

Nu skal vi så ud og se på dolmenes, og de er lette at finde, for vi skal blot køre tilbage ad den vej, vi kom fra, og lige når vi har passeret dalens eneste hus, skal vi køre ind på en lille P-plads til venstre. Her kan man gå op ad stien til en stor dolmen (nr. 134) og derefter krydse vejen og gå ned til en del mindre dolmenes. Det er alt sammen meget fint og efter endt besigtigelse kravler vi op på en lille top og her spiser vi vores madpakker med en femstjernet udsigt ned over denne skønne dal.    

Og så skal vi videre mod Galera, som ligger 78 km. længere mod nordøst. Vi skal nu se den bronzealder bosættelse som hedder: Castellón Alto. Check den ud her: https://www.juntadeandalucia.es/cultura/enclaves/enclave-arqueologico-castellon-alto

På en høj ved floden Galera har bronzealderfolk lavet en bosættelse, som smyger sig op ad en bjergtop i tre etager: den øverste for overklassen, den midterste for håndværkerne og den nederste for bønderne.

Man kan besøge stedet mellem 16 og 18 (mandag lukket). Man skal være der kl. 16, for så vises der en video om stedet i en iskold hule ved indgangen. Derefter stiger vi op ad bjerget sammen med guiden, som lukker os ind og viser os rundt. 

Castellón Alto var beboet fra år 1900 til 1600 før Kristus og var altså kun i brug i ca. 300 år. Boligerne er klistret op ad klippen og nogle af dem var ganske store med tre rum. Det var de fineste, der lå øverst oppe, hvor der også var et vanddepot, hvor man samlede regnvand. Vi går rundt på metaltrapper, mens guiden forklarer, fortæller og tager os med rundt på alle tre niveauer. Vi kan alle sammen mærke en meget god energi her, som om stedet fortæller os, at her var det rart at leve. Der boede ca. 100 mennesker, og de ernærede sig mest af landbrug, idet de dyrkede alle kornsorter samt bønner og ærter. Da markerne lå lige nede i flodsengen, som her er bred og frodig, var det ikke noget problem at skaffe føden og jagt dyrkede man også.

Et pudsigt træk ved beboelsen er, at de murede deres døde ind i bagvæggen i boligen. De ville ikke skilles fra deres kære, så de fik lov til at blive boende inde i væggen. Derfor finder man i hvert hus en lille niche, hvor de døde blev gravlagt i fosterstilling, og i dag kan man stadig se benene (som dog ikke er rigtige knogler, men lavet af en harpiksblanding) ligge der. Det er alt sammen rørende og en virkelig god oplevelse at besøge stedet.

Nede på den nederste etage fandt man for nogle år siden en mumie – altså en død, der stadig havde hår og noget tøj på. Det var en stor sensation og mumien kan nu ses på Galeras museum.

Så, efter besøget på bjerget, iler vi ned til byens museum for at besigtige mumien. Men vi, der kender Gravballemanden, er nu ikke så imponerede, men lad gå.

Til sidst finder vi frem til Galeras meget kendte nekropolis de Tútugi for at se på nogle flere grave. Det var her man fandt den berømte Dama de Galera, en lille figur af alabast, der vist nok stammer fra fønikerne. Men nu er dagen ved at gå på hæld, vi har set grave nok og vores ganer er tørre.   

Vi finder frem til vores hotel: Hotel Galera, som er et fund til prisen (ca. 50 € for et dobbeltværelse) og meget fint. Her har de en bar der hedder Geronimo og der er et western tema både i baren og på spisekortet. Det viser sig, at en af de tre ejere er fra Las Vegas og han er lidt af en festlig type –  både sjov og fræk. Vi kunne godt have spist på hotellet, men de var underbemandede den dag pga. sygdom, så vi opgav og fandt frem til byens eneste anden restaurant La Posá ved at gå hen over den fine metalbro over floden og lidt op ad gaden. Her var der masser af leben og vi spiste pizzaer. Da vi skulle gå tilbage til hotellet var der 4 grader under en skyfri stjernehimmel. Det var hundekoldt og vi følte, at vi var kommet på vinterferie. Heldigvis var der varme på værelserne og dyner, så alt var godt.

Og næste morgen skal vi videre til Castril og Guadix. Læs videre i næste nummer af La Danesa.

Fotos af Erik Gadegaard og Else Byskov