Den skæve vinkel - Ole Mikkelsen

Der var stille i den lille stationsby Sindal i Vendsyssel – meget stille. Men omkring Ole var der altid fart på – fuld fart. En dag blev det for meget for hans far, som sendte ham i lære som bager. Så blev natteroderiet i det mindste byttet ud med arbejde. At hvervet som bager skulle sende Ole Mikkelsen verden rundt, havde hans far næppe set komme. Men det kom han, inden han for et par år siden faldt til ro i Torremolinos.

Skal man hurtigt sætte tre ord, eller begreber, på Ole Mikkelsens 60 år gamle liv, bliver de mest rammende nok; frihed, rejselyst og en urokkelig kærlighed til bagerfaget. Ælter vi dem sammen, får vi dejen til et overflødighedshorn af oplevelser. Hr. og Fru Danmark misunder givetvis den ene halvdel. Den anden halvdel vil de utvivlsomt gerne være foruden. Her tager vi det hele. Det er Ole Mikkelsen – uden filter.

Spiste stegeben med prinsesse Diana

Vi lægger ud i sommeren 1995. Et længere forhold var røget på gulvet, men Ole gik ikke og hang med hovedet. Tværtom havde han fået lyst til være dén, han er. Det galt særligt, da han i avisen så, at man søgte ulandsfrivillige.

”Det var bygget op omkring et kort højskoleophold og så af sted til Angola, hvor der skulle opføres 500 huse. Projektet gik på at få en stor gruppe borgere ud af deres skure og dyb fattigdom – og ind i en ordentlig bolig og et nyt liv,” forklarer den eventyrlystne dansker. Ole fik en kæmpe oplevelse og blev en lille del af et projekt, som var noget større end han først troede. ”Både WHO og Røde Kors var indblandet og projektet fik stor eksponering, da både Nelson Mandela og prinsesse Diana besøgte og støttede byggeriet,” fortæller Ole Mikkelsen, som ikke bare byggede løs. Som bager, med sidetalent som kok, fik han også en naturlig plads i det lille køkken, som dagligt lavede mad til de frivillige byggearbejdere. Det var her, han fik lov til at hilse på Mandela og Diana. ”De var begge utroligt nærværende, og særligt Diana havde bestemt ingen fine fornemmelser. Hun ville gerne blive for at spise med – med fingrene. Jeg havde nemlig lavet stegeben den dag, men jeg tror, hun syntes, de var gode,” smiler Ole. Der var mange andre, der gjorde stort indtryk på Ole Mikkelsen. Det gælder specielt lille Roberto. Han var en af de mange i området, som tiggede byggearbejderne om mad. ”Vi fandt ud af, at han havde mistet begge sine forældre, da de havde trådt på en landmine fra en borgerkrig. Han var gået 300 km for at komme til vores lille by, hvor han vidste, han havde en onkel,” fortæller Ole. Lille Roberto fandt sin onkel – sin fattige onkel – som ikke havde råd til at sende ham i skole. ”Min gruppe hjalp ham med at komme i skole, og siden er det gået ham rigtigt godt. Roberto er i dag tømrer og har seks ansatte. Vi følger hinanden på Facebook,” fortæller Ole, som ikke kan undgå at blive lidt rørt. Ole Mikkelsen endte med at tage til Angola som ulandsfrivillig i to omgange. Turene på havet er derimod utællelige.

Spillede kort med piraterne

Ole har det fint med at blive kaldt sømand. I flere årtier ernærede han sig som bager og kok på de syv verdenshave. Skibet kunne både være et eksklusivt krydstogtskib og et klassisk fragtskib. ”Jeg har altid elsket at være på havet i længere perioder. For mig er det frihed. Tilsvarende gav det mig ro at arbejde om natten. Jeg kunne virkelig godt lide det, selvom jeg godt ved, det er lidt anderledes.” Meget anderledes blev de tre måneder, hans skib i 2004 stod stille ved Somalias kyst. ”Vi blev angrebet af pirater. Det skete fuldstændig, som man ser det på film med motorbåde, rebstiger og bevæbnede pirater, der kaprer et fartøj,” fortæller Ole Mikkelsen. Han var dødsensbange de første dage, men derefter vendte det fuldstændig. ”Bogstaveligt talt var vi jo alle i samme båd, så vi måtte jo få det bedste ud af det. Det endte med, at vi både spiste og spillede kort med piraterne. Hvad pokker skulle vi ellers foretage os? Forhandlingerne trak jo ud,” husker Ole, som disponerede over ressourcerne, så der blev mad til alle i de små 100 dage, forhandlingerne holdt på. Så kunne de sejle videre. Ikke flere ”uheld” på den tur. Det var et helt andet uheld, der fik Ole Mikkelsen til Costa del Sol.

Er Robin Hood på hverdage

Det begyndte med et brækket ben – et kompliceret brækket ben. Genoptræningen gik ikke som ventet, så Ole fik tilbudt et intensivt ophold på genoptræningscentret Montebello i Benalmádena Pueblo. Det var her, Ole fik næse for det sydspanske. Hidtil var hans eventyr begyndt med et opslag i avisen. Denne gang var det et opslag på Facebook.

”Firmaet TMPO søgte phonere i Torremolinos. Jeg syntes, det lød spændende, og jeg var frisk på en ny branche og nye arbejdstider,” fortæller Ole Mikkelsen, som i det daglige føler sig som en Robin Hood. ”Vi arbejder meget med velgørenhed og ringer på projekter for SOS Børnebyerne, Dansk Flygtningenævn, Mellemfolkeligt Samvirke og Ældre Sagen. Det er gode sager og godt arbejde for mig.” Solkysten er blevet Oles hjem. Hans eventyrlyst får han stillet på firmaturene til Sevilla, Córdoba og Marokko, og socialt trives han strålende i fodboldfanklubben La Peña de Dinamarca og med en håndfuld venner, som mødes fast hver anden weekend på stamstedet Little Miss Smoke i Los Boliches.

Ole Mikkelsen nyder livet og sin frihed. ”Jeg synes, det er fint med hus, have og kernefamilie, men man kan ikke det hele,” slutter Ole Mikkelsen. Til gengæld har han oplevet en masse.

Ti skæve til Ole

Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig?

Jeg har haft en del statistroller i danske film og i serien De syv drab spiller jeg politibetjent. For år tilbage mødte jeg, som statist, William Baldwin under en optagelse på Det kongelige teater, som skulle forestille sig at være Broadway.

Det bedste og værste ved Costa del Sol?

Vores daglige afslappethed er på én og samme tid både det bedste og værste ved livet her.

Din dårligste vane?

Jeg ryger og bider negle – og har altid gjort det. Jeg tilstår, at jeg aldrig har forsøgt at stoppe. Måske hænger det sammen med, at jeg knap har haft en sygedag i mit lange arbejdsliv.

Din bedste og dårligste handel?

Det er to sider af samme sag. I 1989 lejede jeg et lokale for at åbne eget bageri i Trondheim i Norge. Det gik forrygende godt – så godt at ejeren ville have lokalet igen for at starte for sig selv. Hvad jeg havde bygget op gik tabt.

Hvad gør dig nervøs?

Jeg er altid bange for at komme til at træde folk over tæerne. Derudover bliver jeg – sjovt nok – lidt nervøs, når jeg introduceres for nye folk, som jeg ved, jeg skal have en relation til i længere tid.

Har du et godt ritual?

Jeg ser programmet Go’ Morgen Danmark hver morgen for ikke at miste den daglige kontakt til Danmark. Det er altid en god start på dagen.

Hvem kunne du godt tænke dig at drikke en øl med?

Det skulle være med Gandhi og Mother Teresa. Det er to fantastiske personligheder, som tænkte på andre end sig selv.

Tror du på Gud?

Ja – i nødstilfælde. Det skete den 26. december 1999, hvor en helikopter reddede mig, da vores fragtskib kæntrede under et voldsomt stormvejr fra Bilbao mod Skotland.

Har du en helt – eller et forbillede?

Nelson Mandela. Han er både mit helt og forbillede.

Hvad er det vildeste, du har gjort eller prøvet i dit liv?

Det var netop den 26. december ’99, hvor jeg i en tynd stålwire ”fløj” 2-300 m op til helikopteren. Jeg tvivlede til det sidste på, om den kunne holde.