Vi møder veteranerne - John Frank

Det er ikke ham, der har været her længst – men det er ham, der har fået størst opmærksomhed. Således var store dele af den lokale spanske og danske presse samlet omkring John Frank på en smuk forårsdag i ’95. Et lille stykke dansk/spansk politisk historie skulle skrives. For første gang blev en ikke indfødt spanier præsenteret som borgmesterkandidat. De tunge drenge fra partitoppen i Partido Popular var samlet. Blandt dem stod John Frank. Uerfaren, upåagtet og, indtil da, et ubeskrevet blad i spansk lokalpolitik.

Det lignede en fuldstændig umulig opgave, for Mijas kommune havde indtil da politisk altid været knaldrød, og socialistpartiet sad på hele 19 af de 21 byrådspladser forud for kommunalvalget i ’95. Men med et valgprogram der sprudlede af nye initiativer, og en valgkamp der nåede ud i alle hjørner, stod John Frank og Partido Popular i meningsmålingerne pludselig til en sejr.

“Jeg har aldrig troet på meningsmålinger, men da målingerne giver os flertal, så må man i det mindste håbe på, de taler sandt,” fortæller John Frank i dag, snart 30 år efter han var meget tæt på at blive borgmester. I sidste ende løb PSOE med en kneben sejr. “Det var hårdt arbejde, men også spændende og ærefuldt at være borgmesterkandidat,” fortæller John Frank. Han troede, det var en spøg, da partitoppen i Málaga udnævnte ham som partiets spidskandidat i Mijas. Indtil da havde John haft en beskeden rolle i partigruppen i Fuengirola, hvor han bl.a. stod for kommunikationen og oversættelser af kampagnemateriale til udlændinge, som netop havde fået stemmeret. “Det er ikke let at være politiker. Man får hurtigt fjender udelukkende grundet sin partifarve. Dertil kommer, at terrororganisationen ETA i slutningen af 90’erne var voldsomt ude efter PP’s lokalpolitikere. Også her i området. To blev dræbt i Sevilla og en i Málaga. Det var ikke unormalt, at politiet stod vagt ved vores hus om aftenen,” giver John Frank som de primære årsager til, at han forlod politik efter de fire år i byrådet.

De mange visitkort
Mere trygt var jobbet i banken. Eller rettere: Jobbet i bankerne, for det er ikke tilfældigt, at John Frank i nogle kredse kaldes for manden med de mange visitkort.
“Bankerne fusionerede en overgang så voldsomt, at jeg knapt vidste, hvilken bank jeg skulle på arbejde i næste uge,” fortæller John Frank ironisk om sin tid i de fem banker, han har arbejdet i. Den første var Københavns Handelsbank, der, som den første, åbnede kontor på Costa del Sol i 1982. Derefter fulgte næsten alle andre danske banker efter. Dengang gav det nemlig mening at tilbyde Private Banking for de mange danskere, der begyndte at valfarte til Solkysten.
John stortrivedes i bankerne, men for at komme dertil måtte han tage et spring, som bestemt ikke lever op til bankfolkets vanlige ry om at gå med livrem og seler.

“Da jeg kom hjem fra arbejde i Danmark, sad min kone, Susi, enten med familiealbummet i skødet og tårer i øjnene, eller også havde hun familien i røret. Og spanierne snakker jo, så vi var gode kunder hos gamle KTAS dengang,” fortæller John Frank med et grin på læben. Han forstod dog alvoren af situationen. John, Susi og deres to små drenge tog turen til Málaga – Susi’s Málaga. Samme år blev John Frank spansk statsborger. “Det var udelukkende af praktiske årsager. Mit hjerte banker både for Danmark og Spanien, men jeg blev nødt til at skifte pas for at få skabt mig en tilværelse på Solkysten,” forklarer den nu pensionerede bankmand, som bestemt ikke bliver nostalgisk når snakken falder på gamle dage. “Dengang var det næsten umuligt at få en arbejdstilladelse. Det krævede, man havde været resident i ti år, og jeg skulle jo i gang med at arbejde. Omvendt kunne man blive statsborger indenfor ét år og så var alt løst,” fortæller John Frank med et lunt smil. Han er slet ikke i tvivl om, at livet er blevet både lettere og bedre med årene. “I dag er der meget system i tingene. Da jeg kom i 1981 sejlede alt. Jeg husker hvordan affaldet kunne hobe sig op i gaderne, fordi der ikke var system i afhentningen. Jeg glemmer heller aldrig, hvordan det kunne tage to timer at køre de 28 km til Málaga. Der var kun én vej; en étsporet kystvej, som ofte blev blokeret af busser og lastvogne.” Men Johns store kærlighed faldt til. Og det var det vigtigste.

Sommerfliten, der har varet 50 år

Man kan kalde historien om John og Susi for kærlighed ved første blik, livets tilfældigheder – eller måske begge dele. Sagen er, at det var med nedbøjede ansigter, at Familien Frank med den 18-årige John modtog beskeden om, at der ikke var flere pladser til deres sommertur til Mallorca. I stedet tog de til Calella nær Barcelona. Ansigtet fik dog en anden mine, da den kun 16-årige studine bankede på hoteldøren.
“Der skete noget dér, som jeg ikke kan forklare. Jeg blev meget tiltrukket af Susi ved første øjekast, og det må have været gensidigt,” fortæller John Frank. “Alle troede naturligvis, det var en uskyldig sommerflirt, for vi var purunge og boede i hver sin del af Europa. Men vi holdt kontakten, og samme efterår tog jeg turen alene til Málaga, hvor Susi boede fast. Og her er vi så i dag – 50 år efter,” fortæller John Frank og afslører dermed sin alder. Han er blevet pensionist på godt og ondt. “Jeg er aktiv, men ville gerne være endnu mere aktiv.

Jeg har altid haft meget at se til, men det har altid været mit eget valg. Og så er det jo kun positivt,” fortæller John Frank, som gennem årene har taget fat i en lang række foreninger, loger og organisationer. Specielt er han glad for at være medstifter af dyreværnsforeningen PAD. “Jeg har altid været glad for kæledyr, så da to andre dyrevenner opfordrede mig, tøvede jeg ikke med at takke ja.” Det var dengang, John Frank var politisk aktiv og tog initiativ til at samle politisk opbakning og finde et grundstykke til dyreværnsforeningen i Mijas.
Bankmand, familiefar, borgmesterkandidat, iværksætter, dansker, spanier og dyrenes ven. Det er en mand med mange ansigter, der tog turen til Solkysten i ’81.