Påskeoptog i Puente Genil – uhyggelige masker og nuttede dyr

 

Byen summer af stemning, da jeg kører ind i Puente Genil. Det er fantastisk varmt vejr, og traditionen tro er de spanske familier ude at promenere med alt, hvad der dertil hører af stilrige skjorter, og spadseredragter – og vandkæmmet hår og slangekrøller for børnenes vedkommende. Det er påskedag i den lille by, der rummer 30.000 indbyggere, og langs hovedtorvet har familierne taget plads på de mange borde og stole, der er fundet frem til lejligheden. Hver eneste kvadratmeter er udnyttet til dinerende gæster, på denne restauranternes og cafeernes sikkert største indtjeningsdag.

 

Det er ikke store flåder båret på skuldrende af unge mænd, tilskuerne venter på. I stedet er det en række bibelske figurer vandrende op og ned ad hovedgaden, der er dagens hovedattraktion. 400 bibelske figurer, der repræsenterer passager fra det nye og det gamle testamente, nærmere betegnet.

 

Mens jeg venter på, at optoget skal gå i gang, får jeg selv en kop kaffe på Casa Pedro, som er nævnt i Michelin-guiden og ligger som en sidegade til hovedtorvet. Her kan man lige sunde sig lidt i ly fra hovedgadens summen, inden det hele går i gang.

 

Påskeugen i Puente Genil er kendt som ”La Mananta” og er en af de mest betydningsfulde religiøse manifestationer i Andalusien. Udover at fremvise Jesus’ lidelse, død og genopstandelse, giver La Mananta et rigt galleri af karakterer, der rent overvælder den, der ser påskeoptoget for første gang, som det var tilfældet for La Danesas udsendte. Alle figurerne forekommer at være blandet ind i hinanden i ét sammensurium, men det er også det, der giver optoget sin charme. Optogene begynder skærtorsdag og fortsætter til påskesøndag.

 

Figurerne er mange, og de repræsenterer alle sammen noget forskelligt. F.eks. er der i optoget flere koner, der går med en torsk eller en kurv med sild eller grøntsager i hånden – typiske spiser under fasten. Man skal dog ikke lade sig narre af maskerne med kvindeansigter, de er alle sammen mænd inden under. Sjovest er det nu, når der passerer dyr forbi. For dem er der faktisk en del af i optoget, og vi ser både hvide duer, haner og sågar et lam i blandt de maskeklædte mænd.

 

Ved slutningen af hovedgaden findes der et lille torv. Her samles mændene, når de har gået ruten færdig. Deres brødre venter på dem ved rutens slutning og står klar til at afføre dem de varme masker og parykker. Sveden driver fra mændene og nogle af maskerne må decideret tømmes for sved efter brug, selvom at indenunder maske og paryk bærer mændene en hæklet ’kalot’, der skal skåne indersiden for alt for meget sved.

 

Selve distancen, mændene vandrer denne dag, er ikke så forfærdelig lang. En – to kilometer vil jeg tro. Men der bliver gået med sagte skridt og adskillige pauser, hvor de blot må vente i den bagende sol. Varmen fik has på en ung mand ved det sted, vi stod og kiggede, og staklen måtte lige en tur ned i en skyggefyldt gyde og lade et overophedet ansigt få fri for masken et par minutter, mens munden slubrede et par flasker kildevand.

 

Jeg bevæger mig over på torvet, der emmer af festivalstemning. Langs bænke og buske står køletasker med drikkevarer til de dehydrerede mænd. Hvert broderskab sørger for sine egne og familie og venner tager del i festlighederne. Jeg kigger nysgerrigt på 3 masker, der ligger ved siden af hinanden. De lidende ansigtsudtryk er en anelse uhyggelige, selvom jeg godt er klar over, at det blot er plastik og maling og en smule nylon til hår. De tilhørende kroppe kommer over til mig og fortæller stolt, hvilket broderskab de tilhører. ”El Reinado de Yosafat,” fortæller den ene og holder stolt sin ’medalje’ op foran brystet, hvorpå inskriptionen står. De bemærker min ”interesse” for maskerne og rykker dem længere frem på bænken, så jeg kan taget et foto. Jeg læner mig tøvende ind over de stirrende ansigter og knipser et par fotos. El Reinado de Yosafat dannedes tilbage i 80’erne af en gruppe unge fra Puente Genil – de mænd, der står foran mig er så nogle af de originale stiftere, hvis jeg skal dømme ud fra deres alder. Det er helt tydeligvis ikke første gang, de går ruten og jeg gætter på, at de har glædet sig rigtig meget til mødet med køleboksen og dens indhold. De er i højt humør, og jeg får hurtigt tilbudt ’en kold fra kassen’. Jeg takker ja og modtager prompte en flaske fra boksens indre, og lade mig indlemme i stemningen på torvet et øjeblik, før turen igen går tilbage til kysten.

 

Af Tekst og fotos af Louise Mercedes Frank