Vis mig din landsby – Jens Klausen

Skrevet af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com på . i Tema & Profiler

I 638 meters højde sidder vi, dyrlægen Jens Klausen på 81 og jeg, og nyder en kop kaffe i den forsigtige formiddagssol.

Efterhånden som snakken skrider frem optages bordene omkring os af spaniere, danskere og englændere. Jens udpeger indehaveren, Miguel, og siger: ”Jeg har jo kendt mange af de forretningsdrivende her fra byen, siden de var drenge.” Som dyrlæge kommer man åbenbart indenfor mange steder, han har opereret på alt fra mus til elefanter, eller også er det fordi, Jens har boet i Cómpeta i næsten 30 år.

Det var en heftig omgang allergi, for mere end 20 forskellige ting faktisk, der fik Jens’ læge til at trække i bremserne og råde ham til at flytte til et varmere, tørrere klima. Alternativet var stærk medicin, som måske kunne forlænge hans karriere nogle år – dog ikke uden kraftige bivirkninger. Allergien kom ikke ud af det blå. Jens havde etableret og kørt det, der dengang var Danmarks største dyrehospital. Det var ikke uden omkostninger og en vis grad af stress.

Jens valgte altså den første løsning, pakkede kufferterne og rejste i første omgang til Algeciras: ”Men der var alt for koldt og blæsende, ligesom at bo i Vestjylland,” fortæller Jens, der nogle år senere, i 1991, flyttede til Cómpeta.
Byen havde allerede dengang en del danskere i området. Det skyldtes, ifølge Jens, en dansk ejendomsmægler, der havde fået øjnene op for Cómpeta, og som havde solgt mange danskere boliger i området.

Men byen har for nylig været udsat for en hård omgang med en borgmester, der skrev byggetilladelser ud for et godt ord. ”Der var en årrække, hvor enhver, der kunne klistre to mursten sammen, kaldte sig bygherre, og det skød op med underlige, moderne boligprojekter og et rådhus, kommunen slet ikke havde råd til,” fortæller Jens. Heldigvis er der kommet styr på det siden da og skruet ned for byggetilladelserne, men der står stadig en masse tomme huse rundt omkring, som er nødt til at blive købt med en bødesum oveni købsprisen, hvorfor de er knapt så attraktive.

vismigdinlandsby jensklausen1En kunstnerby – også for Jens

Jens tager mig med hen til en lokal kunstner, Jo Dennison, der holder til i nogle af de små, snørklede gader, hvor biler vanskeligt kommer til. Jo åbner op ind til sit atelier, der ligger i en flere hundrede år gammel bygning, og som for ikke så ganske mange år siden lagde lokaler til den lokale kistebygger. Men nu er det altså atelier for Jo’s værker, der er en form for abstrakt patchwork.
Og der er en årsag til, Jens gerne vil vise mig nogle af de lokale kunstnere – Cómpeta er nemlig en rigtig kunstnerby, der gemmer på mange atelierer rundt omkring i de små gader. Én gang om året arrangeres der ”Art Walk” i Cómpeta, hvor alle kunstnerne åbner deres værksteder op og inviterer indenfor. Der inviteres også gæstekunstnere fra hele verden, og det er nogle dage, hvor der virkeligt er gang i den på den kunstneriske scene. Dagene for Art Walk’en i 2018 er endnu ikke lagt fast, men de kommer højst sandsynligt til at ligge i marts eller april.
 
Selv er Jens også lidt kunstnerisk anlagt. Da han var barn, og hans far spurgte ham, hvad han ville være, når han blev stor, svarede han: Operasanger, dyrlæge eller landmand. Dyrlæge nåede han at være i fem årtier, og nu giver han den et skud som, hvis ikke operasanger så i hvert fald entertainer. Jens arrangerede nemlig i september en storslået koncert på bytorvet i Cómpeta. Mikserpulten havde han selv, og scenen fik han stillet til rådighed af kommunen, der satte op og pillede ned på torvet. Og der var behov for en scene af en vis størrelse, for til at akkompagnere sig havde Jens nemlig den amerikanske sangerinde Laura Abbott, der sang Broadway-melodier, og den tyske sangerinde Marie Vell sang også og gav den som ’lady in red’, da Jens fremførte sangen af samme navn.
”Der var helt fyldt op på pladsens restauranter, som havde fået bevilling til at sætte ekstra borde og stole ud i dagens anledning. Da jeg gik op på scenen bød jeg velkommen på spansk, tysk og engelsk og meddelte, at siden vi var i Spanien, ville jeg tale på spansk under resten af koncerten ud af respekt for de herboende spaniere,” fortæller Jens, der allerede barsler med den næste koncert, hvor han vil synge på spansk, svensk, engelsk og italiensk i hvert fald. ”Jeg er også ved at etablere kontakt til nogle piger, der kan være korsangere. Så er planen at vi skal ud og optræde lokalt,” fortæller Jens entusiastisk.

Dyrlægepraksis genoplivet

På dyrehospitalet i Viborg kunne Jens have et stort antal hunde og katte og også større dyr som heste, køer og svin. Og en lille flyvemaskine. ”Jeg servicerede mange landmænd og private rundt på de danske øer, og det kunne bedre svare sig for mig at tage flycertifikat samt købe anpart i en lille flyver, der var særligt egnet til korte landinger, for så kunne jeg nå det samme på en dag, som der normalt tog mig en uge med bil og færge. Når de kunne høre mig flyve forbi over huset, skulle dem, jeg havde aftale med, blot sætte ild til en halmballe på en mark, der var mindst 150 meter lang, for så kunne jeg se, hvilket retning vinden stod i,” fortæller Jens om sine dage som flyvende dyrlæge.
 
Efter en 3 års tid, hvor Jens ikke havde haft med dyr at gøre, spurgte en bekendt spansk dyrlæge, om han ikke ville assistere ham ved en operation. ”Jeg fortalte, at jeg var allergisk over for selv gummihandsker, så det ville ikke være meget, jeg kunne hjælpe med. Men efter operationen havde jeg ingen allergiske gener overhovedet.” Det var nok til at antænde gløden hos dyrlægen, der straks efter åbnede sin egen klinik i Nerja, efterfølgende en i Cómpeta og til sidst en i Mijas.
 
Det er ikke småting, Jens har oplevet i de fem årtier som dyrlæge. Og på opfordring fra sin søn, er Jens nu begyndt at nedfælde sine erindringer i en selvbiografi. Vi her på redaktionen glæder os i hvert fald til, dyrlægens erindringer udkommer.

Udskriv