Det danske magasin i Spanien

Nyd stranden og havet på “den rigtige” måde denne sommer

Højsæsonen på Costa del Sol nærmer sig og med den kommer dage på stranden og i havet. Nogle nyder lange og dovne stranddage, mens andre gerne vil fylde dem med spændende aktiviteter. Uanset hvad er det godt at vide, hvad man må og ikke må på strandene og i vandet. I januar i år udstedte Søfartsstyrelsen i Málaga (Capitanía Marítima de Málaga) et nyt regelsæt for, hvad der er god opførsel på provinsens strande.

Costa del Sol forbindes af mange med ferier og lange, dejlige dage på stranden, og i Spanien kan du virkelig nyde strandene. I modsætning til nogle andre middelhavslande, hvor man skal betale for at besøge stranden, siger den spanske kystlov, at alle strande i landet er offentlige og gratis.

Det skal dog siges, at for alles komfort er det godt at følge lokal praksis og også overholde de forbud, der gælder på strandene. At bryde nogle af dem kan føre til bøder på op til 3.000 euro! Penge som er sjovere at bruge på andre ting i ferien, og derfor får du her en guideline til, hvad der gælder på strandene på Costa del Sol.

Her kan du svømme

De vandområder, der er beregnet som badepladser, er afmærket med bøjer op til en afstand af 200 meter fra stranden. Inden for disse badeområder kan man svømme og lege frit, og gæster med fx paddleboards (SUP) eller vandcykler skal tage hensyn til badende. Andre vandområder kan være afmærkede og beregnet til vandsport, såsom kitesurfing eller windfoil, og i disse er svømning derimod strengt forbudt.

Naturister

Den spanske lov forbyder ikke at gå nøgen på stranden, men trods dette er det forbudt i nogle kommuner. I Málaga er det ikke forbudt, men praksis er at bære badetøj på Costa del Sol-strandene. Vil du bade nøgen uden at forstyrre nogen, er der flere nudiststrande at vælge imellem, google: “playa nudista Málaga”.

Reserver ikke en plads

Det er ikke direkte forbudt at gå ned til stranden tidligt om morgenen og reservere en plads ved at sætte liggestole og parasoller op og derefter vende hjem for at spise morgenmad, men på Costa del Sol er det praksis ikke at gøre det. Du risikerer endda, at politiet tager dine ejendele fra dig, hvis du ikke er på stranden og benytter dine ejendele.

Telte, parasoller mm.

Når det gælder telte og parasoller har de forskellige kystkommuner i Málaga-provinsen deres egne regler. Nogle begrænser antallet af parasoller ud fra antallet af gæster, andre forbyder pop-up telte. Så tjek, hvad der gælder i netop din kommune.

Musikforbud

Alle kan ligge på stranden og høre musik med høretelefoner, men det er forbudt at lytte til musik med fx radio, cd-afspiller eller højtaler tilsluttet mobiltelefonens musiktjeneste, så omverdenen kan høre musikken. Det er desuden forbudt at spille på instrumenter på stranden eller på anden måde forårsage larm og støj, der kan opfattes som forstyrrende af folk omkring.

Her må du ikke bade

Næsten overalt på Costa del Sols strande kan du frit sætte dig ned med dit håndklæde og parasol for at nyde stranden. Der er dog områder på stranden, der kan være reserveret til f.eks. vandcykler, jetski, surf- og paddleboards, både mv. Disse er markeret og indenfor disse områder er det forbudt at opholde sig – både at solbade på stranden og at bade i vandet.

Hundestrande

Mange hundeejere vil gerne til stranden med deres lodne venner, og det kan de, så længe de holder sig til de specielle hundestrande, der findes på Costa del Sol. På andre strande er det strengt forbudt selv at gå tur med hunden eller lade den bade i vandet, uanset om det er dag, nat, morgen eller aften. For at finde Costa del Sols officielle hundestrande, google: “playas de perros Málaga”.

Fiskeri er forbudt i højsæsonen, både fra stranden og under vandet I perioden fra kl. 10.00 – 21.00.

Biler og camping er forbudt på stranden. Du må derfor ikke køre ned til stranden selv for at læsse bilen af, og du må ikke overnatte med autocamperen eller slå telt op på stranden. At overnatte på stranden er forbudt.

Strandbrusere må kun bruges til at vaske saltvandet af. Det er derfor strengt forbudt at bruge fx sæbe og shampoo ved strandbruserne, samt klare sin opvask, vask eller leg i bruserne.

Affald af enhver art – papir, dåser, cigaretskod, ødelagte parasoller osv. skal sorteres og smides i de dertil beregnede affaldsspande.

Rygning er så småt ved at blive forbudt på flere strande på Costa del Sol, men reglerne er forskellige mellem kommuner, og endda mellem strande i samme kommune.

Åben ild og grillning er forbudt på stranden, stenene og klipperne. Det er også forbudt at bruge gasflasker og brandfarlige væsker. Nogle kommuner har grillbåde på stranden, som man kan benytte, men det kræver tilladelse fra kommunen.

Det er forbudt at bringe sand med hjem fra stranden.

Det er forbudt at opsætte parasoller eller andet, der kaster skygge over andre strandgæster.

Grønt flag: Tilladt at bade

Gult flag: Bad med forsigtighed

Rødt flag: Badning forbudt

De nye regler fra søfartsstyrelsen vedrører ting, der sker i vandet. Dette omfatter hovedsageligt fritidsbåde, men også andre motoriserede enheder som jetski, samt enheder uden mekanisk fremdrift såsom kanoer, kajakker, surf- og paddleboards (SUP), vandcykler med og uden motorer på mindre end 3,5 kW, parasailing, vandski og store flydeanordninger forankret på fartøjer mv. Reglerne gælder både for turistmæssige og erhvervsmæssige formål samt til private formål, men det er vigtigt for alle at have en ansvarsforsikring, der dækker, hvis uheldet er ude.

Område reserveret til badning – vær forsigtig!

Den første regel, som er vigtig at kende, når du er ude i vandet med enhver form for fartøj, er, at strandenes badeområder er afmærket op til en afstand på 200 meter. Generelt siger reglerne, at: hvis du er ude med fx kano, kajak, SUP, vandcykler eller lignende, skal du være inden for 50-200 meter fra stranden – du skal derfor holde dig mindst 50 meter fra stranden men må ikke være længere ude på vandet end 200 meter. Hold også en afstand på 50 meter til badende. Endvidere er det strengt forbudt at forankre eller fortøje dit fartøj inden for badeområdet og ved de bøjer, der angiver det.

Langt ude på vandet

Er du ude med eget udstyr eller på udflugt med en instruktør, skal du opholde dig uden for badeområdet, dog max 500 meter fra stranden. Vandcykler med motor med en effekt på mindre end 3,5 kW må ikke sejle længere ud end 0,5 sømil (926 meter) fra kysten og for jetski, som skal opholde sig uden for badepladserne, højst 1 sømil (1.852 meter) ) fra kysten og for dem gælder en sikkerhedsafstand på mindst 100 meter til andre både og enheder. Skulle du i stedet være ude at ro, må du opholde dig op til 1 sømil fra kysten.

Særligt udpegede områder

Er du ude på vandet med et surfbræt eller kiteboard, skal du holde dig til særlige, tilladte områder til formålet og holde dig 50–200 meter fra kysten. Men er du ude at windsurfe eller med vingefoil, må du højst tage ud 0,5 sømil fra kysten.

Vejret er afgørende

Alle rekreative aktiviteter må kun udføres i dagslys, i godt vejr og når sigtbarheden er mere end 1 sømil, således at udøveren til enhver tid kan ses fra stranden, og så personen på havet selv kan se stranden. Du må ikke være på havet, hvis vinden er kraftigere end 3 Beaufort og bølgerne må ikke være højere end 0,25 meter.

Redningsvest på!

Til sportsgrene som windsurfing og kitesurfing, paddlesurfing og lignende er det obligatorisk at have redningsvest på. Samme regeler gælder, hvis du er ude på vandaktiviteter som at ride på “bananen” eller “doughnut” efter en båd, stå på vandski, jetski eller lege i et flydende vandland (hvor aldersgrænsen ellers er 12 år med en værge eller 16 år uden værge).

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.