Det danske magasin i Spanien

Vær med til at fejre kirsebærblomsterne i Andalusien

Sakura betyder kirsebærblomst og er også navnet på de japanske kirsebærtræer med de smukke blomster, og intet leder tankerne så meget til Japan som kirsebærblomster. Drømmer du om at opleve kirsebærblomster og japansk kultur, kan drømmen gå i opfyldelse uden at skulle rejse til den anden ende af kloden. I den nordlige del af Axarquía, kun et stenkast fra bjergene bag Málaga, fejres Sakura-festivalen i april.

Den lille landsby, hvor fejringen finder sted, hedder Alfarnate og er Málaga-provinsens højest beliggende landsby, cirka 900 m over havets overflade. Beliggende mellem bjergene Enmedio, Palomera og Jobo, er Alfarnate omgivet af åbne marker og masser af kirsebærtræer. Sammen med nabolandsbyen Alfarnatejo kaldes dette sted Pirineos de Costa del Sol (Pyrenæerne på Costa del Sol), og det siger sig selv – udsigten her er smuk.

De lokale i Alfarnate klæder sig i kimonoer syet af en lokal designer.

I Alfarnate har beboerne specialiseret sig i kirsebærdyrkning i 40 år, og kirsebær er den vigtigste indtægtskilde i landsbyen. Da kirsebærtræerne trives særligt godt i disse omgivelser, er dette det eneste sted i Málaga-provinsen, hvor der dyrkes kirsebær i vid udstrækning. Omkring 4.000 kirsebærtræer producerer 70.000¬–80.000 kg kirsebær hvert år, og nu i foråret byder kirsebærmarkerne på et imponerende syn af blomstrende træer.

Foodtruck med japanske specialiteter.

Som mange af Andalusiens hvide landsbyer er Alfarnate præget af ro. Her bor godt 1.000 beboere, og der sker ikke meget i det daglige. Det ændrer sig, når foråret og kirsebærsæsonen nærmer sig. Der skrues arbejdstempoet på kirsebærplantagen op, og især en dag på året valfarter besøgende til den lille landsby. På denne særlige dag er Alfarnate fyldt med en række aktiviteter, der hylder både lokal og japansk kultur og kirsebærblomsternes skønhed.

På denne særlige dag fejres Sakura, og hele Alfarnate kommer til live. Landsbyens gader og pladser, træer, buer og veje er dekoreret med mere end 30.000 papirkirsebærblomster, lavet af landsbybeboerne. På pladsen ved floden er der sørget for servering med bar og typiske spanske smagsvarianter fra grillen, mens foodtrucks serverer japanske specialiteter som dorayaki, shushi, gyoza og karaage.

Forskellige kampsport vises.

Da der er mange nysgerrige besøgende, der besøger Alfarnate under Sakura-festivalen, kan det være klogt at ankomme tidligt. Parkering er tilgængelig i centrum af landsbyen, men ligesom selve landsbyen er lille, er parkeringspladsen det også. Besøgende, der ankommer senere på dagen, må parkere langs vejen ind til landsbyen og derefter gå det sidste stykke.

Det er også klogt, når bilen er parkeret, direkte at besøge turistinformationen (placeret ved broen). Tag her et festivalprogram med et kort – hele dagen fra tidlig morgen til eftermiddag afholdes flere forskellige aktiviteter forskellige steder i landsbyen. Der er blandt andet parade med orkester og dans, opvisning med traditionelt japansk tøj som kimonoer. Der er også sang med den japanske dans bon adori, workshops med japansk kalligrafi shodo, kampsport-demonstrationer med aikido og kenpō, selvforsvarsdemonstration med goshin jutsu, forskellige minikonferencer med temaer som japansk kultur og Sakura, levende musik og også kunstudstillinger, der viser lokale kunstneres talent, samt markeder med lokale produkter.

Selv de mauriske buer er dekoreret med kirsebærblomster.

Sakura-festivalen i Alfarnate, der blev fejret for første gang i 2022, markerer forårets kommen. Festivalen nyder på en vidunderlig blanding af andalusisk gæstfrihed, japansk kultur og de fantastiske lyserøde og hvide kirsebærblomster, der alt sammen skaber en fascinerende atmosfære, der fanger sanserne.

La Danesas journalist slutter sig til at fejre Sakura i Alfarnate.

Under et besøg under Sakura-festivalen i Alfarnate kan du også benytte lejligheden til at udforske landsbyens smalle brostensbelagte gader, som hist og her byder på smukke mauriske elementer, besøge de charmerende lokale butikker, med lokalt kunsthåndværk og souvenirs, og der er også et legetøjsmuseum I byen.

I 2024 vil Sakura-festivalen blive fejret i Alfarnate den 7. april.

For programmer, tidspunkter, aktiviteter og mere information se: https://www.andaluciamia.com/es/tours/fiesta-cerezos-flor-alfarnate-sakura/

Fra Málaga til Alfarnate

Det anbefales at tage til Sakura-festivalen i Alfarnate tidligt om morgenen.

Fra Málaga, tag MA-20-motorvejen nordpå og fortsæt på A-45 mod Granada. Tag afkørsel 124 til Casabermeja og kør mod øst ad A-356. Tag frakørsel A-7204 mod Colmenar/Alfarnate. Tag derefter vej A-4152 til højre og fortsæt indtil vej MA-155 og drej til højre mod Alfarnate. Køreturen tager cirka 1 time.

En dorayaka skal smages.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.