Parlamentsvalg 2019: Storsejr til Pedro Sánchez · Parlamentsvalg 2019: PSOE på den røde løber · Flere søgsmål end nogensinde

Parlamentsvalg 2019: Storsejr til Pedro Sánchez

Alt gik som ventet – og alligevel bød valget i søndags på et par store overraskelser.
Alt tydede på en sejr til PSOE og Pedro Sánchez, men at socialistpartiet skulle løbe med 123 af de 350 pladser i parlamentet, var mere end hvad meningsmålingerne havde forudset. Resultatet giver Pedro Sánchez mindst to gode muligheder for at samle en ny stærk regering (læs mere i næste nyhed). Som ventet gik Ciudadanos frem, primært på bekostning af Partido Popular, som med sølle 66 mandater fik sin histories dårligste valg. Skidt gik det også for Podemos, og selvom VOX i sin debut burde juble over sine 24 pladser i parlamentet, havde partiet håbet på lidt mere.

Det var ikke kun PSOE, der sejrede. Demokratiet vandt også i søndags, for hele 76 procent af de små 37 millioner stemmeberettigede spaniere lagde vejen fordi valgstederne. Det er sjældent, stemmeprocenten kommer over de 70. Resultatet viser tydeligt, at de mange “nye” vælgere satte kryds ved PSOE eller Ciudadanos.
 
 
 
 
 
 

Parlamentsvalg 2019: PSOE på den røde løber

Der skal 176 mandater til at samle flertal i det spanske parlament. Med 123 repræsentanter bag sig er den røde løber til parlamentet rullet ud for Pedro Sánchez, som har to indlysende muligheder for at samle regering. Sánchez kan vælge at synge duet men Albert Rivera og Ciudadanos' 57 mandater. Sammen har de 180 mandater og et solidt flertal. De to har tidligere stået hinanden tæt, men efter valget i 2016 gik der knas i maskineriet, da Ciudadanos valgte at støtte en PP-regering. Men faktum er nu, at de to partier har en unik mulighed for at samle en ny stærk flertalsregering. At forstå på Albert Rivera efter valget i søndags, foretrækker PSOE dog et parløb med Podemos. Pablo Iglesias tabte en tredjedel af sine stemmer, men med sine 42 mandater er han og Sánchez blot 11 mandater fra det absolutte flertal, og de stemmer kan let komme fra de mindre nationalist-/regionalpartier i baskerlandet (PNV, 6), De Kanariske Øer (CC, 2), Navarra (NA+, 2), Valencia (Compromís, 1) og Cantabrien (PRC, 1). Det kan lyde kompliceret at få samlet så mange partier, men de nævnte små partier er alle pro PSOE og lette at “lege” med modsat de langt mere radikale catalanske partier, ERC og JxCAT, og partiet Bildu fra Baskerlandet, som er stærkt præget af tidligere ETA-sympatisører. Men disse tre partier kan Pedro Sánchez og PSOE nu komme helt uden om.

De første kontakter tages allerede i denne uge, men der forventes at gå mindst en måned, før en ny regering kan indsættes.
 
 
 
 
 
 
 

Flere søgsmål end nogensinde

Nogle beklager sig over, at retssystemet er langsommeligt. Måske er der noget om snakken, men de stakkels dommere, jurister og øvrige funktionærer ved retsvæsenet har også mere at lave en nogensinde. Alene i Málaga-provinsen blev der sidste år registreret 76.798 søgsmål. Og endnu værre: de 23.731 søgsmål blev aldrig tilendebragt grundet frafaldet tiltale og/eller manglende bevismateriale for at kunne bringe sagen for en dommer. Det er 31 procent af alle sager, som aldrig afsluttes, men koster retsvæsenet store ressourcer.
 
 
 
 
 
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com