Kæmpe interesse for kvindefodbold · Influenza alle vegne · God udvikling i den lokale beskæftigelse

Kæmpe interesse for kvindefodbold

Spanien er kendt for at være en fodboldnation. Nu gælder det også for kvinderne.
Flere og flere kvinder praktiserer sporten. Og flere end nogensinde følger kvindernes kamp på grønsværen. Således overværede 48.121 tilskuere onsdag aften kampen i kvindernes pokalturnering mellem Athletic Bilbao og Atlético de Madrid. Kampen blev spillet på et udsolgt San Mamés stadion i Bilbao, hvor det normalt kun er herrerne, der kan sælge ud. Atlético de Madrid vandt kampen 0-2, men det er den imponerende interesse for kvindefodbold, der tager overskrifterne i sportspressen. Aldrig har så mange tilskuere fulgt en kamp.
Flere private tv-stationer er også begyndt at transmittere kvindefodbold.
 
 
 
 

Influenza alle vegne

Næsten ti procent af befolkningen i Málaga-provinsen er nu ramt af influenza. Derfor har myndighederne netop erklæret, at vi er ramt af en decideret influenzaepidemi. Det er ikke sket i flere år. Epidemien kan naturligvis ramme alle, men de ældre er mest udsat. To procent af de influenzaramte er sågar blevet indlagt grundet den voldsomme epidemi. Det er næsten udelukkende ældre, der er blevet så hårdt medtaget, at de er blevet indlagt. Sundhedsvæsenet anbefaler både børn og ældre at blive vaccineret. Myndighederne antager, at influenzaepidemien vil fortsætte til midten af februar, inden den sendes på retur.
 
 
 
 
 

 

God udvikling i den lokale beskæftigelse

Det går stille fremad med beskæftigelsen i Málaga-provinsen. Status ved årets udgang viser, at der i 2018 blev skabt 48.700 nye arbejdspladser i provinsen og at samlet 650.000 i dag er i job. Det er flere end nogensinde. Ledigheden er ved årets udgang faldet med 28.400 personer og er nu nede på 129.000. Det giver en arbejdsløshed på 16,5 procent. Det er højt sammenlignet med det øvrige EU, men trods alt det laveste tal i Málaga siden 2007. Problemet med den lokale, og nationale, ledighed er de store årgange, som i disse år kommer på arbejdsmarkedet.
De nye arbejdspladser i Málaga-provinsen er primært skabt inden for hotel- og restaurationsbranchen, hvor man nu ser meget lyst på fremtiden. Beskæftigelsen er øget med 5,6 procent det sidste år. Det skyldes primært, at flere hoteller i år har valgt ikke at holde vinterlukket i perioden november til marts, samt at flere restaurationer har set dagens lys.
 
 
 
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com