Udvidelsen af Hospital Costa del Sol genoptages · Bankerne svarer igen · Mere strandpromenade til Estepona

Udvidelsen af Hospital Costa del Sol genoptages

Arbejdet med udvidelsen af hospitalet i Marbella har stået stille siden 2010 grundet en omfattende konflikt mellem Junta de Andalucía og byggefirmaet, Abengoa, som skulle stå for det storstilede byggeri. Konflikten gik på udliciteringen af hospitalets ny parkeringskælder, som blev givet til et datterselskab af Abengoa, da dette selskab kom i store økonomiske problemer i 2010. Det medførte stor uklarhed og juridiske problemer, som gjorde, at byggeriet blev indstillet. Efter otte års juridisk tovtrækkeri har parterne nu accepteret, at Junta de Andalucía betaler en kompensation på tolv millioner euro til Abengoa for at komme ud af aftalen. Det betyder, at Junta'en nu kan starte på en frisk, udskrive en ny udlicitering og genoptage arbejdet. Udvidelsen af Hospital Costa del Sol vil forøge hospitalets kapacitet med 70 procent, som er stærkt tiltrængt grundet kapacitetsmangel i hele Málaga-provinsen. Projektet er budgetteret til 48,5 millioner euro. Det er uklart, hvornår det vil stå færdigt.
 
 
 
 
 
 

Bankerne svarer igen

Jublen var stor, da regeringen for et par uger siden vedtog, at det er bankerne, der fremover skal betale de omkostninger, der er forbundet med udstedelsen af et nyt hypotekslån. Men nu tyder meget på, at besparelsen for nogle få bliver fordyrende for det store flertal. Bankerne indfører nemlig med stor sandsynlighed fra nytår nye gebyrer på sine øvrige ydelser og/eller sætter de nuværende gebyrer i vejret. Bankerne har hverken råd eller lyst til at reducere sin fortjeneste i en tid, hvor alle banker gennemgår store omlægninger med nedskæringer og fusioner for at holde sig konkurrencedygtige.
 
 
 
 
 
 
 
 

Mere strandpromenade til Estepona

Arbejdet med udvidelsen strandpromenaden i og omkring Estepona fortsætter ufortrødent. To mindre faser af renoveringsarbejdet er netop afsluttet. Det sker samtidig med, at første spadestik til to nye faser på i alt små 1.000 meter sættes i gang. Det sker i området omkring La Morocha og Laguna Village. Fortsætter projektet som planlagt, vil Puerto Banús og Estepona om ganske få år være forbundet med en ny strandpromenade. Projektet finansieres delvist af Junta de Andalucía og Estepona kommune.
 
 
 
 
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com