Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Jeg har netop spyttet på en vatpind, lagt den i en kuvert og sendt den til Texas. Det gjorde jeg, fordi jeg har bestilt sådan et DNA-sæt, hvor man kan sende spytprøven ind og se, om der skulle være spændende overraskelser i arvemassen.

 
For nogle år siden ville det have løbet mig koldt ned ad ryggen ved tanken om at dele det, der essentielt er det mest personlige stykke information, vi har. Nu sender jeg uden tøven et lille stykke af mig selv tværs over kloden for at blive analyseret. Men hvad giver man egentlig amerikanske virksomheder lov til, når de får tilladelse til at segmentere ens DNA? Jeg havde ikke sat mig spor ind i det, før kuverten var postet. Det er vel et udtryk for, at jeg er blevet mere immun overfor risiciene ved datadeling. Jeg har for længst indset, at jeg ikke ejer noget af det, jeg f.eks. lægger på Facebook. At denne kan fjerne eller anvende min information, så tosset de vil. Jeg er heller ikke i tvivl om, at min telefon ligger og lytter med og accepterer bare, at jeg pludseligt modtager Roomba-annoncer, fordi ‘storebror’ har smuglyttet til min diskussion om robotstøvsugere. Hver eneste gang, jeg opretter en profil eller bruger en service online, krydser jeg af i ‘læst og forstået’-feltet og tilkendegiver derved, at jeg er indforstået med anvendelsesbetingelserne, selvom jeg på ingen måde tjekker, om vilkårene kræver, at jeg opgiver min førstefødte.
Sølvpapirshatten plejede at være formet lige efter mit hoved, men nu ligger den bare ovre i hjørnet og ligner noget, der har indeholdt en tarvelig ostemad. Min ligegyldighed over for noget så vigtigt som egne intellektuelle ejendomsrettigheder skræmmer mig en del.
Men som det er på nuværende tidspunkt er vores meget personlige DNA-oplysninger heldigvis kun rigtig brugbare, når man samler store mængder af dem. Altså ligesom man gør, når man driver en DNA-virksomhed, hvor folk gladeligt betaler for at sende deres DNA ind til registrering og kortlægning. Selvom denne virksomhed lover højt og helligt, at mine data ikke vil blive misbrugt på nogen måde, så husker jeg alligevel alt for godt episoden, hvor cd’er med personnumre på flere millioner danskere ved en fejl blev sendt til den kinesiske ambassade for nogle år siden. Og jeg har ikke en jordisk chance for at vide, om mine DNA-oplysninger en gang i fremtiden kunne blive solgt til f.eks. et forsikringsselskab, så jeg ikke kan blive forsikret, hvis mine gener viser, at jeg er disponeret for sukkersyge eller cancer. Salg er selvfølgelig blot ét scenarie. Virksomhedens servere kunne jo også blive hackede.
Når jeg sidder og skriver dette, har jeg mest af alt lyst til at slette mine profiler på de sociale medier, anskaffe mig en gammeldags mobiltelefon og smide robotstøvsugeren på porten. Et analogt hjem er vejen frem, tænker jeg – indtil næste gang jeg lige så tankeløst som altid sætter hak ved ‘ja, whatever’-boksen, så jeg kan komme videre i mit liv.
LMF
 
P.s.
Jeg får svar på DNA-prøven om 6-8 uger. I mellemtiden kan jeg så gå og drømme om at være nogle dele apache, brasiliansk urbefolkning eller noget andet eksotisk, der kan opveje de sovs-og-kartoffel-gener, jeg har så rigeligt af.
 
 

Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa