Det danske magasin i Spanien
Vi møder veteranerne… Egon Kjer

Vi møder veteranerne… Egon Kjer

Der blev samlet brænde, tændt bål og åbnet et par flasker god vin. Sammen med sin kæreste og en gruppe venner havde han købt en hel ged, som de grillede på stranden. ”Det var den første af mange gode aftener på strandene, som jeg holder så meget af. Det var fuldstændig som at være på en øde ø.” Sådan husker Egon Kjer sine første gode minder fra Solkysten. De stammer fra sidst i 70’erne. Minderne blev endnu flere fra 1984, da familien købte hus i La Herradura ved Almuñecar. Huset har han stadig, men det har altid været ét blandt tre hjem. De to andre er Dyrehavsbakken og krydstogtskibene på de syv verdenshave.

Egon Kjer er altid på farten og tager glædeligt imod spillejobs på Solkysten.

Verden rundt på fire akkorder

Uden at være verdensstjerne har Egon Kjer nemlig været verden rundt. ”Jeg har intet til gode – hverken privat, som restauratør eller musiker,” mener den danske veteran. Hans liv fortælles i bogen Verden rundt på fire akkorder. Her tager vi historien om den nu 77-årige levemand i en noget kortere udgave.

Egon Kjer elsker solen, de tårnhøje temperaturer og by- og nattelivet. Måske var det derfor, han som ung ikke holdt ret længe som kontorassistent i Bov Kommune i det sydligste Sønderjylland. Kærligheden til musikken og en urokkelig rejselyst fik Egon og hans fritidsband til at prøve lykken. Og han fandt den. Flere agenter fik øje på hans talent og pludselig stod han foran et talstærkt publikum på Exalon på Strøget i København. “Exalon var et eldorado for musikere dengang og en døråbner til endnu større ting,” husker Egon. Inden han så sig om, var han fast musiker på datidens største krydstogtskib, Queen Elisabeth, og som kronen på værket blev han en vigtig prik i et af 80’ernes største danske bands, Keld & The Donkeys. “Vi havde otte gyldne år sammen og vandt bl.a. en guld- og flere sølvplade. Det var store tider,” beretter den danske spillemand. De gode tider blev også til gode bøffer. Egon havde nemlig en plan.

Egon med dagens udgave af Keld & The Donkeys.

Musik og store bøffer

Planen blev født under et job på casinoet i Kolding. Her var det indlysende, at restauranten slet ikke fungerede. Egon valgte derfor at købe den, fik den op at stå, og solgte med god gevinst. Sådan blev han restauratør ved siden af livet som musiker, og op igennem 80’erne og 90’erne opkøbte og drev han en håndfuld restauranter i det danske land. “De havde alle en pianobar, hvor jeg gladeligt tog plads, hvis jeg ikke var på landevejen,” fortæller Egon Kjer med et smil. Konceptet blev videreført til Costa del Sol, hvor han i en årrække stod bag restauranten ”Argentina Steak House”, som på Almuñecar-egnen blev kendt for at servere byens bedste bøffer – og sin gode musik, naturligvis. For fremtiden har Egon dog lovet sig selv at holde sig til musikken. Han tager gerne ud på en ny sejltur, selvom han nyder at bo og spille fast på Solkysten i vinterhalvåret og på Bakken om sommeren. ”Dyrehavsbakken er hyggelig og miljøet blandt de ansatte er fantastisk. Vores årlige sommerfrokost og andre traditioner holdes ved lige. Jeg nyder virkelig at komme der i sommermånederne.” Det er dog i Spanien, han føler sig mest hjemme. Det er i år 40 år siden han blev boligejer i La Herradura. Minderne står for evigt. Tiderne har ændret sig – men også til det bedre.

Egon Kjers datter, Lonnie Devantier, vand i 1990 Dansk Melodi Grand Prix med sangen ”Hallo Hallo”…

Der er langt til den sidste dans

Når Egon Kjer tænker tilbage, anvendes ordene jomfruelig, autentisk og jordnær ofte. Han mindes særligt strandenes chiringuitos, som dengang mindede om træskure, men som altid serverede den bedste fisk til næsten ingen penge. Man fik gode billige tapas overalt og alle havde let til smilet. ”Jeg havde altid en guitar med i bilen. Enhver sammenkomst kunne hurtigt udvikle sig til en fest. Uanset hvad jeg spillede, og hvilket sprog jeg sang på, var spanierne altid med på den,” fortæller Egon. Knap så festlig var den lange køretur til lufthavnen. Dengang var der nemlig kun den gamle landevej – med ét spor. ”Der var altid store trafikpropper, og der skulle blot én stor lastbil til at sænke farten til 30-40 km i timen. Det var helt normalt, at det tog tre til fire timer at komme til lufthavnen. Vi afsatte altid en halv dag for at være sikre på ikke at komme for sent til flyet,” husker han. I dag er mylderet rykket fra landevejen og ind i boligkvartererne. ”Jeg tror, vi for fremtiden vil se en lang række begrænsninger for at undgå overbefolkning og sikre, at der er nok af alt til alle. Solkysten bliver også et dyrt sted at bo – men et dejligt sted at bo,” bliver de sidste ord fra Egon Kjer. Livet har været godt ved ham, og kærligheden blomstrer. Han spiller. Han smiler. Og ser ud til at have det rigtigt godt.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.