Det danske magasin i Spanien
Nerja og byens nye herligheder

Nerja og byens nye herligheder

Nerja har i årtier været et meget populært rejsemål, og det kan ikke undre, for det er en skøn by med mange herlige strande samt den berømte Balcón de Europa. Lige neden for El Balcón starter den fine Senda Litoral, som er en 170 km. lang vandresti langs med middelhavskysten fra Nerja til Manilva. Nerja er måske især kendt for de fine drypstenshuler, som ligger ca. 5 km. øst for byen i Maro. Her kan man beundre verdens største drypsten og se de prægtige huler, hvis lige ikke findes. Nu har et nyt museum set dagens lys, og i slutningen af april åbner et ´virtual reality´ rum, hvor man med vr- briller kan besøge hele hulen – også rum der ellers er lukkede for offentligheden. Vr rummet betyder også, at kørestolsbrugere kan få lov til at opleve hulerne. Når hertil kommer, at man har anlagt en 1,7 km. lang vandresti bagved hulerne, ja så er det bare om at komme afsted for at se eller gense dette usædvanlige naturfænomen.

Her går man ned i den dybe del af hulen
Et kig ned i bunden af hulen fra toppen af trappen
Cementgulvet i bunden danner basis for stolerækker under festivalen

Vi starter inde i Nerjas centrum, hvor det nu er gratis at parkere på den P-plads, hvor El Huerto engang lå. I gamle dage havde enhver by et landstykke inde midt i byen, hvor beboerne havde små parceller, hvor de kunne dyrke grøntsager. De fleste af disse grønne åndehuller er nu blevet lavet til P pladser, og den i Nerja er pt. gratis, fordi kommunen ikke kan finde ud af hvem, der har ret til at opkræve P-afgift. Man finder hen til P-pladsen ved at køre ned mod paradoren og så køre til højre i den sidste rundkørsel inden havet.

Under besøget skal man følge stien rundet – pile viser vej
Der er så mange drypsten at de ikke kan tælles
En trappe fører op til hulen med verdens største drypsten

El museo de Nerja ligger på Plaza de España nr. 4. Plaza de España ligger lige bagved rådhuset, som ligger bagved kirken.

Museet har en afdeling for hulerne i kælderen samt to etager over byens historie og seværdigheder samt den omkringliggende fine natur. Museet er et besøg værd som appetitvækker til besøget i hulerne. Se: https://www.cuevadenerja.es/museodenerja/

Her ses verdens største drypsten ifølge Guinness rekordbog
Fra en udsigtsplatform kan man beundre dem kæmpestore drypsten
Det har taget millioner af år at danne denne drypsten

Hvis man vil blive holdende på P-pladsen, kan man passende tage toget Cuevatren, som afgår fra Nerja på Plaza de Los Cangrejos og kører til hulerne. Toget kører hver hele time fra Nerja og turen tager 30 minutter og koster 2 € retur. Man kan købe en billet der har togturen indregnet i prisen på hulebesøget. Se: https://www.cuevadenerja.es/tren-a-la-cueva-de-nerja/

Hvis man ikke vil med toget, kan man køre ud til hulerne i Maro og parkere der. Parkering koster 2 €. Man kan naturligvis også køre direkte til hulerne i Maro, parkere bilen og tage toget ind til Nerja og tilbage.

Skabelsen af drypsten pågår stadig, for når vand trænger ned til hulens loft, dannes der uophørligt drypsten
Hulen er oplyst, men ikke for meget – man går i halvmørke
Til venstre kan man se væltede drypsten, som knækkede under jordskælvet for 500.000 år siden

Man kan købe billetter til hulerne online på linket: https://www.taquilla.com/entradas/cueva-de-nerja   eller man kan blot købe dem ved indgangen. Som noget nyt kan man downloade en Cueva de Nerja app og lige ved billetsalget kan man scanne QR koden til appen. Den har en gratis audio guide – både en for børn og en for voksne.

Besøget i hulerne koster 14 € for pensionister og 16 € for ´voksne´. Denne gang var det over ti år siden, jeg sidst besøgte hulerne, og jeg var behørigt imponeret over skønheden i dette naturfænomen. Jeg var der tre uger før de to virtuelle rum åbnede, så dem kan jeg ikke anmelde, blot sige, at det er vældigt, at de gangbesværede nu kan få hulerne at se.

Her ses også en væltet drypsten
Hulerne fremstår som en eventyrverden
Besøget byder på 440 trappetrin op og ned

I starten går man gennem et par lave huler, hvor der har boet mennesker i forhistorisk tid – sandsynligvis neandertalere. Her har man også fundet hulemalerier, men dem kan man kun komme til at se på den virtuelle tur, da fugt ødelægger malerierne. Inden længe kommer man hen til en trappe, der fører ned i det niveau, hvor de tre største huler ligger. Den første er den, hvori der hvert år i juli og august er koncerter eller ballet nede i hulerne. Så er der opstillet stolerækker og det er en fin oplevelse at sidde dernede og høre musik, for akustikken er helt uovertruffen. Det bør man prøve, hvis man kan få billetter. Man kan se programmet for 2023 ved at Google: Entradas Festival Cueva de Nerja. Her kan man også købe billetter online. Priserne ligger mellem 57 € og 85 € pr. billet.

Skiltet informerer om vandreruten bag ved hulerne
Udsigt fra hule-restaurantens terrasse over Maro
Vandreruten bagved hulerne byder på fantastiske kig ind over Sierra de Almijara – her ses bjerget Cielo 1508 m.o.h

Der er to ting, som især gør hulerne berømte: deres enorme størrelse og de utallige drypsten. De tre sale man går igennem er større end nogen katedral, og der er så mange drypsten, at de ikke kan tælles. Det antages, at det har taget det vand, der er sivet gennem jorden og ned til hulerne, 5 millioner år at danne disse ubeskrivelige drypsten i alskens faconer. Det er intet mindre end et under, som man ikke bør snyde sig selv for at opleve.

Rundturen gennem hulerne er på ca. 1 km. og der er 440 trappetrin i alt, op og ned, der skal forceres. I den sidste hule kommer man hen til det, der er udnævnt til at være verdens største drypsten. Den var i Guinness rekordbog i 1977 og den er 32 meter høj og 18 meter i diameter.  

Sidst jeg var her, måtte man ikke tage fotos i hulerne, men det må man godt nu, hvis det er uden blitz. Det er derfor nu muligt at tage noget af hulerne med hjem digitalt, og selv om det kan være svært at se dybden i hulerne, er det meget fine fotos man kan tage.

Besøget varer en lille time og det er i det sidste rum, kaldet Sala del Cataclismo (katastrofe salen) at den største drypsten står. Når rummel bliver kaldt katastrofesalen, er det fordi man mener, at der for 500.000 år siden fandt et vældigt jordskælv sted, som fik flere drypsten til at vælte.

Balcón de Europa er Nerjas centrum
Vue ud over Balcón de Europa imod havet
Bjerget Cielo set fra Balcón de Europa

Lige når man kommer ud igen, ser man et stort skilt over vandreruten, som starter lige der. Det er en rundtur på 1,7 km med 60 højdemeter at overvinde. Ruten er ret stejl i starten og med mange sten, så det kan anbefales at bringe stave med. Ruten går op til et udsigtspunkt, der ligger 235 m.o.h. På vejen op har man et storslået vue op mod bjerget Cielo, som er 1508 m.o.h. og ned over Nerja mod sydvest og havet, selvfølgelig.  På toppen står der en bænk, hvor man kan tage et hvil mens man beundrer udsigten. Derefter kan man blot følge skiltene som peger i retning af Ermita (lille kapel).

Kysten øst for Balcón de Europa er vild, men har nogle flotte, isolerede strande
Statue af kong Alfons XII som gav Balcón de Europa dens navn
Bjerget Cielo kan bestiges men det er ikke for slapsvanse

Nedturen er ganske stejl, og jeg måtte indkassere et fald, da jeg var så dum ikke at have taget stave med. Så husk lige dem. Jeg undrede mig såre over, hvor den annoncerede Ermita var, og jeg kom helt ned til P pladsen uden at se nogen Ermita. Jeg måtte så forhøre mig hos en vagt og fik at vide, at ermitaen var lukket men at den lå bagved P-pladsen. Jeg fik udpeget en vej og gik derop. Det viser sig, at der er tale om Maros gamle kirkegård, som senere blev omdannet til en ermita for San Isidro. Hans helgendag er den 15. maj, og på den dag festes der på livet løs her i Maros ermita. San Isidro er bøndernes helgen, og det er ham man skal bede til, hvis jorden mangler regn.

Spøjst monument rejst ved siden af det hul, som de 5 drenge, der opdage hulerne, krøb ned i
Bestigning af Cielo foregår via bjergkammen til højre, kaldet Horseneck
Hule-stien er fin og nem på den øverste del

Området omkring hulerne byder på andre sjove ting. Bagved indgangen til selve hulen kan man se det hul – kaldet la mina – som de fem drenge, der opdagede hulerne i 1959, brugte til at trænge ind i hulen igennem. De havde set en masse flagermus flyve ud og ind af ´minen´ og de ville så selv se hvad der var. Rundt om minehullet kan man se fotostater af de fem drenge med navne.

Der findes også en fin botanisk have nedenfor restauranten og en meget fin gangbro, der fører over til Maro, som også er et besøg værd, fordi den er så autentisk og oprindelig. Endelig er der en stor og herlig legeplads, hvor de små kan muntre sig.

Udsigt ned over Nerja mod sydvest fra stiens top
Udsigt mod syd ned over Maro fra bænken på stiens top
Sådan ser returstien ud i starten

Restauranten har lige fået bygget en fin terrasse til, så man kan sidde der i solen med udsigt over Maro og nyde sin mad, inklusiv vegetarmad.

Nerjas huler er et turisttrækplaster med 436.000 solgte billetter i 2022. Det skal også siges, at man kan få guidede ture ind til ukendte dele af hulen. En sådan tur skal bookes i forvejen og er sikkert ikke for sarte sjæle, da rummene ikke er oplyste. Rygterne vil vide, at huleområdet er så stort, at det strækker sig mod nord helt op til under Granada, ca. 80 km. væk. Wow!

Se: www.cuevadenerja.es

Vue ned over Maro fra returstien
La Ermita i Maro er helliget San Isidro – bøndernes helgen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.