Det danske magasin i Spanien
Oporto – her går det lystigt til

Oporto - her går det lystigt til

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Oporto er Portugals næststørste by og den ligger ved floden Dueros udmunding i Atlanterhavet. Byen opstod allerede i romertiden på Duero flodens nordside og den var i 1300 tallet omringet af mure på alle sider. Man kan stadig finde rester af murene, som i dag er bygget ind i adskillige huse. Oporto er en farverig og charmerende by, som er en fornøjelse at besøge, fordi der hviler en særlig glad stemning over det hele. Duero floden dominerer på sin vis byen og deler den i to: Oporto med bydelen La Ribeira på nordsiden er den ældste del, mens Gaia på sydsiden er der, hvor de mange bodegaer ligger. Portvins bodegaer, selvfølgelig. 

Farverige huse på række danner front mod floden

Vi havde valgt at bo på hotel Vincci Oporto, som ligger tæt på centrum og lige ned til floden på nordsiden. Hotellet er anlagt i det gamle fiskemarked, som så er blevet ombygget med værelsesfløje. Det var dyrt: 200 € pr. nat for et dobbeltværelse med morgenmad og ikke let at finde ind til på trods af GPS. Nok ikke et hotel jeg ville vælge igen, men det har garage, hvilket var guld værd, for byen er et trafikalt- og parkeringshelvede.

Gamle sporvogne kører rundt i byen

Så snart vi var kommet af med bilen i hotellets garage begav vi os til fods ind imod centrum, ca. 1 km. mod øst. Her i oktober var der liv og glade dage, som måske skyldes en kraftig tilstrømning af turister efter Corona (det var inden Omicron) Byens huse er farvestrålende og oprindelige og stemningen er i top. Langs med kajen sælges der ture med båd på floden og disse er meget populære. Der er talrige restauranter lige ned til floden, så man behøver hverken at gå sulten eller tørstig rundt. Vi havde hørt om en supergod vegetarisk restaurant, så den opsøgte vi. Den hedder DaTerra på adressen R. de Mouzinho da Silveira 249, lige på et af hovedstrøgene og ikke langt fra floden. Det gode her er, udover en masse fantastiske grønne retter, at man kan få mad med det samme: Det hele er lavet og man skal bare gå om bord på buffeten.

Langs med floden er der masser af spisesteder

Vi vandrer dernæst opad imod katedralen og får øje på Oportos vartegn: Torre de los Clérigos, som er byens højeste tårn og meget spektakulært.  Vores vej fortsætter over floden på den fine bro Puente Don Luis 1, som blev bygget i 1866.  Det siges at broen er inspireret af Gustave Eiffel (ham med Eiffel tårnet i Paris) og den ser sådan ud med sin fine metalkonstruktion og vejbaner i to etager. Vi krydsede broen på øverste etage, og det bør man gøre, for derfra har man en fabelagtig udsigt ned over byen og floden.

Langs med kajen i Ribeira kvarteret er der liv og glade dage

Vel ovre på den anden side (I Villanueva de Gaia) går der en svævebane fra broniveauet ned til kajen med bodegaerne, men vi tager turen til fods ned ad stejle gader. Straks vi er kommet ned, ser vi den første bodega: Calem. Den besøgte vi første gang vi var i Oporto for 25 år siden, og det var spændende at se de gamle kældre, hvor portvinen blev opbevaret. Men i disse tider kan man ikke bare bese kældrene. Nej, man skal købe en billet, der indebærer en videofilm i auditoriet, et interaktivt museum, en guidet tur gennem kældrene, et oplevelses rum, et 5 D filmrum, vinsmagning samt et vinudsalg. Og ja, man kan kalde os gammeldags, men vi orkede ikke sådan en tur på 1 time selv om den kun kostede 14 € pr. næse. Vi er nok gået glip af en oplevelse, men det med et interaktivt museum gad vi bare ikke. I stedet satte vi os foran Sandemans kældre og bestilte portvin i 10 og 20 år gamle versioner. Den ældste var tydeligt den bedste og det var overordentligt hyggeligt at sidde der i solen med svævebanen susende over vores hoveder og floden med gamle portvins skibe, og glade mennesker overalt. 

Husene i La Ribeira ser festlige ud

Vi gik helt ud til enden af sydkajen og havde egentlig forventet at finde vandtaxier, der kunne tage os over floden, men sådan nogen fandt vi ikke. Vi prajede i stedet en taxi, for vi havde fået anbefalet et besøg på kunstmuseet Fundación Serralves i den nordlige ende af byen.

Nærbillede af Puente Don Luis 1

Fundación Serralves

 Dette museum for moderne kunst er et af Europas fremmeste og absolut et besøg værd. Serralves var navnet på den sommerresidens, som tøjproducent og senere greve af Vizela, Carlos Alberto Cabral, fik bygget til sig selv mellem 1925 og 44. Bygningen er et af de fremmeste eksempler på art-deco design og en fryd at besigtige. Huset er kæmpestort og ligger i en pragtfuld park, hvortil Cabral familien altså flyttede om sommeren, selv om de boede i selve Oporto og derfor kun skulle bevæge sig ca. 5 km, for at komme til deres `sommerhus´. 

Udsigt fra broen Don Luis 1

Efter nellikerevolutionen i 1974, som afsatte den daværende diktator Salazar, indså man, at landet havde brug for kulturinstitutioner, som kunne fremme moderne kunst, og til den ende købte staten Serralves ejendommen for der at indrette et kulturcenter af format. I 1987 åbnede Fundación Serralves for offentligheden som et moderne kunstmuseum, der rummer en ny bygning til moderne kunst, den store smukke park, Casa Serralves (Cabral familiens bolig), en Tree top walk samt et filmcenter.

Et af de gamle forsvarstårne

Da vi ankom ved 16 tiden var der lang kø for at komme ind, for en ny Joan Miró udstilling havde netop haft fernisering, så vi måtte pænt vente en 20 minutters tid på at indløse billet, som kostede 10 € per næse for pensionister. Vi startede i kunstmuseet som rummede mange interessant ting, bl.a. værker af den kinesiske kunstner, aktivist og regimemodstander Ai Weiwei. Ai Weiwei bor i dag i Lissabon og er storleverandør af værker til Serralves. Man kan se en film, hvor kunstneren ligger nøgen og bliver indsmurt i en lyserød klæbrig masse af to damer. Ualmindelig er det.

Det bedste ved besøget er Cabral familien hus, som i sig selv er betagende at se i al sin art-deco renhed og rutten med pladsen. Her var der så en stor udstilling af Joan Miró som var ret omfattende og sjov at se. Huset ligger midt i den pragtfulde park hvori der er ´strøet´ værker af berømte kunstnere bl.a. Olufur Eliasson.

De gamle skibe der fragtede portvin ligger nu og pynter i floden

I enden af parken er der bygget en ”treetop walk”, hvor man på træbroer kan gå oppe i toppene af nogle af parkens største træer.

Vi var overordentligt tilfredse med besøget i Serralves parken fordi det gav et sus af modernitet, inspiration og nytænkning. I opløftet stemning forlod vi stedet ved 18 tiden efter et uforglemmeligt besøg.

Foran Sandemans kældre kan man købe smagsprøver på portvin i alle afskygninger

Vi havde kun afsat en dag til besøget i Oporto og det var alt for lidt til at yde denne fantastiske by retfærdighed.  Bl.a. fik vi ikke set: Det gamle livlige marked: Mercado do Bolhao, Europas mest berømte bibliotek Librería Lello e Irmao, som er utroligt smukt, Oportos gamle banegård Estación de Porto San Bento med kæmpe vægmalerier udført på fliser, det indvendige af katedralen, Kirken Capilla de las Almas med en smuk facade af bemalede kakler og børsbygningen Palacio la Bolsa som rummer mange meget smukke rum.

En mægtig edderkop passer på art-deco huset

Tja, hvad kan jeg sige andet end at vi må tilbage og at man ALTID skal afsætte 2-3 dage til et besøg i denne perle af en by.

Der er næsten 900 km. fra Oporto til La Herradura, så i morgen starter hjemturen med et besøg i de flotte grænsebyer Castelo de Vide og Marvao med overnatning i den sidstnævnte. Læs videre i næste nummer af La Danesa. 

Art-deco huset ligger midt i en pragtfuld park

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa