Jolúcar – kystens nyeste hængebro

Blandt spanske kommuner er det blevet moderne at have sin egen hængebro. Hængebroer er spændende og tiltrækker turister, så ”so ein Ding müssen wir auch haben” ser ud til at være mottoet. Nu har den lidet kendte kommune Torrenueva, kun fire km. øst for Motril, fået bygget en hængebro hen over en lille slugt ved den vældige klippe Peñon de Jolúcar og tilmed fået markeret en 10 km. lang rute i forbindelse med hængebroen. Det er der kommet en spændende vandretur ud af. La Danesas udsendte har prøvevandret ruten og har svært ved at få armene ned.

Jeg må med skam meddele, at jeg ikke kendte noget som helst til kystbyen Torrenueva før jeg læste om hængebroen. Men Torrenueva er en nydelig lille by med en skøn strandpromenade og en herlig strand. Den er ganske u-turistet og virker jævn og ligetil. At kommunen har taget initiativ til den nye hængebro og tilhørende vandrerute må absolut roses, for der er brugt mange penge, dels på broen, men også på afmærkning, trapper, hegn og en mirador. Lovord til Torrenueva for dette fine initiativ.

Ruten begynder i den østlige ende af Torrenuevas strandpromenade, og man kommer lettest dertil ved at køre igennem byen ad N 340 og så dreje til højre i byens sidste rundkørsel hvor der står: Peñon de Jolúcar. Man kører nu blot ned til strandpromenaden og parkerer. Her for enden ser man et stort skilt, der fortæller om ruten, som har fået betegnelsen PR-A 420. PR står for ”pequeño recorrido” (lille vandrerute) i modsætning til GR, som står for ”gran recorrido” (stor vandrerute). Man kan se ruten her: https://www.torrenuevacosta.org/rutas-turisticas/  Ruten er som sagt på 10 km. med ca. 200 højdemeter i alt, og den er markeret med en hvid og gul stribe. Ruten har to afdelinger: den første som går langs med kysten og som har stejle op- og nedstigninger og som rummer rutens største seværdigheder: hængebroen, kæmpen Jolúcar, el mirador de Hondurón, nudiststranden La Joya, en mængde bjerggeder samt fyrtårnet på Punta de Sacratif. Turens anden del går på den anden side af hovedvejen på en helt flad og skøn grusvej ca. 150 meter over vejen. Her kan man som vandrer rigtigt strække ud, og da flade ruter er en sjældenhed, er de ca. 6 flade km. et fund. 

Man starter med at gå op ad trappen, som fører op til hængebroen, hvis officielle navn er: Pasarela colgante de Jolúcar. Fin ser den ud som den hænger der mellem to klipper. Den har et glasgulv på ca. 4 meter i midten, og for dem, der ikke har nerver til gå hen over broen, er der en alternativ sti. Jeg har det sådan, at jeg bare lukker øjnene, når jeg går hen over glasset, for det er trods alt lidt for broget for mine nerver. Vel ovre på den anden side fortsætter stien ned og op på ganske stejle skrænter, så det er et absolut must at have vandrestave med.

På vej op mod El Mirador de Hondurón ser man, når man vender sig om, det særsyn, at klippen Jolúcar ligner en trold, der både har spids næse og åben mund. Den ser ud til at have lyst til at æde en lille klippe, der ligger lige ud for dens næse. Et ganske pudsigt syn.

Vel oppe på miradoren ser man, hvordan der er anlagt en vældig platform med bænke samt plancher, der oplyser om interessante fænomener her: f.eks. findes der en undersøisk flod lige under miradoren, og den har stor betydning for det marine liv under overfladen. Her på platformen bør man sidde en stund og beundre havet, bjergene og landskabet i det hele taget.

I dette område ligger der også en del drivhuse under plast, og det er der mange, der rynker på næsen af. Men jeg mener, at ingen endnu har taget skade af at se på plastik, og at vi bør tænke på, hvilken velstand disse drivhuse har bragt til området. Hvor der før var stor fattigdom, dengang man kun kunne leve af fiskeri, er der nu velstand blandt befolkningen, så hurra for det.  

Fra miradoren går endnu en stejl sti ned imod nudiststranden La Joya (juvelen), som er en meget fin strand. Fra stien har man anlagt en helt ny fancy  trappe, som fører ned til stranden. Her i januar er der ingen badende at se, men vejret er fint nok til badning. Om sommeren er stranden meget populær. Stien fortsætter langs med en mur og ender nede ved en bred vej ganske tæt på hovedvejen. Her skal man dreje til højre og efter ca. 20 m. ser man den hvid/gule markering. Her ligger der en stor mængde p-pladser, som vidner om Las Joyas popularitet i højsæsonen.

Vejen stiger nu let for derefter at gå nedad igen til hovedvejen. Her er jeg i tvivl om ruten og spørger to af kommunens folk, som står og arbejder på en platform af træ, som tydeligvis hører med til ruten. Jeg spørger dem om vej, men den ene er er ikke fra området og ved ikke noget. Den anden, derimod, ved en helt masse, men han er stum. Han er dog meget ivrig efter at få mig forklaret, hvor ruten går, og med fagter, gebærder og  ordbrokker forklarer han, at ruten går på en smal sti hen langs en lang mur, og derefter kommer man op til fyrtårnet Sacratif. Det var et meget rørende møde, som varmede i hjertet.

Hen langs muren er ruten fint afmærket, og snart stiger stien op til en stejl skrænt. Her har kommunen anlagt et vældigt hegn, for at vi ikke skal dratte ud over kanten. Stien opad er her så stejl, at jeg var død af skræk, hvis jeg ikke havde haft mine stave at klamre mig til. Så husk lige dem. Her står en geodætisk pæl, og nu kan man se fyrtårnet.

På vej hen imod fyrtårnet flader stien ud, og nu ser jeg til min glæde et par bjerggeder (cabra montés) stå og spise grønne vækster. De er helt rolige og lader sig gerne fotografere. Idet jeg går helt hen til indhegningen ved fyrtårnet, ser jeg en kæmpe han med gevaldige horn komme spænende forbi. Det går så hurtigt, at jeg dårligt når at dreje hovedet inden han er væk. Jeg går helt hen til muren og rækværket ind til fyrtårnet, og her ser jeg det særsyn, at en ung han (sandsynligvis et afkom af ham der lige er drønet forbi) er blevet fanget på den forkerte side af hegnet og nu forsøger at komme ud. Hen springer blot op ad rækværkets hønsenet,  tager et par skridt på den millimetertynde kant og springer ned på den anden side uden problemer. Man er vel bjergged. Det lykkedes mig at få et foto af geden på kanten af rækværket.

Efter dette lille intermezzo fortsætter jeg ad ruten, som nu følger muren ind til fyrtårnet og kan altså konstatere, at en lille flok bjerggeder har udvalgt området vest for fyrtårnet som deres revir.

Nu går ruten videre ned til hovedvejen, som man nu skal krydse hvor der står et skilt: Faro de Sacratif. Lige ud for næsen på den anden side af hovedvejen, er der sat en pæl med den hvid/gule afmærkning, så der er ikke noget at tage fejl af. Fra pælen går en lille kort sti op til venstre, hvor der står endnu en afmærkning, og herefter går ruten op til højre.  Her møder man igen det store skilt, som man så ved rutens begyndelse, og nu er det let: ruten drejer nu mod vest og følger en gammel grusvej de næste 7 km. Her er det så som så med afmærkningen, men man skal blot blive på vejen uden at tage nogen af sidevejene. Her går man højt over havet, og jeg nød turen i fulde drag. Vejen går bag om Torrenueva, og på et tidspunkt står der et par fine picnicborde. Her drejer vejen mod nord, væk fra havet og går gennem en dejlig skov.

I et sving begynder vejen endeligt at gå nedad og heldigvis, for nu har en vis træthed meldt sig. Det er igen småt med afmærkning, men der er kun en vej nedad, og inden længe drejer vejen til venstre. Nu vil jeg blæse på afmærkning og styrer lige ned mod havet og stranden. Her drejer jeg til venstre, og den sidste km. føles som en ørkenvandring, for nu er jeg træt. For enden venter min bil og hurra for det. Og hurra for en fin rute i det for mig ukendte terræn øst for Motril.

PS. Man kan naturligvis gøre turen kortere ved blot at vandre hen til fyrtårnet Sacratif og tilbage. På den måde får man den mest spændende del af ruten at se, men går glip af mange skønne flade kilometer.