Det danske magasin i Spanien
Flyvende Maria Montell giver koncert i Margrethekirken

Flyvende Maria Montell giver koncert i Margrethekirken

For første gang nogensinde skal Maria Montell give koncert i Margrethekirken. Men hun er langt fra ny på Costa del Sol. Faktisk startede hendes karriere på natklubberne på kysten, hvor hun gav den som barsangerinde som 18-årig. Senere har hun udgivet ikke færre end otte album som solist og sangskriver.
 
”Det bliver lidt sjovt, for vi skal bo på et hotel lige over den natklub, jeg plejede at spille på som ung. Min veninde tager med til Spanien, og så skal jeg rigtig vise hende og mine to musikanter, hvor jeg plejede at slå mine folder som yngre. Det var bl.a. på natklubben Papillon,” fortæller Maria begejstret i telefon fra hjemmet i Humlebæk, da La Danesa taler med hende.
 
Og Maria er ikke kun koncertaktuel – hun barsler også med et nyt album. De to første singler ”En ny dag” og ” Pludselig står du der” er allerede udkommede, og til indspilningen af videoen til ”En ny dag” fik Maria i sandhed luft under vingerne. ”Jeg fik sat flueben ved to ting den dag, indspilningen stod på. Først var jeg oppe i en svæveflyver og filme, og bagefter gik turen lodret opad i en luftballon. Det var en vild oplevelse og nok ikke sidste gang, det prøves.”
Den højtflyvende Maria kan ses i musikvideoen til singlen ”En ny dag” på Youtube eller på Marias egen hjemmeside.
Hvad hedder så den nye plade? Det kan Maria ikke lige svare på, for hun har ikke besluttet sig endnu. Måske kommer inspirationen til hende i de velkendte gader i Fuengirola.
 
De seneste år har Maria været fast inventar i Benjamin Koppels jazzgruppe. ”Min far var jo jazzmusiker, så for mig er det ligesom at komme tilbage til rødderne. Og når man skriver, synger og spiller sine egne sange altid, er det forfriskende at synge andre sange end sine egne engang i mellem, som vi har gjort, når vi har lavet de såkaldte ”Celebrations” – senest til Frank Sinatra. Vi synger duet på kryds og tværs i gruppen og det er noget, jeg hygger mig rigtig meget med,” fortæller Maria.
Det bliver i hvert fald en eksklusiv og intim koncert i Margrethekirken, når Maria optræder med sit jazzede ensemble den 9. november.

Musikerne

Med sig til koncerten i Margrethekirken har Maria sine to musikere – Hannibal Gustafsson, som er guitarist, og soul og jazzbassist Bastian Sjelberg. ”Det er nogle virkeligt dygtige musikanter, jeg har arbejdet sammen med igennem de sidste fem år, så vi har rigtig fundet ind til hinanden i musikken. Hannibal turnerede med Helmigs band allerede som 16-årig og Bastian har spillet i Gnags orkester i 10 år. De har begge spillet med mange af de store danske navne,” fortæller Maria.
Selvom det er første gang, Maria skal optræde i Margrethekirken, er det dog langt fra første gang, hun optræder i en kirke. For eksempel spillede hun for fulde huse i Helsingør Domkirke i december. ”Jeg holder meget af at give koncert i kirker. Der er noget andægtigt over at få lov at synge i dette helt specielle rum, og der er god plads til mere end sang,” fortæller Maria, der også vil tale imellem numrene om de tanker, der er blevet til sange. Det er nemlig inspirationen fra Marias eget liv, der nedfælder sig på papiret, og har ordene ”det dér” over sig, bliver de til Marias smukke sange.
Der er i hvert fald noget at glæde sig – meget mere end sang, når den jazzede sangerinde indtager Margrethekirken.
 
Koncerten finder sted: Torsdag d. 9. november 2017 kl. 18.00
 
Arrangør: Margrethekirkens Venner
 
Billetter a 30 euro (inkl. vin og sandwich) kan købes i Margrethekirken, Vitamina i Centro Idea samt hos kasserer Jørgen Kobstrup tlf. 661 714 508 eller mail: the.kobstrups@get2net.dk
Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.