Det danske magasin i Spanien
Boganmeldelse: Phil Collins

Phil Collins var døden nær af druk

Han er en af de bedst sælgende musikere nogensinde, men succesen har kostet hårdt i Phil Collins’ privatliv. I sin selvbiografi fortæller han om sine tre forliste ægteskaber, om sit svigt som far, og hvordan han næsten drak sig selv ihjel.

Blot tre musikere i historien har solgt over hundrede millioner album både som solist og medlem af et band. Det er Michael Jackson, Paul McCartney og Phil Collins. I 70’erne var Phil Collins trommeslager i Genesis, hvor han senere afløste Peter Gabriel som forsanger. Samtidig indledte han en solokarriere, der gjorde ham til en af verdens mest populære musikere i 80’erne. Han lavede musik for mange af tidens store popnavne, og han blev gode venner med prins Charles og prinsesse Diana og optrådte ved adskillige fester i det engelske kongehus.
 
Men succesen har haft sin pris. Det fortæller Phil Collins brutalt ærligt om i sin selvbiografi Ikke død endnu. Titlen kan forstås på to måder. Den kan ses som en henvisning til, at han gik fra at være overalt i 80’erne, til nærmest at forsvinde fra offentligheden. Eller den kan ses som en reference til, at han næsten drak sig selv ihjel.

Krise i ægteskabet

Mens Phil Collins skaber sig en karriere som trommeslager i Genesis og ofte er på turne med bandet, føder hans kone deres første barn. Deres forhold er påvirket af, at Phil Collins sjældent er hjemme.
 
”At turnere i 70’erne er ikke som at turnere i dag. Der er ingen e-mail, ingen Skype, FaceTime eller mobiltelefoner. Det er ikke så lang tid siden, man brugte telegram. Så vi har mildt sagt meget at tale om, da jeg kommer hjem. Men når vi prøver at tale sammen, kommer vi ingen steder,” fortæller Phil Collins.
 
”Det kan ikke undgås, at sådan noget påvirker børnene. Senere hører jeg Joely og Simon lege mor og far inde i stuen. Simon kommer trillende i sin pedalbil. Joely siger, ’Hvorfor kommer du hjem nu? Du skulle slet ikke være her!’ Tænk, at små børn kan sige sådan noget. På trods af alt er jeg opsat på at få at få det hele – vores ægteskab, vores familie, vores nye hjem, bandet – til at fungere. Jeg forsøger at jonglere med én tallerken i luften, mens jeg kan se, at en anden er på vej mod gulvet.”
 
Parret bliver skilt, og ekskonen flytter til Canada med børnene. Når børnene har været på besøg hos deres far, sender han dem retur alene på en ni timer lang flyvetur.
 
”Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på dengang. Jeg ville ikke drømme om at gøre det med mine børn i dag. Jeg undskylder til Joely og Simon for min egoisme.”

Skilsmisse pr. fax

I 80’erne brager Phil Collins igennem på hitlisterne både som solist og med Genesis. Men samtidig kører privatlivet skævt igen. Han bliver skilt for anden gang og ryger på forsiden af sladderaviserne, der skriver, at han har sendt en fax til konen, hvor han kræver skilsmisse. Senere bliver han gift og skilt for tredje gang.
 
Mange år senere bliver han alkoholiker og er tæt på at drikke sig ihjel. Det stopper ham dog ikke i at fortsætte uden hæmninger. Da han som skilsmissefar er på ferie med sine to yngste drenge, sender han barnepigen på stranden med drengene, mens han bliver i ferieboligen og drikker sig bevidstløs. Det sker kort efter, at han er stukket af fra en afvænningsklinik, hvor han kun holdt en uge.

Et liv blandt stjernerne

Trods de mange personlige nederlag og kriser fortæller Phil Collins om sit liv med humor og overskud. Med selvironi beskriver han Live Aid-koncerten i 1985, hvor han blev fløjet med Concorde for som den eneste musiker at kunne optræde både i England og USA på samme dag. Han optræder sammen med Sting på Wembley, hvor de skal synge en af Stings sange sammen. Lige inden de går på scenen, siger Sting til ham:
 
”For resten, nogle gange bytter jeg om på ordene i teksten …”
 
Phil Collins beskriver det nære venskab med Eric Clapton og samarbejdet med The Beatles, Anni-Frid Lyngstad fra ABBA og mange andre musikere. Ved siden af en travl musikkarriere som både trommeslager, sanger og producer fik han også tid til at indspille flere film. En af dem var Hook, hvor Dustin Hoffmann næsten fik ham skrevet helt ud af manuskriptet. Til sidst måtte instruktøren Steven Spielberg beklage over for Phil Collins, at hans rolle i filmen var endt med at blive så lille.
 
Når Phil Collins gør status over sit liv, er han taknemlig over de mange oplevelser, han har haft, og som han tørt konstaterer, er han ikke død endnu.

 
Phil Collins-hits
1981: ”In the Air Tonight”
1982: ”You Can’t Hurry Love”
1984: ”Against All Odds”
1984: ”One More Night”
1985: ”Easy Lover”
1985: ”Sussudio”
1985: “Don’t Loose My Number”
1985: ”Separate Lives”
1988: ”A Groovy Kind of Love”
1988: ”Two Hearts”
1989: ”Another Day in Paradise”
1999: ”You’ll Be in My Heart” (Tarzan)
1999: “Son of Man” (Tarzan)
 
Genesis-hits
1978: “Follow You Follow Me”
1980: “Turn It On Again”
1980: “Misunderstanding”
1983: ”Mama”
1986: ”Invisible Touch”
1986: “In Too Deep”
1986: ”Land of Confusion”
1986: “Throwing It All Away”
1987: “Tonight, Tonight, Tonight”
1991: ”No Son of Mine”
1991: ”I Can’t Dance”
1992: ”Hold on My Heart”
1992: ”Jesus He Knows Me”

Sang Disney-sange på spansk

I sin selvbiografi fortæller Phil Collins om dengang, han skrev sange til Disney-filmen Tarzan. Filmfolkene var så begejstrede for hans sangstemme, at de bad ham om at synge sangene i filmen. Dermed blev Tarzan den første Disney-film, hvor sangene ikke bliver sunget af de folk, der lægger stemme til figurerne i tegnefilmen. Det var Phil Collins meget stolt af, indtil det gik op for ham, hvad det indebar.
 
”Når jeg synger sangene, bliver jeg nødt til at synge dem på en række forskellige sprog. Sangene i filmene bliver normalt sunget af figurerne, så det er som regel de skuespillere, der lægger stemmer til figurerne i de forskellige sprogområder, som synger de oversatte versioner. Men da Tarzan ikke synger sangene på engelsk, synger han dem heller ikke på japansk. Disney er en underholdningsgigant, der ikke kender til grænser, og med en popularitet, der rækker fra Burbank til Bangkok til Beijing, skal den navnløse fortæller brillere på mange sprog. Tarzan bliver synkroniseret til femogtredive sprog, hvilket er rekord for en Disney-film. Det ender med et kompromis. Jeg genindspiller hele soundtracket på italiensk, fransk, tysk og i to spanske versioner, den ene til det spanske marked, den anden til landene i Latinamerika.”
 
I sin selvbiografi fortæller Phil Collins om sit samarbejde med Anni-Frid Lyngstad:
”Begyndelsen på 1982 byder på flere forandringer og flere udfordringer. ABBAs Anni-Frid Lyngstad besøger mig på Farmen. Hun ser fantastisk ud i sin store pelsfrakke. Hun går også igennem en skilsmisse, fra Benny Andersson. Med sit privatliv i ruiner og med ABBA, der vakler tilsvarende, vil hun lave et soloalbum. Jeg får indtryk af, at hun har levet under den tyngende vægt fra ABBA-fænomenet og sangskriverne/producerne Benny Andersson og Björn Ulvaeus i så lang tid, at hun nu vil bryde fri og være en selvstændig kvinde.
 
Det afslører hun dog ikke meget af under vores møde på Farmen, kun at hun har udvalgt mig til at hjælpe hende med at realisere sit mål. Hun har tilsyneladende lyttet ustandseligt til Face Value, og hun mener, at jeg kan forstå og relatere mig til det, hun går igennem.
 
Det siger jeg, at jeg kan, og jeg fortæller hende også, at jeg er helt vild med hendes pelsfrakke.
 
Jeg bliver smigret over hendes begejstring for mit arbejde og siger ja til at vende tilbage til Polar Studios i Stockholm for at producere hendes første soloalbum efter ABBA. Jeg samler et klassehold af musikere. Daryl på guitar, Mo Foster på basguitar, Peter Robinson på keyboards og The Phenix Horns fra Earth, Wind & Fire. Jill kommer også på besøg flere gange i løbet af de otte uger, hvor vi indspiller og mixer, men hun afviser at blive. Sverige er smukt, men Stockholm er ikke det mest spændende sted at opholde sig i længere tid. Jill kan godt lide at rejse med mig, men ikke så meget.
 
Mens vi sidder sammen i studiet, udvælger Frida og jeg sangene, men hun har nogle bestemte numre, som skal være med, og som derfor ikke er til diskussion. ABBAs ledelse lavede en verdensomspændende kompositionskonkurrence, og ud af de hundredvis af svar, der kom ind, er en blandet landhandel kommet gennem nåleøjet. Jeg bidrager med et nummer af min gode ven Stephen Bishop, og hun har selv udvalgt en række numre; en sang af Bryan Ferry; et nummer, som Giorgio Moroder var med til at skrive, og som var på et Donna Summer-album året forinden; et Dorothy Parker-digt til musik af fyren, der senere stiftede Roxette; Englands bidrag ved det europæiske melodigrandprix 1980; og en ny version af mit nummer fra Face Value, ”You Know What I Mean”. Tal om et smörgåsbord.
 
En dag, hvor vi sidder og indspiller hos Polar, dukker Benny og Björn op. Det er lidt akavet, for at sige det mildt. De er selvfølgelig ret besidderiske. Frida er lidt skrøbelig, hendes skilsmisse giver stadig genlyd, de har været hendes producere hele hendes voksenliv, og nu har hun, arbejdsmæssigt, en ny mand i sit liv. En mand, der producerer, spiller trommer, synger med hende og giver hende en langt mere rocket lyd, end ABBA nogensinde havde. Og hvorfor hedder albummet Something’s Going On? Ingen ved på det tidspunkt, at ABBA ikke holder året ud, men skriften står på væggen.
 
Måske er det derfor, Stig Anderson, bandets manager og ejer af Polar Music, er et kæmpe røvhul. Da albummet er færdigt, inviterer han os alle til aftensmad hjemme hos ham. Da vi ankommer, er han plørefuld. Vi lytter til Something’s Going On, og da det er slut, fnyser han:
 
”Er det bare det?”
 
Frida begynder at græde, og vi har alle lyst til at slå ham. Og jeg har rigeligt med slagkraft med – hele Genesis’ roadcrew er til stede, deriblandt muskelbundtet Geoff Banks med det sigende øgenavn ”Bisonoksen”. Vi er alle kommet til at holde meget af denne fine kvinde, og vi vil beskytte hende. Men vi besinder os og forlader stedet, selv om Stigs reaktion har ødelagt hele aftenen for os.
Something’s Going On sælger godt, og singlen ”I Know There’s Something Going On” bliver et hit i mange lande rundt om i verden (og et populært sample-nummer for hiphop-musikere).”
Af Michael Jepsen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.