Det danske magasin i Spanien
Helse & sundhed: Ultraforarbejdet mad

– hvordan påvirker det krop og velbefindende?

Ultraforarbejdet mad kan bestå af mange forskellige kostsammensætninger, men fælles er ofte, at maden ligger langt fra de råvarer, kroppen naturligt genkender.

Friturestegt mad, fastfood, chips, sodavand og slik som en stor del af den daglige kost kan på sigt påvirke både kroppen og velbefindendet. Man bliver måske ikke direkte syg fra den ene dag til den anden, men mange føler sig heller ikke rigtig raske. De bliver ofte uligevægtige, får indlæringsproblemer og forsinket udvikling, og mange bliver angste eller depressive samt udvikler forskellige former for adfærdsforstyrrelser, som også præger deres omgivelser.

Som gammel sundhedsplejerske tror jeg, at kosten er et kæmpe element i vores adfærd og trivsel – og at det ofte allerede begynder i barndommen.

I 2023 udkom en rapport om danskernes sundhed, sygelighed og trivsel. Den viste tydeligt, hvor vigtigt det er at intensivere forebyggelse af sygdom og styrke den mentale trivsel.

Man kan ikke længere bare sige, som man gjorde tidligere, at “en kalorie er en kalorie”. Det har stor betydning, hvor kalorierne kommer fra. Ultraforarbejdet mad forbindes på længere sigt med øget risiko for overvægt, hvilket blandt andet kan have negative konsekvenser for mænds testosteronniveau, den hormonelle sundhed og det generelle velbefindende.

Undersøgelser har vist, at personer, der spiser ultraforarbejdet mad, lettere tager fedt på end personer, der spiser mere naturlig og uforarbejdet mad – selv når kalorieindtaget er det samme.

Derudover har forskere fundet en øget forekomst af visse hormonforstyrrende stoffer, blandt andet ftalater, hos personer med et højt indtag af ultraforarbejdede madvarer. En del af forklaringen kan ligge i emballage, plastbeholdere og coating fra færdigretter og fastfood. Disse stoffer mistænkes for at kunne påvirke stofskiftet og kroppens inflammationsniveau.

Kroppen er heldigvis meget tilpasningsdygtig, så flipper du ud en gang imellem, er det ikke det, der ødelægger dit helbred. I stedet tænk på din hverdag og læg således dine spisevaner om i den sunde og gode retning.

Selvom du har en lang arbejdsdag, kan det sagtens lade sig gøre at spise sundt og velsmagende. Min datter har en lang og krævende arbejdsdag. Hun laver for eksempel sin morgenmad – “den grønne grød” – til en hel uge ad gangen. Hun portionsfryser den og tager en portion op ad gangen. Med lidt planlægning kan man gøre det meget lettere at lave god og sund mad fra bunden.

En anden ting, der ligger mig personligt meget på sinde, er at spise i behagelige omgivelser i en dejlig og rolig stemning. Det er vigtigt, at du lægger dine sorger og bekymringer væk under måltidet. Spiser du i en bekymret og misfornøjet tilstand, føler du automatisk en indre uro og udsender kaotiske vibrationer, der forstyrrer både dig selv og dine omgivelser resten af dagen. Læg besværlighederne væk under måltidet og tag dem frem senere.

Hvis kroppen samtidig med diverse udfordringer mangler beskyttende vitaminer og mineraler, kan det ikke undre, hvis velbefindendet mangler.

Ud over at ændre mad- og drikkevaner kan det være en god idé at støtte kroppen med gode kosttilskud. Overvej dagligt:

  • Multivitamin-mineral 
  • C-vitamin 
  • E-vitamin 
  • B-vitamin kompleks 
  • Selen 
  • Zink 
  • Omega-3 og omega-6 fedtsyrer i de rette forhold 

Sørg også for at drikke rigeligt med vand, dansk vand, te eller lidt kaffe af god kvalitet. Undgå sodavand og almindelige læskedrikke i hverdagen.

I stedet for chips og slik kan du vælge nødder og andre sunde alternativer. Vær opmærksom på at tilføre kroppen de nødvendige råstoffer. Spis gerne kartofler, rodfrugter, grøntsager – både rå og tilberedte – samt frugt. Vælg gode fuldkornsprodukter som havregryn, rugbrød og groft knækbrød.

Har du svært ved at tygge meget grønt og frugt, kan du blende det og drikke det som lækre og sunde smoothies.

Lad være med at begynde med hård motion, mens du vænner dig til en sundere kost og livsstil. Gå i stedet en dejlig tur, for eksempel ved solopgang. Det smukke syn kan hjælpe dig til at føle dig gladere, lettere og mere veloplagt.

Vis mådehold, når du spiser. Sundhed handler ikke om at spise meget, men om at spise med opmærksomhed, ro og venlighed – og om at skabe gode følelser omkring måltidet.

B vitaminer – stress, træthed og søvnproblemer

Jeg tror, at hele verden i denne tid skriger af katastrofal mangel på B vitaminer, som er vigtige for alle kroppens celler.

Behovet for B vitaminer øges ved stress, og det forekommer mig, at mange mennesker i disse tider lever med et højt stressniveau. B vitaminer er vigtige for kroppens håndtering af stress, og kroppen bruger dem i øgede mængder ved både mentalt og fysisk pres. Langvarig stress kan tømme kroppen for B vitaminer.

Et godt tilskud af et fuldt B vitamin kompleks kan hjælpe med at mindske træthed og søvnproblemer, balancere humøret, støtte nervesystemet og hjælpe kroppen med at omdanne mad til energi, hvilket er særdeles vigtigt, når kroppen arbejder i højgear.

Udover stress øges behovet for B vitaminer ved indtagelse af sukker, kaffe, alkohol, tobak, p-piller og medicin. Behovet stiger også ved hårdt arbejde og sygdom.

Alle B vitaminer arbejder sammen, derfor er det vigtigt at tage et samlet B vitamin kompleks. Ved særlige behov kan man desuden supplere med enkelte B vitaminer. Virkningen af B vitaminer kan ofte forbedres ved samtidig at tilføre magnesium og C vitamin, som er vigtige for både nervesystem og immunsystem – især hvis du er stresset.

Ligeledes kan Rosenrod, som er en gammel kendt plante, hjælpe med at dæmpe den overaktivering, der ofte opstår ved langvarig stress.

Det kan især være godt ved stress at tilføre ekstra B5-vitamin (pantotensyre). B5 er vigtigt for binyrernes funktion og produktionen af stresshormoner. Desuden har B5 betydning for hår, hud og negle, beskytter cellerne mod stråleskader og kan hjælpe ved uro i benene og tænderskæren.

B6-vitamin er nødvendigt for nervesystemets funktion samt dannelsen af signalstofferne serotonin, dopamin og GABA, som er vigtige for humør og mental balance. Mangel på B6 kan desuden hænge sammen med mangel på zink. Behovet for B6 øges blandt andet ved medicinforbrug, rygning og brug af p-piller.

Det kan endvidere være godt at tilføre lidt ekstra B12-vitamin, som hjælper med at bevare vores åndsevner og humør samt medvirker til psykisk ro og balance.

Du får B vitaminer gennem magert kød – især okse- og kyllingekød – fisk og skaldyr som laks, makrel, tun og muslinger. Gode mejeriprodukter er mælk, yoghurt og ost. Andre gode kilder er æg, kartofler, havregryn, fuldkornsprodukter, nødder, bælgfrugter som bønner og linser samt frugt og grøntsager – især spinat, broccoli og andre grønne bladgrøntsager

Vær opmærksom på, at hvis du er stresset, kan du have brug for ekstra tilskud. Er du veganer, er det særligt vigtigt at sikre et tilstrækkeligt indtag af B12 gennem berigede fødevarer eller kosttilskud.

Blærebetændelse

Efter min erfaring er det sæson lige nu for blærebetændelse. Mange piger render ofte i det samme våde badetøj i mange timer, mens solen skinner. Først en tur i badevandet, så op at sole sig – og derefter endnu en tur i vandet. Dette gentages ofte igen og igen, trods venlige advarsler fra mødre og bedstemødre. Pludselig opstår symptomerne på blærebetændelse med smerter, svie og ubehag.

Ved at sørge for en stærk slimhinde i blæren kan ubehaget mange gange undgås, idet slimhinden fungerer som en beskyttende barriere mellem urinens indhold og det underliggende væv. Er vævet stærkt og sundt, kan det virke mere vandafvisende og hæmme bakteriers evne til at fæstne sig. Hvis barrieren derimod er svækket, bliver blæren mere sårbar overfor både bakterier og irritation.

Tranebær er kendt for sin forebyggende virkning mod blærebetændelse hos kvinder. Tranebær indeholder blandt andet stoffer, som kan forhindre bakterier i at sætte sig fast på blærens væg.

Tranebær indeholder desuden nogle aktive plantestoffer, der hedder Proanthocyanidiner (PAC). Disse stoffer har vist sig at kunne hæmme bakteriers evne til at fæstne sig til blærens slimhinde. PAC-værdien angiver indholdet af disse aktive forbindelser og anses som et vigtigt kvalitetsmål for den forebyggende effekt på blæresundheden.

Man kan med fordel kombinere tranebær og probiotika (mælkesyrebakterier), da de virker fra flere forskellige sider samtidig. Kombinationen kan hjælpe med at reducere hyppigheden af gentagne blærebetændelser og samtidig støtte kroppens naturlige forsvar.

Probiotiske mælkesyrebakterier bidrager til at opretholde en sund bakterieflora i tarmen og underlivet, hvilket kan hæmme væksten af de skadelige bakterier, der kan forårsage blærebetændelse. På den måde understøtter probiotika kroppens naturlige forsvar og hjælper med at styrke slimhinderne.

Det kan også være en god idé at tage probiotika med på rejser, hvor ændrede kostvaner, varme og uvante forhold kan påvirke både mave, tarm og kroppens bakteriebalance.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.