Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
At sparke i græsset til nationalhymnen
At sparke i græsset til nationalhymnen

 
Det kan undre, at når Spaniens nationalhymne afspilles i forbindelse med sportsbegivenheder, står de spanske sportsudøvere og sparker i græsset eller kigger sig bare forlegent omkring. Det er, som om de ville ønske, at de kunne fortælle omverdenen, at manglende pli ikke er årsagen til, at de ikke synger med.
For der er jo ikke nogen tekst at synge med på. Det skulle da lige være med ordene fra en version fra diktaturets tid, men det ville ikke være så politisk korrekt.

Melodiens oprindelse

Selve melodien, La Marcha Real som den hedder, er én af verdens ældste nationalhymner. Den skulle for første gang i 1761 være sat på notepapir, hvor den blev kaldet La Marcha Granadero. Ifølge notepapiret skulle komponisten være Manuel Espinosa de los Monteros.
I 1770 valgte Carlos III have den til landets officielle honnørmarch, som man kaldte det.
Senere var den almindelige overbevisning, at forfatteren var Friedrich II af Preussen, som var en stor musikynder, fordi man i både 1861 og 1864 omtalte det som et faktum i et par militære tidsskrifter. Her blev det beskrevet, at hymnen var en gave fra Friedrich II til en spansk soldat ved navn Juan Martín Álvarez de Sotomayor, som tjente i den preussiske hær. Denne overbevisning blev de kommende år forstærket via flere publikationer, selvom navnet på soldaten skiftede til Pedro Pablo Abarca de Bolea.

Fejlslagne forsøg og omskiftelige versioner

Efter revolutionen i 1868 udskrev general Prim en konkurrence for at finde en tekst. Man nåede ikke til et acceptabelt resultat, og fra 1908 og de følgende år med monarken Alfonso XIII anvendte man en anden version af samme hymne, mens man under den Anden Republik foretrak en helt anden melodi, nemlig El Himno de Riego.
Efter borgerkrigens afslutning i 1939 blev Marcha Real genindført, og i årene under Franco frem til 1975 afspilledes den ofte med en sang forfattet af poeten José María Permán.
Siden 1978 har man spillet den sangløse version, som i 1997 blev ophøjet til landets nationalhymne. Den afspilles i en længere version for kongen, mens den kortere spilles for dronningen, statsministeren og i forbindelse med sportsbegivenheder.
Den spanske olympiske komité besluttede så i 2008 at udskrive en konkurrence, hvortil poeter og andre med lyriske ambitioner kunne indsende forslag til en ny sang. Komiteen modtog omkring 7.000 forslag. Den vindende tekst, skrevet af Paulino Cubero, skulle tenoren Placido Domingo være den første til at synge. Men inden man nåede så langt, havde protesterne imod ordlyden nået en skinger tone og fem dage efter, at teksten var blevet offentliggjort, blev sangen og dermed hele sangprojektet skrinlagt.
Kritikernes problem var bl.a., at sangen begyndte med ’Viva España’, og at de ord mindede for meget om teksten fra Franco-tiden. Derudover er der mange spaniere, der føler, at nationalhymnen ikke er deres, mange af dem ønsker faktisk slet ikke at være spaniere, og både catalonierne og baskerne har længe haft deres egne nationalhymner. Med sang. Cataloniens er Els Segadors, mens baskernes hedder Guernikako Arbola.
Siden 2008 har ingen prøvet at sætte ord på landets hymne. Og derfor må sportsfolkene fortsat nøjes med højst at brumme med, mens de dog kan trøste sig med, at de ikke er alene i denne noget om ikke sære, så dog usædvanlige situation, da Spanien kun er et af fire lande i verden, som ikke har en nationalsang. De andre lande er Bosnien-Herzegovina, Kosovo og San Marino.
Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa