Det danske magasin i Spanien
Marimantas – Magisk historiefortælling i Vejer de la Frontera

Marimantas - Magisk historiefortælling i Vejer de la Frontera

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Kunstneren Juan José Ruiz, også kaldet Rucho, iværksatte for 10 år siden gåture med historiske fortællinger i den smukke hvide landsby Vejer de la Frontera. Mens mørket falder på tryllebinder han publikum med hidtil ukendte fortællinger og smukke sange rundt i landsbyens antikke gader

Af Lærke Helene Askholm

Oplevelsen

Efter at have gået ruten to gange skal der fra min side lyde en kæmpe anbefaling til at prøve denne unikke oplevelse. Det er rejsetiden værd, og det er en måde at komme helt ind i landsbyens kerne og samtidig få serveret det hele på spansk med smuk andalusisk accent. Der er, udover de spansksprogede ture, også mulighed for ture på engelsk og på andre sprog efter aftale.

På Plaza de España i Vejer har Marimantas deres lille kontor, hvor man kan købe billetter til en meget overkommelig pris, 10 euros. Der er, udover de planlagte ture, hvor alle kan melde sig på, også mulighed for at aftale lukkede ture for private grupper og specialiserede ture, hvor noget særligt er medtaget eller hvor ruten tager andre former. Selve kontoret er, ligesom de fleste steder i den gamle bydel, i sig selv fyldt med historie, da det er den gamle vandstation, hvor hustandende kunne hente vand til forbrug i hjemmet. Kvinderne stod dengang i kø med beholdere i alle størrelser, som de fyldte og bar hjem.

På pladsen møder man først Rucho, der har en flot sort kappe på, og sammen går man til første stop på ruten, hvor guitaristen, enten Alvaro Mateo eller Ángel Reinares, står klar. Fortællingerne begynder, og Ruchos lune sind får hurtigt alle blandt publikum til både at spidse ører og grine af den skægge pingpong, han med det samme skaber.

Historierne

Historierne er fascinerende fortællinger, hvor realisme blandes med det magiske, og Ruchos fortælleevne er imminent, hvilket gør, at alle opsluges og følger hver bevægelse og mimik, han udviser. Ruten snor sig rundt og op og ned ad de smalle og stejle gader, og det er enormt spændende og også lidt uhyggeligt at gå der i samlet flok, mens mørket falder på.

Finurlige og fantasifulde detaljer vises undervejs i små finesser som former på vinduer, gamle bænke, brosten, skæve trapper og meget andet. Der er tale om historier, som vi ikke bare kan slå op i bøgerne. Naturens elementer er centrale og særligt vinden, der er speciel og varierende i dette område, er et vigtigt omdrejningspunkt. Der tales om det feminine og det maskuline, og det hele blandes med musik.

Musikken

Sangene er fine melodier, hvor Ruchos smukke sangstemme akkompagneres med flot guitarspil af enten Alvaro eller Ángel, der skiftes til at gå med på ruten. Sangene og Ruchos formidling af dem tryllebinder publikum, og de er alle en hyldest til Vejer og til de legender, der indhyller byen. I sangene, såvel som i fortællingerne, har Rucho smukt foreviget fjerne tiders forbindelse til den by, hvis detaljer er så unikke sigende, at får man åbnet op for historierne bag, så er der ikke grænser for, hvor mange nye detaljer, man derefter selv opdager. Både Rucho og guitaristen er utroligt gennemført klædt på i smukke gamle klæder fra top til tå, og det er som at blive ført ind i en anden tid, hvor man pludseligt spidser ører, ligesom man gjorde det dengang, der blev læst historier op for en i barndommen.

Inspirationen

Rucho fortæller, at han har bygget historierne, der som nævnt er en blanding af realisme og fantasi, op omkring stenene, som byen er formet af; ”Stenene rummer mange flere historier, end vi kan læse i bøgerne. De ved det hele. Så ved at forestille sig alt det, som stene ved og har været grundlag for og hvem, der har betrådt dem, har jeg bygget historierne op.”

Rucho har nye planer om at lave endnu en rute, der er bygget op om byens skygger. Med de mange skæve og stejle gader og forskellige planer er lysfaldet meget varieret. Det kan falde på talrige måder i krogene og på de mere åbne pladser. ”Med øje for det mystiske og fantasifulde, er det et godt nye element at skabe flere historier ud fra” fortæller Rucho.

Praktisk

For mere info om bookninger, sprog, tidspunkter for ruter og meget andet, kan hjemmesiden marimantasvejer.com besøges, og der er ligeledes en Facebookside med nyheder, der er spændende at følge: Facebook.com/marimantasvejer

https://marimantasvejer.com/

https://www.facebook.com/marimantasvejer

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa