Arouca geopark og Europas længste hængebro

I Portugals nordøstlige del ligger geoparken Arouca og den er i den grad et besøg værd, for den rummer en mængde interessante steder, der både har geologisk, naturmæssig, historisk, kulturel og arkæologisk værdi. Man kan roligt afsætte 4 dage til besøget, men vi havde kun to, og her kan man læse, hvad vi så og oplevede.

En geopark er et naturområde med vigtige geologiske særkender som af både det europæiske og UNESCOs geopark netværk er anerkendt som enestående. Målet for en geopark er bevaring af geologiske særpræg, uddannelse i bæredygtig udvikling og turisme.  Parken i Arouca rummer 41 geosites, så der er nok at tage fat på. Parken er 328 km2 stor og er omgivet af Freita, Montemuro og Arada bjergene. Adskillige floder krydser parken og her kan man lave canyoning, sejle i kano og kajak og gå på bjergvandring. Geoparken har et website: http://aroucageopark.pt/en/  på portugisisk, spansk og engelsk og her kan man få en forsmag på herlighederne. Men da websitet er stort og mulighederne legio, kan det være svært at finde ud af, hvad man vil se. Vi kastede os hovedkulds ud i herlighederne og det kom der et vældigt besøg ud af.

Hovedattraktionen i geopark Arouca er utvivlsomt den nye hængebro på 516 m. over Paiva flodens kløft. Den blev åbnet i maj 2021 og har siden da trukket masser af besøgende til. Den ville vi se, og heldigvis fandt vi ud af, at man SKAL reservere plads på forhånd på følgende link: https://516arouca.pt/en/  I højre øverste hjørne står der: buy ticket og det gjorde vi så til 4 pensionister (seniores) og de koster 10 € pr. næse. Men da parken er stor, var det ikke sådan lige at se, hvor hængebroen lå, så det krævede adskillige opkald til geoparkens turistkontor (de taler engelsk) inden det hele faldt på plads.

Vi ankom ved 12 tiden til byen Arouca og tog straks ind på turistkontoret for at få et kort over geoparken og købe en bog om området. Her fik vi at vide, at vi skulle køre mod Areinho og blot følge skiltene med teksten: Passadicos do Paiva.  Vi skulle indfinde os 15 min. før den på billetten angivne tid, og afsætte mindst en halv time plus lidt til at komme hen til hængebroen fra Areinho. Efter 20 min. kørsel fandt vi Areinho, men der var ikke flere P-pladser dernede, så vi måtte parkere ude på vejen, hvor der stod vagter og viste på plads. Nede ved floden var der en bar, hvor man kunne købe lidt proviant, men vi havde provianteret på forhånd, for vi havde læst, at der hverken var vådt eller tørt at opdrive på ruten – og det holdt stik.

Sagen er nemlig den, at man kun kan besøge hængebroen ved at bevandre et stykke af ´passadicos do Paiva´ ruten, som er en kæmpe attraktion i sig selv. Der er nemlig tale om en 8,7 km. lang trækonstruktion, der følger flodens smukke løb. Uden denne konstruktion ville det være plat umuligt at gå langs med floden, for der er ikke et eneste sted, hvor man kunne anlægge blot 20 m. sti. Så en gevaldig træbro er bygget her og det er lidt af en bedrift og guf for vandrere. Det er når man har vandret på denne sti i ca. 40 min. at man når op til hængebroen. I starten følger stien blot floden Paiva på et fladt stykke, men efter at have krydset en vej, må vi sande, at nu går det opad – på trapper -ca. 8 etager op. Erik og Tue opgav straks, så det var vi kvinder (Hanne og jeg), der dermed måtte ud på den 11 km. lange rute fra Areinho til Espiunca, hvor trækonstruktionen ender. Der er ingen muligheder for at stå af undervejs – det er alt eller intet.

Nå, opstigningen til hængebroen tager vi i fin stil med behørige pauser og indfinder os betids til hængebro oplevelsen. Her bliver vi informeret om visse tekniske detaljer om broen, vi får bl.a. at vide, at den kan bære 1000 mand på én gang. Det lyder jo betrykkende, for vi er nok en 50 stykker, der nu skal over. En sådan hængebrokrydsning kræver nerver af stål, for der er 175 m. ned og man kan kigge igennem ´gulvet´. Jeg vendte om halvvejs, for jeg lider lidt af højdeskræk, men Hanne klarede hele turen. Det besynderlige er, at broen bare fører over på den anden side, og der er der ikke noget – ikke engang en sti. Så broen er blot bygget for turister og opfylder ikke noget reelt formål. Det kan man jo godt undre sig over. Men det er EU der har betalt 80% af prisen og Arouca kommune resten. Og hvis formålet var at tiltrække turister, må man sige, at det er lykkedes. Og man må også sige, at denne helt ukendte og tyndt befolkede del af Portugal fortjener at få en masse besøg, for helt enestående er det.

Efter broen fortsætter den herlige træsti endnu ca. 8 km. hen til Espiunca, og da den følger flodens løb, går det jævnt nedad, så der er ikke flere trapper, man skal opad, men mange man skal nedad. En absolut betagende sti, som jeg giver 7 ud af 5 mulige stjerner. Efter 11,4 km. og 5 timer ankommer vi godt brugte til Espiunca, hvortil Tue og Erik er kørt for at hente os. Her er der også en lille bar, hvor vi forfrisker ganen med kølige brusende væsker, for nu er vi trætte af bare at drikke lunkent vand. Har man ikke den luksus at blive hentet, er der en taxiservice, der betjener hele området, så der er altid taxier at få.

Vi bor i to nætter i Arouca på hotel San Pedro, som er et udmærket, uprætentiøst hotel hvor et dobbeltværelse koster 65 € inkl. morgenmad. Man kan ikke spise aftensmad på hotellet, men nede i centrum, som kun ligger 500 m. væk, er der masser af restauranter.

Næste dag vil vi gerne se nogle miner og vandre en tur. Der var en del minedrift under 2. verdenskrig i området, og både tyskerne og englænderne byggede minebyer, hvor man udvandt både tungsten og wolfram. Wolfram var efterspurgt til våbenproduktion, men de to fjenders minehold var på god fod med hinanden, så der var ingen ballade. De store investeringer der blev foretaget til infrastruktur, telefonledninger og elforsyning kom efter krigen området til gode.

Der går en vældig sti (PR 13) igennem mineområdet fra Covelo de Paivó til Regoufe. Stien er små 5 km. lang, og vi parkerer i Covelo, som er en flække med under 50 indbyggere, og finder stien, som er bygget engang i fordums tid som vej mellem Covelo og Regoufe. Det var i Regoufe at minen lå, så måske blev stien benyttet af minearbejderne. Stien er meget ujævn og svær at bevandre, så efter kort tid opgiver Tue, Hanne og Erik, så jeg fortsætter alene, og så vil skvatnavlerne køre til Regoufe og hente mig. Det er en strålende ordning for mig, og igen: jeg må frem med 6 ud af 5 mulige stjerner til denne sti, som løber ca. 50 m. over floden Ribero de Regoufe. Smukt er det, overvældende og ensomt. Jeg mødte ikke en levende mors sjæl på ruten, men det skærpede blot oplevelsen af naturens storhed. Det er en af de bedste stier, jeg til dato har bevandret.  Midt på ruten går stien igennem en forladt landsby og snart er jeg i Regoufe, som også er en flække, men dog lidt større end Covelo.

Lidt udenfor byen bliver jeg anråbt af Tue, som sidder på en lille restaurant sammen med de andre. Der var ingen mobildækning, så vi kunne ikke komme i kontakt undervejs. Her spiser vi frokost og det kan anbefales, for mere en oprindelig og enkel restaurant skal man lede længe efter. Der var tre retter at vælge imellem: Pomfritter med kød, pomfritter med spejlæg og pomfritter med kød og spejlæg. Salat kunne man også få. Et herligt sted.

Og nu skal vi se minerne lige udenfor Regoufe. Det er de engelske miners administrationsbygninger, man her kan bese – ruiner altså. Her boede cheferne med deres familier, men beskedent ser det ud.

Men dagen er ikke slut endnu, så der er tid til at se nogle enestående fossiler udenfor byen Canelas. Her havde man i mange år udvundet skiffer, som er en ret blød stenart, som bliver brugt til bl. gulv- og tagbelægning. Der skete det, at man ofte, når man flækkede stenblokkene for at lave bord- eller tagplader, stødte på fossiler af trilobitter.   Trilobitter var havdyr, der beboede planeten for 465 millioner siden. Her er de altså blevet til fossiler i skifferet og det er verdens største trilobitter, der er fundet her. Den største er 70 cm. lang.

I Canelas har man altså skabt et museum hvor de bedste af disse fossiler udstilles. Det er et herligt lille museum, som først viser en lille film, som forklarer lidt om opdagelsen, om trilobitter og processen ved fund af fossilerne. Efter filmen kan man bese det lille museum og købe skiffersager med hjem. Et kært lille museum, som man absolut bør se.

Og nu er dagen gået og hotellet venter. I morgen tager vi til Oporto, kun små 60 km. mod nord. Læs videre i næste nummer af La Danesa.