Han har aldrig boet her fast. Til gengæld har han været fast gæst og spanienselsker siden han var fem år. Henrik Schrøder nyder sin tredje alder i sin feriebolig ved La Cala de Mijas, men står sjældent stille. Han coacher, holder foredrag og sidste år udgav han sin første bog. Den går på aldersgruppen 50+ og deres kamp for en plads på arbejdsmarkedet. Det er en kamp, han selv måtte tage for ti år siden – og vandt.
På en kold vinterdag blev Henrik Schrøder pludselig fyret. Han gjorde det ellers godt og var glad for sit job som konsulent i Revisorforeningen FSR. Det satte en sparerunde en stopper for. Han fik både skulderklap og seks måneders løn med sig i bagagen, som i forvejen indeholdt en god uddannelse og et godt CV. Hans gode mod blev imidlertid hurtigt skiftet ud med en trist mine. Henrik var 56 år, og så snart arbejdsgiverne hørte det, blev jobsamtalerne hurtigt rundet af. “Til sidst blev jeg tosset, for jeg synes, det er diskriminerende. Der er tusindvis af ledige på min alder, som har masser at bidrage med. Udelukkende på grund af deres alder, er der ikke længere plads til dem på arbejdsmarkedet. Det er en stor fejl, som ingen er tjent med,” mener Henrik Schrøder, som besluttede sig for at gå nye veje. Det er nye veje, som han glædeligt deler med andre i sin bog “Alder ingen hindring”.
Stærke kort og klare råd
Han har hverken et gyldent råd eller en hurtig smutvej. Til gengæld har Henrik masser af spændende input til den ledige 50+, som er fast besluttet på at komme tilbage på arbejdsmarkedet. “Gør dig klart, hvad du kan, og hvad du vil. Husk dernæst altid, at du er aktiv jobsøgende – ikke arbejdsløs. Det er psykologisk en vigtig faktor – både overfor dig selv og overfor en mulig kommende arbejdsgiver,” mener Henrik Schrøder. Han opfordrer også alle aktiv jobsøgende til at søge information om virksomheder, som de synes, det kunne være interessant at arbejde i, og søge uopfordret. Dernæst bør der bookes kaffemøder i stor stil. “Træk på dit netværk. Næsten alle 50+ har et netværk, som de unge ikke har. Det er netop under denne type uformelle samtaler, der dukker idéer og muligheder op – særligt hvis du har lidt næse for, hvad en virksomhed har brug for, og hvor du kan komme ind i billedet.” Det var præcis sådan Henrik Schrøder selv kom tilbage på arbejdsmarkedet og samlet fik ti gode år i et revisions- og konsulentbureau, en kursusvirksomhed og sidst som jobkonsulent i et jobcenter. “Som årene skred frem, fik jeg øje på flere og flere stærke kort hos mine jævnaldrende kollegaer. Vi besidder en ro, en stabilitet og mental styrke, som mange yngre ikke har. Alle tanker om familieforøgelse har vi langt bag os, og det er et plus for virksomheden, selv om det ikke er pænt at sige det. Tilmed har vi oftest ikke samme lønkrav som de unge.”
Da Henrik for et par år siden rundede pensionsalderen, besluttede han sig for at skrive en bog om sine erfaringer og sine klare råd til de jobsøgende. Men han måtte kæmpe hårdt for at få sine ord ud til folket.

Nyt kapitel
Endnu engang blev Henrik Schrøder nødt til at trække på sit netværk og tage nogle chancer. “Det er ikke let at være ny forfatter og få et forlag til at trykke og lancere din bog. Alt mundede ud i afslag, tøven eller nogle tynde løsningsforslag,” forklarer forfatteren, som endte med at starte eget forlag. “Jeg har en god forfatter med mig, som redigerede mit manuskrift. Og en revisor, som holder styr på tallene,” fortæller Henrik, som sidste år fik sit værk på gaden. Han tog selv den økonomiske risiko og står tilmed selv for al markedsføring på de sociale medier, salg via forlag, rabatordninger til a-kasser og afvikling af foredrag. “Det er svært at tjene penge som forfatter, også selvom min bog sælger ganske godt, men med mine foredrag hænger det fornuftigt sammen. Sagen er, at jeg har fået en lille drøm udlevet, og jeg bliver lykkelig, hvis jeg kan hjælpe andre.” Henrik Schrøders forlag hedder Nyt Kapitel. Netop et nyt kapitel tog han også fat på i 2008, da han og Trine blev boligejere på Solkysten. “Jeg var i Barcelona første gang som femårig med mine forældre. Siden da har jeg været flittig rejsende i hele Spanien. Vi synes blot, at Catalonien er for koldt og Costa Blanca er for kedelig i vinterhalvåret. Derfor købte vi bolig her for snart 20 år siden. Fra vores lejlighed ved La Cala de Mijas kan vi se Afrika i klart vejr. Det bliver ikke meget bedre,” mener spanienselskeren, som kommer her tre til fire gange om året på ugelange ophold. “Hver gang vi er her, skal vi opleve noget nyt. Om det er en ny by, en ny naturpark, et museum eller deltagelse i et event spiller ingen rolle.” Bilen bruges flittigt. Det gør den også i Danmark.
Føler sig ung i gamle biler
På Frederiksberg er det blot en helt anden type bil, der står i garagen. Henrik Schrøder har nemlig en stor passion for veteranbiler og sportsvogne og kan bruge timer på at pudse og pleje sin Mercedes Benz 230SL fra 1964. “Jeg er stærkt passioneret og med i en Pagode klub. Vi mødes til træf i hele Danmark, snakker biler, kører ture og spiser godt over en forlænget weekend. Det kan noget, og Trine tager glædeligt plads på passagersædet.” De har været sammen siden deres unge år og altid været enige om at ville leve, rejse og nyde livet. Også i dag. Alderen må aldrig være nogen hindring.
Fem hurtige til Henrik
Din bedste og værste tid på Solkysten?
Der har været mange gode stunder, men jeg mindes særligt en sommer for rundt ti år siden, hvor min gamle mor på 85 år i rullestol var på besøg. I sine yngre dage lærte hun spansk, og hun var konkurrencesvømmer. Det var en fornøjelse at se hende tage dialogen med en spansk håndværker i vores ejerforening og se hende svømme solen sort i vores pool.
Den værste tid var dette års tur omkring jul og nytår. Vi var her i godt en måned og fik knap solen at se.
Har du en drøm?
Ja – at der blot er én, der læser min bog eller hører mit foredrag, som en dag kommer til mig og siger “Henrik, jeg har taget dine råd til mig og fået nyt job trods min alder”.
Den største bekymring her & nu?
Min kone har et fysisk handicap, så det bekymrer mig, hvor længe vi kan blive i vores lejlighed, som har mange trapper. Hun både svømmer, går lange tur, styrketræner og vi tager til Tai Chi sammen, så hun gør virkelig alt for at holde sig i gang.
Set i et bredere perspektiv er jeg naturligvis bekymret for al den krig og uro vi har fået i verden de seneste år.
Det vildeste du har prøvet i dit liv?
Det var en tur i en Lotus sportsvogn på Ascari racerbanen nær Ronda. Det var en gave fra min kone. Først fik jeg fem runder med en professionel racerkører – dernæst fem runder alene.
En ting, som (næsten) ingen ved om dig?
Jeg har bl.a. spillet hovedrollen i teaterstykket Parasitterne af William Soya. Det var i 1973, da jeg gik i 2. Real. Som ung var jeg glad for teater og skuespil, og drømte om at blive skuespiller, men mine forældre fik mig på andre tanker.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001