Doras dagbog – Hellig Tre Konger

Doras dagbog - Hellig Tre Konger

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
dorasDagbog artikel
Dora havde besluttet, at julepynten skulle ned inden Hellig Tre Konger. Det var måske lige en anelse tidligt. I hendes barndom blev juletræet tændt sidste gang Hellig Tre Kongers aften og så vidt hun huskede, havde skolen lukket til efter den aften, præcis som her i Spanien.

Hun og hendes lillebror blev klædt ud, og fik lov at løbe lidt ud den aften, men da der ikke var naboer i nærheden, de kunne besøge eller tigge slik af, plejede de at dele en lille pose hundepropper, som hendes far havde gemt fra nytårsaften. Det var sådanne festlige, farvede små perler, som, når de smed dem hårdt i jorden, gav et knald fra sig. Måske lidt som den slags fyrværkeri børnene i Pueblo’en løb rundt og fyrede af lige nu.
Hun stillede julekassen på sofabordet, og begyndte at lægge pynten omhyggeligt ned i æsker og fint papir. Da hun kom til nisserne, satte hun sig i sofaen med et par. De var virkelig fine. Nissekonen havde hvidt blondeunderskørt. Briller havde nissekonen også på  og sågar et lille strikketøj på to tandstikker i hænderne.
Tankerne gik tilbage til Ina, som havde strikket og syet dem. Ina havde været gift med en jord- og betonarbejder, som var kommet slemt til skade ved en arbejdsulykke. Dora havde, som Inas socialrådgiver, anmeldt ulykken og hjulpet dem med sagen, der var endt med en erstatning. Ina og hendes mand havde været så taknemmelige. Ikke blot for pengene, men især for den oprejsning der lå i at få anerkendt ulykken som en arbejdsskade. Det havde været op mod jul, og som tak havde Ina foræret hende det flotte nissepar.
De efterfølgende 20 år havde Dora hvert år i december modtaget en æske med posten, hvori der lå et par nisser. Alle par var forskellige og meget fine håndarbejder. Med nisserne fulgte et kort og en pose slik til børnene. Dora skrev altid et julekort retur som tak og ønskede de efterhånden gamle mennesker god jul og godt nytår. Pludselig en jul var der ikke kommet pakke og heller ikke noget svar på Doras julehilsen. Hun formodede, at Ina var død. Det var vemodigt, at den smukke kontakt ophørte, men sådan måtte det jo gå.
 
Skyerne var grå og regnvåde og lå helt nede i Pueblo’en. Bjergene var forsvundet i skydækket og havet kunne hun heller ikke se. En rigtig trist dag. Hun måtte hitte på noget, så humøret ikke blev lige så gråt, og i en fart fik hun pakket de sidste juleting sammen.
Hun fandt en tynd jakke frem. Skønt det var fugtigt og gråt, var det endnu ikke særlig koldt. Hun ville spadsere hen på Rådhuset og høre, om de havde et kort over vandreruter i bjergene bag byen. Turistkontoret havde ingen kort. Underligt. Her fandtes så megen fin natur, som turisterne og måske nogle fastboende bestemt gerne ville vandre i. Lige så bemærkelsesværdigt var det, at personalet på turistiformationen ikke kunne et ord engelsk. På den anden side kunne hun jo glæde sig over, at netop denne Pueblo i modsætning til mange andre på Costa del Sol først og fremmest var beboet af spaniere og ikke fastboende udlændinge, og ikke fyldt med turister. Her var fortsat et autentisk spansk lokalmiljø og det var netop det, hun gerne ville opleve.
 
I det nye år ville hun finde frem til et sted, hvor hun kunne påbegynde spanskundervisning. Ingen tvivl om, at skulle hun blive boede og blive glad for det, måtte hun ind under huden på sproget. Hun ville også gerne i gang med at danse igen. Hun havde tidligere danset Flamenco og Sevillanas. Det var dengang, hun boede tre måneder i Det Lille Hus ved havet. Nu boede hun i Det Lille Hus i byen. Hvad mon det næste blev?
Samtidig kunne hun lige stikke hovedet indenfor i helsekostbutikken og se om det nye La Danesa var kommet.
Det var genialt med det blad. Det var enormt informativt og hun gættede på, at som dansk på kysten, var det nok til at holde sig godt orienteret om, hvad der foregik omkring en. Der var også ofte nogle interessante artikler og ikke mindst var Dora vild med lederen. Den var klar og skarp. Det måtte være en temmelig modig person, der tog sig af den. I hvert fald ikke en der var bange for at trykke på en øm tå hist og her. Ikke kun i Spanien, for af og til blev der også sendt en hilsen til hjemlige tæer.
På hjemvejen ville hun lige smutte forbi den lille cafe for enden af gaden og drikke en café con leche. Hun elskede at sidde ved vinduet med sit glas kaffe og glo på folk. Så længe hendes netværk var nærmest ikke eksisterende, havde hun brug for at sætte sig mellem mennesker og lade som om, hun hørte til. Hun prøvede at lytte til samtalerne og forsøge at forstå, hvad der blev sagt. Af samme grund lod hun af og til radioen køre på spanske programmer og bildte sig ind, at hendes ører vænnede sig til lyden af sproget, og det med tiden ville hjælpe hende til at forstå og tale spansk.
 
Det var noget af en omvæltning hun havde udsat sig selv for. Ved nærmere eftertanke  slog hendes livsbane et ordentligt sving sådan med ca. 7 års mellemrum. Ikke noget hun gik og planlagde i lang tid, men noget der langsomt modnedes i hende og så hoppede hun ud i det, så at sige uden korkbælte og svømmevinger.
Hendes erfaring havde lært hende, at når hun åbnede sig og så muligheder og greb dem, blev det ofte meget vellykkede oplevelser, hun fik ud af det. De fleste mennesker var tryghedsnarkomaner. Man ved, hvad man har, ikke hvad man får. Ikke at hun ikke havde brug for tryghed og en slags fast grund under fødderne, men hun hoppede som sagt også ud i eventyrland, og indtil nu var det gået godt.
 
Læs næste afsnit af Doras dagbog i La Danesa februar.
Af Dora

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa