Monda, borghotellet og jagten på den hellige hule

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Byen Monda ligger kun 45 km. fra Málaga og 20 km. nord for Marbella.

 
Det er en lille halvsøvnig by med 2.400 indbyggere, hvoraf en del er expats. Byen ligger pænt gemt bagved en række bjerge, så her er lunt og rart. Der dyrkes landbrug rundt om byen, men vi må ikke glemme, at Monda ligger lige i skørterne af den nyudnævnte nationalpark Sierra de las Nieves. Det er Andalusiens 3. nationalpark, som før ´blot´ var en naturpark, men nu er blevet ophøjet til den mest beskyttede kategori: nationalpark. Finere bliver det ikke.
 
Som så mange andre spanske landsbyer har Monda en broget historie, men i dag er dens mest notoriske og kendte monument den tidligere arabiske borg: El Castillo de Monda. Der er bygget et fint hotel ovenpå resterne af den gamle borg, og det er i sandhed et besøg værd. Og så skal vi også ud og lede efter den hellige hule: La Cueva Santa… men den er ikke så let at finde.
 

Byens kilde

Vi ankommer en herlig solbeskinnet formiddag til Monda og går straks ned og kigger på en af byens seværdigheder: El lavadero de la Jaula, som ligger midt i centrum. Der er tale om byens kilde fra 1788 og i forbindelse med, at man således fik vand ledt ind i byen, byggede man også en vaskeplads, hvor kvinderne kunne vaske tøj. Det var jo en højmoderne installation på den tid, og der er med garanti udvekslet megen god information under tøjvasken. Vaskepladsen var overdækket, så det var jo vild luksus, at man ikke skulle stå i den bagende sol og vaske.
 
Lige overfor vaskepladsen er der et marked i gang og her sælger de churros, der lige er hevet op af olien. Så vi tager os en gang café con churros og synes allerede godt om Monda.
 
Churros1
Mondas kilde er fra 1788 
 

Vandretur til den hellige hule: Cueva Santa

Vi har bestilt værelse på borghotellet, men det er for tidligt at komme ind, og vi har på Wikiloc fundet en vandretur, som vi vil ud på: op til Mondas berømte Cueva Santa. Vi fatter derfor vandrestavene og rygsækkene med madpakken og begiver os op mod byens torv, Plaza de la Constitución, hvor kirken ligger. For enden af pladsen tager vi gaden Calle Dr. Jimenez Encina, som går over i Calle Marbella. Nu ser vi på venstre hånd, på hjørnet af Calle Marbella og Calle Amargura, et skilt der lokker os ind i byens hjemstavnsmuseum: Casa Marigloria.
Vi går ind, men der synes ikke at være nogen hjemme. Men inden længe kommer en lille ældre dame frem i sin slåbrok og hilser på. Jo, vi må gerne se museet og det koster kun ´la voluntad´ (det man har lyst til). Man kan bare lægge penge i en kurv længere inde i huset. Vi går op ad et par trin og træder ind i en skøn, fjern verden befolket med husgeråd og forskellige landbrugs geræter fra tidligere århundreder. Det hele er hyggeligt udstillet og det er i sandhed et raritetskabinet, vi her er kommet ind i. Et besøg her må man ikke forsømme og det kan gøre på ca. 10 minutter. Da vi går ud, vil damen gerne have, at vi skriver i gæstebogen, og det gør vi så.
Og således opmuntrede fortsætter vi vores vandring mod La Cueva Santa op ad Calle Marbella. Efter et par hundrede m. drejer vi til højre ad Calle Altillo, som efter kort tid munder ud i Calle Ronda og derefter i Calle Istán. Nu er vi kommet ud af byen og der er landbrug og geder rundt omkring. Vi møder et par ældre knarke og spørger dem om vi er på rette vej mod La Cueva Santa. Jo, jo…. men der er langt og I skal krydse en bæk – Arroyo Seco (tør bæk) hedder den. Ok, siger vi og takker. Vi følger ruten på Wikiloc appen på Iphonen, så det går let. På et tidspunkt viser et skilt, at der er 3,9 km. til La Cueva Santa og nu går ruten ned ad en ældgammel brostensbelagt sti – ned mod bækken. Men ak, i dag er der ikke tale om nogen tør bæk, men om en rivende flod med vældige vandmasser, som vi ingenlunde kan forcere uden at blive våde til livet. Beskæmmede må vi vende om og gå tilbage.
 

Borghotellet Castillo de Monda

Men nu kan vi komme ind på hotellet, så vi kører op til borgen og melder os. Og ja, her er der virkelig valuta for pengene. For 122 € i alt får vi et fint dobbeltværelse oppe på øverste sal samt både morgenmad og aftensmad (2 retter). Vi får altså halvpension og vi synes det er et fund til prisen. Borghotellet er i dag drevet af 3 friske hollændere, som gerne vil give fuld valuta for pengene, og som tilmed tilbyder vegetarmad. Vi er meget imponerede. Se www.castillodemonda.com  
 
Inden vi skal spise, besigtiger vi hotellet, som er meget fint indrettet i denne ombyggede borg. Det er i sandhed en lille perle med fantastisk udsigt til alle sider, da det jo oprindeligt var bygget som et forsvarsværk. Der er også små haver og en pøl, og det hele er oprindeligt og smukt indrettet.
 
Castillo de Monda 1
 
Castillo de monda3
Tårnet 
Men nu spøger denne hellige hule jo, og vi ærgrer os over, at vi ikke fik den at se. Så vi hidser hinanden op til at forsøge at finde frem til en vej, der kan føre os over på den anden side af bækken. Ned i bilen må vi igen, og nu tager vi ud på hovedvejen A 355 mellem Monda og Marbella. Efter en del roden rundt finder vi ud af, at der ved km. 20,4 går en elendig vej ind til højre, hvor der står: camino de servicio en mal estado (dårlig vej). Ad den kan man komme ned til en gammel bro, der krydser bækken. Efter at have krydset broen drejer man til højre og efter ca. 700 m. kommer vi til det sted, hvor stien mod Cueva Santa fortsætter. Jubii… vi fandt den og har planer om at gå op til hulen dagen efter.
Både baren og restauranten i Castillo de Monda er smukt indrettet og i restauranten har de tændt op i pejsen, og vi får dejlig mad, så vi er meget tilfredse. Også morgenmaden er super med herlige croissanter, så vi kan varmt anbefale dette besøg. Men ak, næste dag øser regnen ned, og det er bestemt ikke vejr til at kravle op ad bjerge for at finde huler, hellige eller ej, så vi beslutter os for at køre hjem og komme tilbage en anden god gang.
 

Vejen til Cueva Santa

Den gode gang indtraf efter et par uger, hvor vi i strålende solskin fandt frem til stien igen på den rigtige side af floden. Cueva Santa 3,4 km. står der, hvor vi parkerer. En grusvej går opad, og der er to skilte: zona de seguridad og coto deportivo de caza. Og så går det ellers opad. En dejlig grusvej, som ikke er alt for stejl, fører os op og ind i bjergene syd for Monda. Et sted ser vi en stor lukket låge, og nu er vi bange for, at vi ikke kan komme længere, men i lågen er der en åben port for gående, så det er bare fint. Kort tid herefter passerer vi en herlig kilde og møder 4 unge spaniere, som vi spørger om de har set hulen. Jo, det har de – den er åben, så ´adelante´ (fremad).
 
Vi når op til et pas, og nu er der et herligt stykke flad sti. Kort herefter viser et skilt af mod venstre og der står: Cueva Santa 56 m.
 
skilt til Cueva Santa
 
Det lyder jo let, men stien op til hulen ser stejl ud, og Eriks bentøj er ikke helt intakt, så vi tror fejlagtigt, at det spor, vi kan se på Wikiloc, og som fortsætter lige ud, også fører op til hulen, blot ad en fladere rute. Derfor går vi lige ud og tager en km. mere opad. Men ak…. sporet fører blot op på bjergkammen. Men deroppe er der til gengæld meget flot: vi kan nu se havet i det fjerne og befinder os på kanten af en gevaldig ´tajo´ – lodret bjergside. Uha hvor det gyser.
 
Hulen kan vi ikke se nogen steder, så vi må ned igen, og jeg må alene kravle de 56 m. op til hulen, da vi kommer tilbage til skiltet. Men det tager jo ingen tid, og endelig kan jeg træde ind i helligdommen. Og jo, det er i sandhed en speciel hule, som utvivlsomt har været beboet tilbage i tidernes morgen. Den er nemlig hverken for stor eller for lille og er hyggelig med en masse stalaktitter og et fladt plateau foran med en fantastisk udsigt. Hulen blev brugt som tilholdssted for hyrder og også som gemmested for republikanere under borgerkrigen.
 
Hvornår hulen er blevet hellig, er svært at sige, men i dag er den fyldt med små hellige figurer og madonnaer. Der er afstøbninger af syge lemmer (som man håber kan blive helbredt i hulens hellighed), og der ligger en blok, hvor man kan skrive sine fromme ønsker ned. Det er et lille rørende besøg sådan at stå inde i denne hule, som så mange mennesker har tillagt magiske evner, så jeg er glad for, at jagten på den hellige hule endte godt.
 
hulen
I hulen er der masser af drypsten
 
 
Der er 6,9 km. fra Mondas centrum til hulen, når man ellers kan krydse bækken. Frem og tilbage bliver det til små 14 km.
 
Læs om ruten her og se vores spor på elsebyskov.com under hikes, routes and maps, La Danesa, Monda Cueva Santa.
 
 
God fornøjelse!
 
 
 
 
 
Af Else Byskov, fotos af Erik Gadegaard og Else Byskov

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa