Rækkerne af tiltalte i retten i Málaga.
87 erkender sig skyldige i sagen omkring det ”nigerianske lotteri”
Den enorme retssag i sagen omkring det ”nigerianske lotteri”, som efter planen skal starte i maj 2012, kommer til at gå langt hurtigere end forventet, eftersom 87 af de i alt 168 tiltalte i går erklærede sig skyldige ved domstolen i Ciudad de Justicia i Málaga.
Sagen drejer sig om det store svindelnummer, som blev afsløret i 2005 i en aktion kendt som Operación Nilo. Nummeret gik ganske enkelt ud på, at de anklagede sendte breve til ofrene, hvori de forklarede folk, at de havde vundet i det nigerianske lotteri. Dog skulle de ”heldige vindere” lige sende et beløb, så udbetalingerne af præmierne kunne iværksættes. De anklagede skulle have snydt 247 personer, der aldrig havde købt noget nigeriansk lotteri, men som alligevel overførte beløb på mellem 525 og 96.000 euro.
Provinsdomstolen i Málaga havde kun kunnet opspore 113 af de anklagede, og af disse mødte 11 ikke op til afhøringen i går, og de er nu efterlyst, mens en enkelt allerede er fængslet grundet en anden sag. Foreløbig har kun 16 personer erklæret sig uskyldige, og de forventes at skulle gennem den egentlige retssag i maj næste år.
Langt størstedelen af de anklagede kommer fra Nigeria. De 87 som nu har tilstået, bliver straffet med 23 måneder og 15 dages fængsel og en bøde på 1.800 euro.
Kom til verden ved hjælp af et par betjente.
Fødte på tankstation ved Rincón de la Victoria
Da en kvinde i går kørte på motorvejen ved Rincón de la Victoria, begyndte hun pludselig at få veer. Kvindens mand kørte bilen, og han besluttede sig for at holde ind ved en tankstation ved motorvejen, hvor han ringede til politiet efter hjælp.
Da betjente fra Policía Local nåede frem, så de, at fødselen allerede var godt i gang, og babyen, en dreng som skal døbes Ignacio, blev født i bilen ved siden af tankstationen. En sygeplejer, der havde holdt ind for at tanke, assisterede også ved fødslen.
I august fødte en kvinde fra Nerja i bilen på selve motorvejsstrækningen, mens hendes mand kørte med sømmet i bund for at nå frem til Hospital Axarquía. Han nåede det altså ikke i tide.
Santiago Calatrava, mellem Valencias borgmester Rita Barberá og Francisco Camps, da projektet blev præsenteret i 2005.
Calatrava har fåret 15 millioner for bygninger, der aldrig er opført
Valencias lokalregering, som da var ledet af Francisco Camps (PP), betalte i 2005 arkitekten Santiago Calatrava over 15 millioner euro for tegninger på tre skyskrabere, som aldrig er blevet opført.
Skyskraberne skulle ligge ved et af arkitektgeniets helt store mesterværker i Valencia, Ciudad de las Artes y las Ciencias. Betalingen er ifølge El País bekræftet af talsmanden for den regionale regering, Lola Johnson, som har forsvaret udbetalingen ved at argumentere, at projektet er en ”ejendom”, der kan blive brugt eller solgt.
PSOE’s regionale talsmand, Eva Martínez, har anmodet den nuværende leder af Valencias regering, Alberto Fabra, om at få pengene tilbage fra Calatrava, mens domstolene foreløbig har afvist sagen, da man ikke mener, at der er tegn på underslæb.
Ikke svært selv at fabrikere troværdigt p-skilt.
Politiet på natlige togter efter ulovlige parkeringsskilte
Politiet i Mijas er disse dage på natlige togter efter ulovlige parkeringsskilte. Man skal jo betale for et skilt og retten til at have det siddende, men mange sniger sig åbenbart til selv at fabrikere skiltene og hænge dem op, så andre ikke parkerer ved ens udkørsel.
De ulovlige skilte er selvfølgelig ensbetydende med mindre indtægter for kommunen, hvorfor politiet nu skal undersøge, hvilke parkeringsskilte, der er eller ikke er lovlige. Forleden nat efterså man 417 skilte, hvoraf de 122 manglede den nødvendige tilladelse.
Den ansvarlige rådmand i kommunen, Juan Carlos González, beder alle om straks at tage de illegale skilte ned, ellers vanker der en bøde på 700 euro. Han påminder om, at det kun koster omkring 20 euro at få den nødvendige tilladelse til at forhindre parkering ved ens udkørsel.
Let genkendelig og nu ikke så sjælden gæst i havnen i Málaga.
Havnen i Málaga nyder godt af konflikt i Tanger
Fra januar til september steg volumen af fragts i havnen i Málaga med 68 procent i forhold til samme periode sidste år. Fremgangen sker først og fremmest på grund af konflikterne i havnen Tanger-Med i den nordmarokkanske by.
3,1 millioner tons fragt kom årets første ni måneder via havnen i provinshovedstaden, citeres havnemyndighederne i La Opinión de Málaga.
Restaurant Valparaiso danner rammen om jubilæet.
Soroptimist International fejrer jubilæum med velgørenhed
Soroptimisterne byder til fødselsdagsfest den 19. november, hvor man fra kl. 19.30 kan være med til at fejre foreningens fem års fødselsdagen med familie og venner og samtidig støtte den velgørende organisation ADIMI.
Arrangementet afholdes på Restaurant Valparaiso, Ctra. de Mijas, i Mijas. Her bydes på velkomstdrink og appetitvækker, fire retters menu, vin, øl eller sodavand og kaffe. Lodtrækning med fine præmier og dans til levende musik – alt sammen for kun 40 euro per person.
For mere information og reservation af billetter: Anni Sperling – 654 351 161 – Anni Springborg – 679 053 002 eller i Hair Salon i Centro Idea.
Årets nye caganer: PSOE’s Alfredo Pérez Rubalcaba (t.v.) og PP’s Mariano Rajoy.
Rubalcaba og Rajoy personificeret i hver sin skiderik
Alfredo Pérez Rubalcaba og Mariano Rajoy er blevet foreviget i hver sin caganer, en lille figur, hvis catalanske navn nærmest kan oversættes til “skiderik”.
Udover de to spidskandidater til statsministerjobbet ved valget den 20. november finder man blandt årets nye figurer også fodboldspillerne Víctor Valdés, Cesc Fàbregas og Sergio Ramos.
Det er en stor ære at stå model for de små figurer, der hvert år dukker op frem mod jul, og som skal være en del af juleudsmykningen i alle gode, catalanske hjem og en hel del julekrybber i det øvrige Spanien.
Hvor stammer denne sære tradition fra? Læs mere her
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001