Det danske magasin i Spanien
Sevillas ydmyge dansker

Sevillas ydmyge dansker

Christian Poulsen har imponeret alt og alle i sin nye klub Sevilla, og på landsholdet er der store forventninger til ham som den nye midtbanestyrmand. Christian Poulsen har imponeret alt og alle i sin nye klub Sevilla, og på landsholdet er der store forventninger til ham som den nye midtbanestyrmand. Sådan har det ikke altid været. Da han som knægt løb rundt og spillede bold i Nordsjælland, var der ikke mange, der kunne se talentet, men med flid og ydmyghed har han kæmpet sig op til toppen. Han har for alvor fundet rytmen i flamencobyen, hvor han nu svinger dirigentstokken på Sevillas midtbane.

Af Jonas Ankersen og Michael Jepsen. Foto: Per Kjærbye

Christian Poulsen fik en drømmestart, da han i sommer skiftede fra tysk fodbold til Sevilla.
Danskerens entré i spansk fodbold gav genlyd fra første tackling. I debutkampen i Super Cuppen mod Barcelona pillede han med overlegen dygtighed brodden af Barcas verdensstjerner i Sevillas 3-0-sejr.
Den tidligere Sevilla-spiller Davor Suker kaldte på tv Christian Poulsen for banens bedste, og de spanske fodboldaviser gav dagen derpå topkarakter for danskerens præstation.
Få uger senere rangerede sportsavisen Marca ham som sommerens bedste indkøb i La Liga – foran feterede stjerner som Cannavaro, Joaquín, Diarra, Zambrotta, Van Nistelrooy og Emerson.
Selv tager Christian Poulsen dog de mange roser helt afslappet.
”Nu slog vi Barcelona, og så skulle der jo en Sevilla-spiller på listen. Det blev nok mig, fordi jeg var en af de få nye på holdet. Det vigtigste for mig er, at jeg er faldet godt til hernede, har fået spilletid og nu er blevet en fast del af Sevilla. Det er et fantastisk spændende sted at spille, og sejren over Barcelona blev fejret som et mesterskab”, siger Christian Poulsen.
”Vi spillede også store kampe i Tyskland, men sådan en kamp mod Barcelona findes altså ikke i tysk fodbold. Dem har vi derimod flere af her i Spanien, og det er med til at tænde mig ekstra.”

Målet er top 4
Sevillas sæsonstart har allerede bevist, at UEFA Cup-mestrene i denne sæson har et slagkraftigt mandskab, der kan udfordre i mesterskabskampen. Men holdets nye defensive magistrat holder ambitionsniveauet i kort snor.
”Vi skal i top 4 og opnå Champions League-kvalifikation. Vi har en god trup, og det skal nok lykkes. Hvis vi pludselig er foran Barcelona på førstepladsen med to runder igen, vil jeg selvfølgelig tro på mesterskabet. Men det gør jeg ikke nu med de hold, vi er oppe imod. De ser virkelig stærke ud.”

En ny kultur
Da Sevilla meldte sig på banen med et tilbud, var Christian Poulsen klar til at tage springet fra sin tyske klub Schalke 04.
”Fodboldlivet er kort, og med de tilbud jeg fik, vidste jeg, at det skulle være nu. Min familie og jeg ville gerne prøve noget nyt. Et nyt land, et nyt sprog. Indtil nu er vi faldet rigtig godt til. Jeg er dog ikke begyndt til spanskundervisning endnu, men min værelseskammerat på udebaneturene taler kun spansk, så jeg forsøger at suge så mange gloser til mig som muligt.”

Rytme i spillet
”I Spanien er publikum mere roligt og betragtende end i Tyskland, men der kan også være gang i den her. I et lokalopgør mod Betis her i Sevilla bliver der altså gået til den. Det er specielt fascinerende, fordi Sevilla er kendt for flamenco, så publikum bruger nogle af takterne derfra, når de klapper og synger. Det er fedt!”
”I Schalke var alt topmoderne og vi havde altid super faciliteter. Her i Sevilla er forholdene mere beskedne. Vi klæder om i nogle gamle baraklignende bygninger og eksempelvis styrkerummet er slet ikke det samme. Men tingene fungerer, og jeg er godt tilfreds. Det har jo også sin charme. Folk elsker fodbold hernede og lader sig ikke slå ud, bare fordi vandet ikke fungerer en dag.”

Ydmyg fodboldopvækst
At danskeren i dag er i en af Spaniens bedste fodboldklubber, var ikke noget han turde håbe på, da han som dreng løb rundt og spillede fodbold i Nordsjælland.
”Som mine kammerater var jeg også enormt interesseret i fodbold, men jeg har altid lært, at man skal være ydmyg og i særdeleshed realistisk. Sådan var det bare i den lille by, hvor jeg voksede op. Derfor skænkede jeg heller ikke en fremtid som professionel fodboldspiller mange tanker”, fortæller Christian Poulsen, mens han bøjer nakken og henter endnu et svar.
”Men det havde jeg det egentlig fint med, og den indstilling og natur har helt sikkert hjulpet mig meget lige siden.

Ikke et kæmpetalent
Som 16-årig skiftede Christian Poulsen fra barndomsklubben til Holbæk. Efter blot to år som ungdomsspiller blev han opgraderet til klubbens seniorhold i 2. division. Der gik ikke længe, inden U18-landstræner Per Andersen så potentialet i den unge, målfarlige Holbæk-spiller.
”Jeg var jo ikke et af de der kæmpetalenter, som de københavnske klubber var vilde efter at få fat i. Det vidste jeg godt, men landsholdsudtagelsen og nogle af de samtaler, jeg havde med Per Andersen, kom til at gøre en stor forskel for mig. Jeg følte, at det, som altid havde syntes så langt væk, måske alligevel lå inden for realismens rammer. Per trak mig til side ved første samling og sagde ”Det er helt op til dig selv. Hvis du virkelig vil noget med fodbolden, så har du lige så store chancer som de andre. Det handler om at kæmpe ekstremt hårdt og vigtigst af alt at brænde nok for det”. Den bemærkning tog jeg virkelig til mig og har egentlig brugt den som rettesnor i hele min karriere og hver gang, jeg har skullet træffe et valg”, fortæller Christian Poulsen.

Kom til smarte FCK
Da FC København en dag tilbød ham en kontrakt, havde den forsigtige sjællænder flere betænkeligheder. De veletablerede fordomme omkring FC København var én af slagsen.
”Jeg havde hørt, at folk var arrogante og smarte derinde. En sådan kultur lå jo langt fra den, jeg var vokset op med i Asnæs. Heldigvis kunne jeg ikke genkende den attitude, men oplevede i stedet en utrolig god fællesskabsånd specielt blandt de unge spillere. På banen kæmpede vi jo om de samme pladser, men efter træning mødtes vi alligevel og hyggede os sammen. Derfor faldt jeg hurtigt til og fandt trygheden i en ny og stor by.”

Flot landsholdsdebut
Christian Poulsen gik gennem sin FCK tid som ubesejret og vandt danmarksmesterskabet med holdet. Også i landsholdsregi lod han sig bemærke i sin debutkamp mod Holland i Parken.
”Landsholdsdebuten var uden tvivl et højdepunkt. På daværende tidspunkt var jeg stadig bevidst om, hvad jeg ville, men samtidig realistisk omkring min fremtid. Hele overgangen og tilvænningen til professionel fodbold havde været en kæmpe motivation for mig, og nu var ambitionen for alvor at leve af at spille fodbold.”

Solgt for 65 millioner
Efter 16 succesfulde måneder i FC København bød Schalke 04 et rekordstort beløb på svimlende 65 millioner kroner for danskeren. Drengedrømmen, som han kun et de få ubevogtede øjeblikke havde jongleret med som lille, havde den tyske storklub nu omdøbt til virkelighed.
”Det her er jo virkelig, virkelig stort, tænkte jeg i første omgang. Det er jo det, som alle fodboldspillere stræber efter at nå, og så skete det hele så hurtigt. Jeg tænkte ikke så meget på pengene, men mere på den nye udfordring og ikke mindst det ansvar og de forventninger, jeg nu skulle forsøge at indfri. Jeg var spændt og nervøs”, husker Christian Poulsen.
Godt hjulpet af Ebbe Sand, som allerede på daværende tidspunkt var en af profilerne i klubberne, blev det 21-årige danske nyindkøb hurtigt integreret i det tyske. I sine fire succesfulde år i Schalke 04 blev Christian Poulsen formet som fodboldspiller.
”Min attitude passede utroligt godt til Schalke. Det er en arbejderklub med fuldt hus til hver eneste hjemmekamp, og tilskuerne sætter stor pris på spillere, der tager arbejdshandskerne på. Jeg fandt min plads i Schalke på den defensive midtbane.”

Udråbt til ligaens bedste
Den sidste sæson i Schalke blev Christian Poulsens bedste. Tysklands største avis Bild kårede ham til ligaens bedste defensive midtbanespiller, og Schalkes manager udråbte ham til klubbens mest betydningsfulde spiller.
”Jeg synes ikke, at jeg var hverken den bedste midtbanespiller i Bundesligaen eller den vigtigste spiller i Schalke”, vurderer han ydmygt.

Sarte italienere
I to hårde Champions League kampe mod italienske Milan gjorde Christian Poulsen sig bemærket. Han var en pestilens for italienerne, der efterfølgende tilsvinede den danske kriger med ord som idiot, svin og hvad der var værre.
”De var frustrerede, fordi jeg ødelagde deres spil. Jeg spiller altid hårdt, men indrømmer gerne, at jeg i den kamp gik ekstra meget til stålet. Selvom det var hårde ord, tog jeg dem til mig som komplimenter, fordi jeg vidste, at deres irritation bundede i frustrationen over, at deres spil ikke fungerede. I de kampe slog jeg mit navn fast”, mener Christian Poulsen.

Tilbud fra Milan
Trods kritikken var mægtige Milan alligevel blevet så imponeret af danskeren, at de bød på ham.
”Det overraskede mig meget, særligt efter kampene i Champions League. Jeg var interesseret, men forhandlingerne med Milan blev langtrukne. Måske var det bare den italienske måde at gøre tingene på, men den kastede mig ud på usikker grund.”
Da den spanske flamencoklub Sevilla bød danskeren op til dans, fandt han derimod hurtigt ind i takten.
”Sevilla ville virkelig have mig. De meldte klart ud, hvad de ville, og hvad de kunne tilbyde. De havde en særlig plan og en speciel plads på holdet til mig. Jeg følte, at de virkelig havde brug for mig og brændte efter at få min underskrift. Alt, hvad jeg ledte efter, fandt jeg i det tilbud fra Sevilla”, forklarer årets spiller i Danmark 2005.

Man skal ville det
Da Christian Poulsen skiftede til storklubben Holbæk havde ingen regnet med, at emner som EM-kvalifikation, Champions League, FC Sevilla og en ny rolle som profil på landsholdet skulle fylde hans tanker her 10 år senere. Heller ikke Poulsen selv. Hvis han i dag mødte sit unge jeg, er han ikke i tvivl om, hvilket råd han ville give videre.
”Man skal virkelig, virkelig ville. Vil man noget nok, så er der ingen begrænsninger. Man skal aldrig beskylde andre for, at man ikke opnår de ting, man gerne vil. Det handler om at dedikere sig til noget, tro på det og betale prisen for at nå det.’

Vi vil til EM!
I flere ekspertøjne har Christian Poulsen på det danske landshold været dirigenten, der i mange år har spillet undertonerne. Med Thomas Gravesens pludselige exit er der kastet endnu mere fokus på Sevilla-spilleren, der nu officielt er udråbt som ny styrmand.
”Jeg er klar over, at jeg nu får mere plads, og at min rolle er endnu vigtigere. Jeg har allerede spillet på landsholdet i mange år, og jeg er klar til at tage ekstra ansvar og for alvor at træde i karakter. Det skal man også forvente af en spiller, der har været med i den tid, som jeg har. Vi har en god trup, men det er et tab at miste en stor profil som Gravesen, for profiler har vi ikke for mange af”, fortæller Christian Poulsen, der alligevel satser på EM-kvalifikation.
”Vi har alle muligheder på landsholdet med det gode miks af unge og mere rutinerede spiller. Vi kan måske godt savne nogle store profiler, men hvis vi fungerer godt kollektivt, er jeg sikker på, at vi kvalificerer os til EM.” 1081__MainPicture__spqMCJULJlQDaKNgLrsLV.jpg

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.