Dagens Spanske nyheder 2012

Dagens Spanske nyheder 2012

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Tusinder samlet i flere byer i Spanien for at vise deres støtte til studerende.

Demonstrationer mod politivold

Tusinder demonstrerede igen i aftes for at vise deres støtte til de studerende i Valencia, som hævder at have været udsat for politivold. Billeder og videoklip af hårdhændede betjente er da også gået verden rundt.
De største demonstrationer i går fandt sted i Madrid og i Valencia.
Studerende i flere storbyer har siden sidste onsdag demonstreret mod nedskæringerne på uddannelsesområdet. Besparelserne har bl.a. betydet, at flere skoler nu ikke har penge til en så basal ting som opvarmning. I Valencia førte det i søndags til sammenstød mellem demonstranterne og politiet, som nu beskyldes for at have taget for hårde midler i brug.
Justitsminister Alberto Ruiz-Gallardón (PP) har forsvaret betjentene. Han har bl.a. sagt, at de var nødt til at bruge magt, eftersom de blev angrebet af de studerende.
Indenrigsminister Jorge Fernández Díaz har dog erkendt, at betjentene brugte ”overdreven magt”.
Politibetjentenes fagforening, SUP, har kaldt politikernes indstillinger for ”politisk og personlig fejhed”, eftersom det skulle have været regeringens repræsentant i Valencia, Paula Sánchez de León, og politichefen, Antonio Moreno, som skulle have beordret dem til at stoppe demonstranterne.
I aftes var politiet mødt op med tåregas og skjolde som våben og forsvar mod de studerende, der brugte bøger som kasteskyts. Indenrigsministeriet havde dog bedt betjentene om at være forsigtige, og der var ingen voldelige hændelser.
Der var også demonstrationer i Málaga. Omkring 300 mennesker var ifølge arrangørerne, 150 ifølge politiet, samlet på Plaza de la Constitución, hvor de bar skilte med slagord som ”mindre undertrykkelse, mere uddannelse.”
Moreno har kaldt de studerende for ”fjenden”, hvorfor selv kongresmedlemmer fra IU nu holder skilte op i kongressen, hvor der står: ”Jeg er også fjenden”.
Hacker-gruppen Anonymous har vist deres sympati for demonstranterne ved at nedlægge politiets hjemmeside, og tirsdag aften var den faktisk ude af funktion i to timer.
I alt er 38 personer blevet anholdt, siden demonstrationerne startede for en uge siden.

 


David Cameron (t.v.) og Mariano Rajoy ved Downing Street 10.

Indbyggerne på Gibraltar skal selv afgøre deres fremtid

Spaniens statsminister, Mariano Rajoy (PP), var i går i London for at mødes med sin britiske kollega, David Cameron.
På agendaen var den europæiske økonomi, men også spørgsmålet om Gibraltar, som Rajoy havde ønsket at debattere med Cameron. Spanien har ville have Gibraltar tilbage, lige siden Utrecht-traktaten i 1713 gav Storbritannien herredømmet over klippehalvøen, og nu er det så Mariano Rajoys tur til at forsøge sig.
Cameron står dog fast på den britiske holdning, som er, at indbyggerne på Gibraltar selv bestemmer over deres fremtidige tilhørsforhold. Og det har de gjort; de ønsker ingen ændringer.
”Vi har forskellige meninger, men vi fortsætter med at tale om det,” sagde Rajoy efter mødet.

 


Hurtigtoget AVE er skyld i kaniners død.

Kampen om kaninerne

Hurtigtoget AVE er skyld i, at kaniner dør ved sporene mellem Málaga og Córdoba og mellem Córdoba og Sevilla. Derfor har miljørådet i Junta de Andalucía nu anlagt sag mod selskabet ADIF, der er ansvarlig for togsporene, skriver La Opinión de Málaga.
Sagen går ud på, at kaninerne bygger huler i skrænterne langs og under sporene, men deres huler udhuler jorden og gør sporene usikre. Derfor har Adif opsat et hegn, som forhindrer kaninerne i at komme ind på området, men det forhindrer også de mange, der allerede er der, i at komme ud til foder og drikke, så de dør af sult eller tørst.
Det er ikke første gang, at der har været en konflikt mellem kaninerne og togene. Sidst brugte ADIF omkring en halv million euro på at jagte dem, og derfor har man nu opført det omstridte hegn.

 


Kan man savne det?

Tørreste vinter siden 1995

Landmænd og vandreservoirer i Málaga-provinsen lider under den tørre vinter. Den er endnu ikke forbi, men hvis metrologernes forudsigelser er korrekte, vil det heller ikke regne noget nævneværdigt de næste dage.
Det vil i så fald betyde, at der kun er faldet 28 cm per m2 i løbet af de tre vintermåneder, og det er lig med den tørreste vinder siden 1994/1995. Og ser man i bakspejlet, skal man helt tilbage til vinteren 1960/1961 for at finde en tilsvarende tør vinter.

 


Fra indvielsen af udstillingen. Nummer to fra venstre er Málagas borgmester, Francisco de la Torre, mens biskoppen er Málagas Jesús Catalá.

Udstilling: Jesus’ ligklæde i katedralen i Málaga

En udstilling over Jesus’ mulige ligklæde eller Det Hellige Lagen fra Torino er nu åben i katedralen i Málaga.
Udstillingen belyser forskellige vinkler af det enigmatiske klæde, som arkæologer og teknikere har analyseret på alle tænkelige måder – selv med udstyr fra det amerikanske rumagentur NASA – uden at kunne afsløre dets oprindelse. En kulstog-14-prøve har dog angivet, at lagenet skulle stamme fra et tidspunkt mellem 1260 og 1390. Selve lagenet er ikke i Málaga, kun en kopi, men udstillingen kan alligevel pirre og glæde de flestes nysgerrighed.
Udstillingen, La Sábana Santa, varer til midten af juni. Derefter vil den blive vist i flere andre spanske byer.

 


Iker Casillas når det ikke.

Real Madrid må nøjes med et point

Real Madrid måtte i aftes nøjes med det ene point i ottendedelsfinalen i Champions League imod CSKA Moskva. Den første dyst mellem de to hold blev spillet i 20 graders frost i den russiske hovedstad, hvor Cristiano Ronaldo scorede i første halvleg, mens svenske Pontus Wernbloom udlignede til 1 – 1 i det 93. minut.
Den næste kamp spilles den 14. marts i Madrid.

 

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa