Doras dagbog | 3. afsnit.

Læs tredje afsnit af Doras dagbog her. En vedkommende beretning om livet i Danmark og Spanien oplevet af et menneske med sans for detaljer og en dejlig evne til at observere sine omgivelse – og reagere på dem.

Delebiler, delebørn – hvorfor ikke dele børneudstyr?
Dora havde travlt med at ordne og gøre det hyggeligt. Hendes datter og lille barnebarn skulle komme på besøg for første gang.
Gæsteværelset var parat, skønt det ville have været praktisk med en klapudseng til den yngste. Der var flere andre ting, der ville være dejligt at have. Dora havde kigget under annoncer i La Danesa, men der havde ikke været noget af det hun søgte. I stedet havde hun selv sat en annonce i, hvor hun listede de ting op, hun gerne ville leje, låne evt. købe brugt.
Underligt, at der ikke var nogen, der var kommet på den idé, at man kunne dele senge, klapvogne, barnevogne, små cykler og løbehjul. Et babybadekar, autostole, en pose aldersvarende legetøj og børnebøger, blot for at nævne noget. Med det indtryk hun havde, var der da masser af bedsteforældre hernede, som af og til måtte savne ting, når børn og børnebørn kom på besøg. For den sags skyld var der vel også en del forældre med børn, hvor ungerne voksede fra både tøj og udstyr, som kunne lade det gå videre.
Mon ikke man kunne få sådan et ‘børneudstyrs-legetøjtek’ stablet på benene i et eller andet regi? Det krævede naturligvis lidt plads og en eller flere frivillige, som på bestemte tidspunkter ville være til stede, når lånerne mødte frem.
Hun havde set, at der var flere aktive klubber og en aktiv kirke med venner. Måske var det en idé at spørge der, om der var interesse. Hvis det kostede lidt at låne eller leje tingene, kunne overskuddet måske gå til et godt formål som juletræsfest eller hvad der nu var af aktiviteter for børn hernede.

Dora boede selv i et lille hus, men dog med to soveværelser og to badeværelser. Det var jo ikke ligefrem særligt lille i forhold til en normal lejlighed i Danmark. Der skulle man være glad, hvis man havde et badeværelse og et gæstetoilet. Men måske var det kun de fastboende udlændinge, der boede så stort. Hvordan mon de spanske familier boede? Det kunne hun bestemt godt blive nysgerrig på. I hendes Pueblo var alt så pænt og husene ikke helt små. Til gengæld havde hun indtryk af, at der boede en hel del flere sammen, end hos de fastboende udlændinge.
Hun kunne ikke lade være med at lade tankerne gå tilbage til sin egen opvækst. Der havde de fem søskende delt et værelse fyldt med køjesenge. Og hun fik først sin egen seng, da hun blev syv år. Før den tid sov hun i sin mors halvdel af dobbeltsengen. Hendes broder i den halvdel, hvor hendes far lå. Den ene lillesøster på i en lille gul tremmeseng og den nyfødte i en kommodeskuffe, der var trukket ud.
Der havde ikke været indlagt vand og elektricitet og de havde heller ikke noget bad eller toilet. Ikke engang et das var der på husmandsstedet. Skulle man besørge stort, satte man sig bag køerne i grebningen og håbede på, at de ikke pludselig løftede halerne og tissede på en eller det der var værre. Tisse gjorde man bare udenfor i det fri. Toiletpapir var gamle aviser, der blev nulret godt, ellers var de alt for stive. Hun grinede ved sig selv. Hun var sådan set født med tryksværte i bagen. Måske var det derfor, hun altid havde sådan en skrivekløe og bare ikke kunne lade være med sine skriverier.
Hendes mor slæbte en gang om måneden vand i spande ind i gruekedlen. Så blev der vasket storvask. I det sidste hold vand kom ungerne i bad. Hun huskede det endnu, skønt hun kun havde været fire år, da de flyttede ind på husmandsstedet. Det var nemlig meget varmt i bunden af gruekedlen og man måtte stå og trippe for ikke at brænde tæerne.
Dog fik de vasket hår oftere. Så lå de på skift på køkkenbordet med hovedet hen over et fad og sidste hold skyllevand var med eddike, så håret blev blankt og fin. Hendes mor plejede at sige: ”Godt nok er vi fattige, men rene og pæne skal vi være.” Derfor tjekkede hun både ører og negle hver dag, når etagevasken var overstået. Det var bare frem med poterne og så blev man kigget grundigt efter.
Når Dora fortalte sine egne børnebørn om sin opvækst, troede de ikke på, hun kun var godt 60. De mente, hun var mindst 200 år gammel. Hun ville ikke have været det foruden. Det havde givet hende meget stort indblik og forståelse for de mennesker, hun siden kom til at arbejde med som socialrådgiver. Hun talte så at sige samme sprog og kunne sætte sig ind i mange af deres skæbner.

En tanke slog hende. Måske man også kunne dele bedsteforældre og børnebørn. Altså der måtte være bedsteforældre hernede, som savnede børnebørnene, og omvendt børnebørn som savnede bedsteforældre – og ikke mindst sikkert forældre som savnede lidt aflastning. I Danmark havde hun selv været med til at annoncere efter bedsteforældre og voksenvenner, især til enlige mødres børn.

Nå, nu ville hun tage sig sammen og endnu engang ringe til udlejer. Toilettet havde løbet længe og skyllede ud med så meget vand, at der var nok til at drukne mindst to voksne, hver gang. Hernede var en aftale åbenbart ikke en aftale. To gange var han udeblevet og tredje gang havde han meldt afbud. Nu måtte der ske noget. Desværre frygtede hun næsten mest, at han ikke havde forstand på at reparere det og bare kom for at banke lidt hist og pist. Hun havde ved indflytningen lavet en liste over fejl og mangler, sjusk og irriterende skader. Fliser der faldt af. Søm og skruer der dryssede ud af væggene. Håndtag i dørene som gik af. Myggenet som var i stykker. Og ikke at forglemme en aircondition, som virkede mangelfuldt. Lige nu gik det, men når det blev varmt, kunne det blive ulideligt og når det blev koldt, kunne det blive for koldt for hende. Hun brød sig virkelig ikke om at fryse.
Det var heldigt, at vejret havde været så dejligt så længe. Tænk at have sol og varme, så man faktisk kunne sidde i læ i en stråle og lade sig bage igennem en vinterdag. Faktisk artede vejret sig som dejlige lune forårsdage derhjemme. Hun håbede ikke, at det var alt for klimaforkert, for det var jo netop sådanne dage, der fik hende til at smile uden næsten at vide det og føle sig let og glad.