Kære læser maj 2014

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Jeg lagde ud med at være tilhænger af EF med en kort afstikker i gymnasietiden, hvor det var moderne at være imod alt – uden nogen form for politisk substans i holdningen. Jeg kunne godt lide tanken om et fælles marked og om, at Europas lande blev knyttet tættere sammen efter fortidens krige. Men som tiden er gået, er EU blevet til en kæmpe politisk maskine, der vedtager love, som gælder for 500 millioner mennesker. Også love om alt muligt, der ikke har det fjerneste at gøre med handel og fred.
Undervejs i livet blev jeg en kritisk observatør og gik til sagen med en mere sund skepsis. Mens jeg arbejede ved landbruget, så jeg, hvad mælkekvoterne gjorde ved malkekvægbønderne, og faktisk dannede netop disse kvoter en væsentlig del af grundlaget for mit karriereskift. Min fremtid skulle ikke bestemmes af et regelsæt, der gjorde det umuligt at producere sig ud af en krise. Faktisk lavede jeg dengang et lille forskningsprojekt i Spanien for at finde ud af, hvorfor danske sortbrogede køer gav væsentlig mere mælk i de spanske stalde end i de danske. Svaret var simpelt, og løsningen lå lige til de danske bønders højreben, men idet vi ikke måtte producere al den mælk, vi kunne uden straf, ja, så lod vi den overskydende mælk løbe ud i kloarken – mens vi forsøgte ikke at tænke på alle de mennesker ude i den store verden, der ville give hvad som helst for et glas mælk.
Der var det så, at jeg blev EF-modstander, og skiftede gummistøvlerne ud med stilletter. Jeg flyttede fra et lille land i nord til et land i syd så stort, at der synes at være længere fra Málaga til Barcelona, end der er fra Barcelona til København. Og her kunne jeg se, at EF og senere EU virkelig betød noget. Spanien blev i raketfart hjulpet ud af det kølvand, som mange års diktatur havde skabt. Veje og broer blev bygget, jobskabende projekter lanceret og storstilede handelsaftaler sat i søen med Spanien som begunstiget partner. En fantastisk udvikling at være vidne til, men samtidig var den svær at sluge, for det var jo netop min familie, mine venner oppe i det kolde nord, der betalte gildet. Lighedsprincipper og social udligning ser flot ud på papiret, men de velstående landes borgere har næppe ønsket at opgive deres nationale identitet, at blive permanente bidragydere for at deres økonomiske goder skulle indgå i en fælles pulje. Det må vi indse i bakspejlets ulideligt klare lys. EU som en centralistisk, bureaukratisk fordelingsmaskine med ubegrænset magt er virkelig en skidt idé.
Spanien er i dag helt på røven. Ikke mindst pga. opfindelsen af euroen, mener jeg. Lad spanierne og andre ligestillede (læs: Alle) slippe ud af det jerngreb, de bliver fastholdt i af euro-medlemskabet, som har givet spanske regeringer lov til at ødsle med andres penge uden konsekvens. Jeg tror, at euroen er en af de beslutninger, hvor det godt nok er dyrt at erkende fejltagelsen, men hvor ikke at gøre det bliver endnu dyrere. Tænk bare på konsekvenserne af overvurderingen af “vores” nye valuta i forhold til, hvad tilfældet ville have været, hvis pesetas stadig eksisterede. Hvis de lande, der ønsker at deltage i den fælles valuta, rent faktisk er klar til at underkaste sig en fuldstændig politisk og økonomisk union, med uendelige pengestrømme fra de stærke til de svage, kunne euroen sikkert godt fungere. Men sådan er virkeligheden jo ikke. For der vil simpelthen aldrig være den samme solidaritetfølelse mellem Danmark og Spanien som mellem Spjald og Hellerup.
Nej, i dag er jeg ikke længere tilhænger af EU-projektet og dets vej mod etableringen af noget, der ligner en postdemokratisk republik, en slags overnational magt.
Det kan være svært at se, hvad der er mest mainstream her i tiden op til valget d. 25. maj – at være pro eller kontra? Pressen har det med at give spalteplads til de entusiastiske EU-tilhængere; magtfulde politikere, embedsmænd og forretningsfolk, der alle har snablen langt nede i EU-kassen. I følge dem, der lefler for herskerne i Bruxelles, mens de er illoyale over for egne befolkninger, synes det at være moralsk forkert, en slags EU-tabu, at sætte spørgsmålstegn ved det projekt, som blev til på ryggen af et indgroet mindreværd over for stormagterne, især USA. Politikernes drøm. Befolkningerne drømmer bare ikke samme drøm. Hverken vi, der lod os true af socialdemokratiske politikere, der den gang i 1972 prædikede fred og frihandel og ikke suverænitetsafgivelse og centralt formynderi. Eller de sydeuropæiske lande, der gik ind i det her for at komme med i det pæne selskab – og undervejs udviklede sig til en finanskrisefremkaldt tiggerhær.
Nu advares vi mod alt lige fra kanelsnegle til højrepopulisme. Det er næsten ikke til at finde ud af, hvad der mest farligt… Lad os nyde kanelsneglene, og i stedet tage fat i det, det virkelig handler om. At være højreorienteret i EU anno 2014 har intet med kors, bånd og stjerner, lov og orden, stegt flæsk og rascisme i overvældende doser at gøre. Heller ikke knæfald for myndighedspersoner og storkapital. Det handler ikke om protektionisme og militærmagt. Tværtimod ser det ud til, at de fleste medlemmer af disse partier hverken vil krig eller magt. De er såmænd ganske almindelige sosu’er, fabriksarbejdere, studerende, landmænd, håndværkere og pensionister, der er uenige om mange ting, men som finder fælles fodslag i nogle få men vigtige mærkesager: Modstanden mod den almægtige bureaukratiske EU-mastodont og opgøret med en total fejlslagen indvandrer- og integrationspolitik, der tilsammen tvinger Europa i knæ.
Der er utvivlsomt reaktionære og fremmedfjendske elementer til stede, men mon ikke en plan for at standse den uhindrede indvandring til Europa kunne omvende disse xenofober? Jeg tror det. For næsten alle EU-medlemslandene kæmper i dag med store skarer af flygtninge og indvandrere, der ikke vil integreres, men som heller ikke har de fornødne faglige forudsætninger for fast arbejde, og som derfor er anbragt i ghettoer på de arbejdende borgeres regning. Idet Spanien er entré-land for rigtig mange flygtninge, ville det være klædeligt at se en mere aktiv indsats på området fra politikerne i Madrid i samarbejde med dem i Bruxelles. Men som med så meget andet i EU: Der er en masse målsætninger, men ingen planer for hvordan disse skal nås. Og et mål uden plan er som bekendt bare en drøm.
Udover en plan kræver det mod, handlekraft, ambitioner, skarpe holdninger og konstruktive provokationer, som alt sammen er en mangelvare i EU, der simpelthen ikke har kunnet mønstre nok af det til at føre en politik, der sikrer det demokratiske samarbejde i Europa og en effektiv integrationspolitik for indvandrerne. Tværtimod ligner det ren afmagt og forsømmelse.
I skrivende stund er der en måned til EU-valget, og tavsheden på dansk tv om det, der skal stemmes om, er nærmest larmende. Men det gør nok ikke så meget, for vi danskere har det med EU-stof som med brugervejledningen til brødristeren; vi gider ikke at sætte os ind i det. Brænder brødet på, giver vi producenten skylden, for fejlbetjening kan der selvfølgelig ikke være tale om.
Et EU som er andet og mere end et overflødighedshorn, hvorfra alverdens rigdomme vil flyde, uden at man (læs: de nye, entusiastiske, østeuropæiske medlemmer, der ligner sydeuropæiske kloner, som ikke vil sige farvel til hverken suverænitet eller virkelig dårlige vaner) behøver anstrenge sig for at gøre sig fortjent til dem. Det er der ingen garanti for. Er det garanti, du vil have, så køb en brødrister. Alternativt så stem til valget d. 25. maj i Danmark eller i Spanien.
he
Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa