17 personer anholdt i sagen om pensionssvindel
Politiet har de seneste dage anholdt 17 personer, som er mistænkt for at have deltaget i sagen ERE, hvor der i Andalusien skulle være fusket med 647 millioner euro af EU’s støtte til selskaber i økonomisk knibe. En del af pengene skulle i stedet være brugt til udbetaling af fiktive pensioner.
De 17 mistænkte er løsladt, mens sagerne endnu undersøges. De skulle have modtaget mellem 100.000 og 200.000 euro i ”førtidspension”, kun takket være deres forbindelse til venner eller familiemedlemmer i Junta de Andalucía og lokale firmaer. En af dem er, skriver El País, den tidligere borgmester i El Pedroso (Sevilla), Rafael Rosendo, som har forelagt bevis, at han har svindlet sig til 110.000 euro, for dommeren i sagen, Mercedes Alaya. Ifølge dokumentationen skulle han have været ansat i et firma kaldet Cydeplast, hvorfra han fik tilkendt førtidspension, selvom han aldrig nogensinde arbejdede der.
Foreløbig er 72 personer under mistanke i sagen.
Svindlen med ERE (expediente de regulación de empleo) giver ikke uventet anledning til et politisk slagsmål mellem den socialistiske lokalregering og oppositionspartiet PP, anført af Javier Arenas.
17 km strandpromenade i Marbella
Arbejdet på forbedringer af Marbellas strandpromenade skrider frem. Allerede nu kan man uhindret gå eller cykle fra San Pedro de Alcántara til stranden La Bajadilla, en strækning på 17 km.
Målet er en samlet promenade på 27 km langs byens strande. Arbejdet har en prisseddel på 10 millioner euro.
Samtidig har myndighederne, nærmere betegnet Costas, der hører under miljøministeriet og har ansvaret for landets kystområder, meddelt, at man også arbejder på at forbedre kommunens strande. F.eks. transporteres 700.000 kubikmeter sand fra El Cable til stranden La Fontanilla. Strandene skal være i ”perfekt stand” inden påskeugen, der begynder den 17. april.
Politiet redder kidnappet to-årig fra alfons
Politiet i Sevilla har reddet en to-årig dreng, efter han var blevet kidnappet af alfonser for at tvinge moderen til prostitution. Seks personer er blevet anholdt, to mænd og fire kvinder, som alle tilhører en organisation, der arbejder med menneskehandel.
Ofrene er nigerianske kvinder fra svære sociale og økonomiske forhold, som blev lokket til Spanien og andre europæiske lande med falske løfter om et velbetalt job. Ankommet til Europa bliver de tvunget til prostitution under trusler.
Efterforskningen i den pågældende sag blev indledt i december 2010, og det kunne dengang konstateres, at der befandt sig en gruppe nigerianere i Sevilla, som arbejdede med menneskehandel.
Under en ransagning forleden fandt politiet en to-årig søn til én af de nigerianske kvinder, der var blevet tvunget til at arbejde i Italien. Drengen blev holdt som gidsel for at få kvinden til at fortsætte som prostitueret.
Indtil nu er tre kvinder blevet løsladt og efterforskningen fortsætter på internationalt niveau for at redde flere ofre.
Mandlig konsul trækker sig efter karnevalstur i dametøj
Den panamanske konsul på De Kanariske Øer trækker sig tilbage, efter han har deltaget i karneval iført dametøj. Det skriver El País.
Konsul Ítal Giovanni Afú har indgivet sin opsigelse til det panamanske udenrigsministerium med effekt fra den 30. april. I en meddelelse på udenrigsministeriets hjemmeside står der, at ”for at understrege det arbejde Afú har lavet indtil nu, anerkender udenrigsministeriet, at han har haft det fornødne mod til at lade regeringens interesser og landets image komme før sin egen personlige fejltagelse, ved at komme med en offentlig undskyldning og trække sig fra sin post.”
Det er ikke et sjældent syn at se mænd i kvindetøj under karnevaller landet rundt, men for embedsmænd kan det åbenbart have alvorlige konsekvenser.
”Jeg fortryder det hele,” siger Afú, ”Alting skete i sidste sekund. Det var derfor, jeg valgte at klæde mig ud som kvinde. En ven tog et billede og lagde det ud på Facebook, uden at tænke over, om det kunne skade. At repræsentere mit land er vigtigere end at deltage i traditioner på De Kanariske Øer. Det var en fejl, og det vil aldrig ske igen.”
Ulve på fri fod i Barcelona
To ulve flygtede i går fra Barcelonas zoologiske have.
Medarbejdere i haven var i færd med at lukke et andet dyr ind i et område tæt på ulvenes. Denne uro af mennesker og biler gjorde ulvene nervøse, og de lykkedes at hoppe over hegnet og ud i haven.
900 gæster, heriblandt 17 skolegrupper befandt sig på det tidspunkt på området.
Dyrepassere lykkedes at fange den ene ulv med det samme, mens andre medarbejdere jagtede den anden. De besøgende blev bedt om at søge til lukkede områder, f.eks. blev børnene lukket inde i delfinariet.
Den anden ulv blev fundet en god time senere i udkanten af haven. Både ulve og besøgende er uskadte.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001