Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Dagens spanske nyheder fra La Danesa

Hemmelige ETA-dokumenter gemt i bankboks i Schweiz

Dokumentation på den spanske regerings drøftelser med den baskiske terrororganisation, ETA, skulle ifølge El Mundo ligge forvaret og beskyttet i en boks i en schweizisk bank.
I bankboksen skulle der være dokumentation for, at den tidligere konservative regering, ledet af José María Aznar, en enkelt gang skulle have ført forhandlinger med ETA’s top. I 2004, lige da PSOE var kommet til magten, ønskede den nye statsminister, José Luis Zapatero, så at finde frem til en løsningsmodel i stil med den, som Tony Blair kort forinden havde brugt til at opnå en permanent våbenhvile med IRA i Nordirland. Regeringschefen udpegede den schweiziske NGO Henry Dunant til at mægle i forhandlingerne, og det er denne organisations dokumentation, der nu ligger i en schweizisk bankboks.
Selv efter en skrøbelig våbenhvile røg af sporet, da ETA i december 2004 detonerede en bombe i Madrids lufthavn Barajas, hvor to blev dræbt, skulle regeringen have fortsat kommunikationen. Det skulle være sket på anbefaling af irske Sinn Fein.
Det er tvivlsomt, at selv en kommende regering vil kunne få dokumentationen på forhandlingerne at se. Hemmeligholdelsen skal også beskytte repræsentanterne fra Henry Dunant for eventuelle, senere repressalier.



 

Junta de Andalucía nægter at samarbejde med domstol

Den andalusiske lokalregering har nægtet at udlevere referater fra de seneste 10 års forsamlinger til dommeren, der undersøger skandalen om de formodede svindelpensioner. I sagen, kendt som ERE, mistænkes højt placerede politikere og embedsmænd samt private selskaber for at have fusket med op til 647 millioner af EU’s støtte til kriseramte selskaber.
Det er dommer Mercedes Alaya, som leder undersøgelserne, der har bedt om referaterne. El País citerer i dag en unavngiven talsperson i den lokale socialistiske regering for at have sagt, at man mener, at anmodningen er urimelig.


Spaniens mest berygtede bankrøvere arresteret

Politiet arresterede i går fem medlemmer af en berygtet bankrøverbande. Politiets aktion fandt sted i Bilbao, Portugalete i Vizcaya og Castro Urdiales i Cantabria.
De fem anholdte kan kædes sammen med omkring 50 røverier og toppede listen over eftersøgte i Spanien. En af de anholdte, kendt under navnet ’Bravo,’ er sigtet for drabet på ekspedienten Estela Calduch under et bankrøveri sidste år i Cambrils i regionen Tarragona.
Røveriet i Cambrils anses af myndighederne som bandens sidste røveri, der skulle markere enden på deres aktiviteter.
Banden beskrives af den ansvarlige for interne baskiske anliggender, Adolfo Ares og regeringsrepræsentant i Baskerlandet, Mikel Cabieces, som ’ekstremt farlige og professionelle og deres metoder har været yderst sofistikerede.’



Nye bygninger til domstol og politistation i Fuengirola

Byrådet i Fuengirola har besluttet at opfordre indenrigsministeriet til at opføre nye bygninger til politiet og domstolene i byen. Det nye forslag, sammensat af Partido Popular (PP) og Partido Andalucía (PA) opfordrer regeringen til at ’vise sin klare vilje til at bygge nye lokaler til disse formål, og at sætte en tidsplan for deres gennemførelse.
En plads på 3.294 kvadratmeter er afsat til byggeriet af en politistation, der er tre gange større end den nuværende. Rodrigo Romero, ansvarlig for almen sikkerhed i Fuengirola, mener, at de nuværende lokaler er forældede, og at det i dag udgør en sikkerhedsrisiko for politiet, da deres arbejde hindres på grund af mangel på plads.
Domstolene, som i dag ligger spredt ud forskellige steder i byen, vil blive samlet, så dommerne får bedre kontakt med sekretærer og tjenestemænd. Til domstolene er der afsat et areal på 6.000 kvadratmeter.
PA har begæret, at projektet skal påbegyndes hurtigst muligt, men PSOE har dog i en pressemeddelelse givet udtryk for, at den udsete byggegrund i øjeblikket ligger i en retstvist hos forvaltningsdomstolen i Málaga.


Spanien klar til at forsvare EM-titlen

Det spanske fodboldlandhold vandt i aftes 3-1 over Litauen i en kamp spillet på en bane nærmest uden græs på i Kaunas.
Spanien har vundet alle fem kvalifikationskampe, og med 15 points og kun tre spillerunder tilbage, er holdet sikker på at være med ved slutrunden i 2012.

Læs flere nyheder her…

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.