Restaurantbesøg på El Olivo

Rafael del Valle Gomez har spanske forældre, men er født og opvokset i Frankrig tæt ved Aix en Provence. Allerede som 14-årig viste Rafael interesse for det finere køkken og begyndte dengang sin uddannelse på Le Beau Gravier, en Michelinstjerne-restaurant med speciale i Foie Gras og trøfler. Som 20-årig vendte han tilbage til Spanien for at arbejde videre inden for det fag, han holder så meget af, madkunst, og efter mange års hårdt arbejde og opsparing er han endt med sin egen gourmetrestaurant El Olivo i La Cala.

Stedet
Godt gemt, men godt kendt, i La Cala tæt på stranden ligger restaurant El Olivo, som med sin fantastiske patio med en stor bar centralt placeret i midten byder os velkommen. En stor terrasse, hvoraf en del er overdækket, bruges i alle de måneder, vejret tillader det, og den indendørs restaurant med pejs og bar bruges i vintermånederne. Udendørs er der plads 85 gæster og indendørs op til 100 gæster. Og så er der god plads, ingen borde står klemt sammen, der er luft, og man føler, at det er mere intimt og praktisk, at man ikke skubber stolen op i en, der sidder bagved, hvergang man måske skal rejse sig. Samtidig har tjeneren også har plads til at bevæge sig.
De fleste kunder er udlændinge, som søger det mere internationale køkken med atmosfære og en gastronomisk oplevelse udover det sædvanelige, et sted hvor man føler sig hjemme og kan slappe af. Og efter middagen kan man også besøge loungebaren for at nyde kaffen eller en drink.

Tjenerne taler flere sprog, er venlige, sjove, kender betydningen af god service, og man føler sig meget hurtigt velkommen og til rette på El Olivo.

Menukort og friskhed
Køkkenet hos El Olivo er både spansk- og franskinspireret og kendetegnes især de mange lækre saucer, der følger med mange af retterne, samt gratinerede lækkerier, foie gras, fiskeretter m.m. Spisekortet er meget varieret og spændende. Det er også muligt af få herlige grillretter hos El Olivo. Alt sammen friskt og fantastisk tilberedt. Det er jo fantastisk, at grøntsagerne kun lige er blancheret, og at gulerodden knaser, og at bønnerne stadigt er grønne og ikke har lidt under flere timers udkogning. Vi studerede menukortet og kunne desuden konstateret, at priserne er rimelige i forhold til det høje gastronomiske niveau. Som sagt havde vi valgt at lade Rafael overraske os, og vi blev ikke skuffede. Tværtimod var det en ekseptionel oplevelse, som vi vil huske i de næste par dage, når der skal forbrændes lidt ekstra i fitnesscentret. Vi glæder os til at komme tilbage igen og nyde stemningen – og det helt specielle ”Je ne sais pas”, som El Olive har. Om vinteren er der livemusik enten fredag eller lørdag, og El Olivo kan også bruges til fester eller andre arrangementer.

Maden og Vinen
Til at starte med fik vi rucula-salat med æble og pære i en vinagrette dressing med karamelliseret gedeost, dekoreret med friske frugter. En frisk forret hvor osten var den mest dominerende ingrediens.
Hertil fik vi serveret en hvidvin fra Rioja, Baron de Ley, som passede helt fint til salaten. Den tørre, let frugtige vin, som overraskede ved at have mere krop end forventet, havde det passende syreindhold til at stå op imod osten, men samtidig virkede den opfriskende på vinagrette-dressingen. Et godt valg.

Bagefter var det fiskens tur. Flot præsenteret fik vi en tallerken med søtunge fyldt med delikate kammuslinger serveret med en lækker hummerflødesauce og sprøde grøntsager. Den valgte vin hertil var fra Galicien fra D.O Rias Baixas og lavet på druen Albariño. Med sin fine og sarte farve og bouquet med frisk syrlighed, duft af citrus, abrikos og fersken, virkede den som perfekt kompagnon, som ligeledes kunne have passet til frugtsalaten.

Og for at vise den spanske del af menukortet fik vi serveret pattegris confit. Rafael forklarede, at det er en af de hovedretter, han sælger flest af, og at det er den, som tager længst tid at forberede, nemlig mellem tre til fire timer i ovnen, så den kommer ud fantastisk saftig og blød i kødet men sprød på overfladen. Den blev serveret ovenpå en bolutussauce med faste små ovnbagte kartofler.

Hertil fik vi serveret en dejlig, fyldig, krydret vin fra D.O Toro lavet på druen Tinta de Toro (også kaldet Tempranillo) og lagret i otte måneder på egetræsfade. Vinen passede godt til det ”fede” kød og havde tilpas krydderi og virkede ikke dominerende men faktisk rensende og frisk, selv om den havde en god krop.

Til dessert fik vi en ananas-carpacchio med mandarinsorbet, dekoreret med friske jordbær og hindbærpure, og let sprøjtet med cointreau.

Faktisk var det lige hvad vi manglede på daværende tidspunkt; noget forfriskende, koldt og let. Vi var så mætte, da vi nåede til desserten, at hvis Rafael havde serveret en chokoladedessert, havde selv Mugge måtte sige nej tak (og der gør han ellers ALDRIG, når det drejer sig om chokolade). Heldigvis var desserten yderst forfriskende, og det blev kun bedre med det glas Laurent Perrier Rose Champagne, som blev serveret dertil. En meget stilfuld og elegant, ja subtil lyserød Champagne, der kombinerer delikat finesse med stor smag med en blid aroma af friske jordbær og tørrede frugter på en svagt urteagtig bund. En bedre slutning på en fantastisk aften ville have været svær at forestille sig.