Vi mødte lige… Marianne Rasmussen

Hun er en livlig sjæl blandt danskerne på Solkysten. I snart 25 år har Marianne boet, arbejdet og været aktiv i foreningslivet – ikke mindst i Margrethekirken. Særligt i kirken har hun altid fundet ro og fundet sig selv. Netop ro og lysten til “en ny start” var præcis hvad hele familien havde brug for, da de i 2002 slog sig ned i Mijas.

De landede mor, far og to børn. I hver sin forstand er de tre sidste fløjet videre, mens Marianne lyder sit singleliv i sin lille drømmelejlighed i Los Pacos i udkanten af Fuengirola. “Faderen til mine to børn havde fået et piskesmæld i en ulykke, men her i varmen havde han det meget bedre og levede næsten uden smerter,” fortæller Marianne. Hun var i starten af 40’erne, da hun tog hul på et nyt liv og en ny dagligdag på Solkysten. Med sig havde hun Daniel og Dorthe på 12 og 10 år. Bag sig lagde hun familiens gode forretning.

Guldet på Amager

Særligt i de første år gik alt godt. Børnene faldt godt til i skolen og fulgte danskundervisningen på Bonanovas aftenskole. Forretningen i Danmark håndterede medarbejderne særdeles godt. “Vi havde en guldsmed i Amagercentret, som vi lod medarbejderne drive mod en overskudsdeling, da vi tog afsted. Siden da gik det bedre end nogensinde,” husker Marianne. Hun faldt selv fint ind i sin nye hverdag, men efter nogle år gik der knas i ægteskabet. “Vi gik hver til sit, men begge kom fint videre – både med nye partnere og nye udfordringer.”

Mariannes hjerte bankede for Erik. Det bankede også for hans nystartede café på feriapladsen i Fuengirola.

Livet på La Vida

Det var tilbage i 2008 – lige som finanskrisen brød ud. “Det var hårde tider, og vi tog fat helt fra bunden, men efter et par år begyndte det at gå rigtig godt,” husker Marianne, som nød livet på Café La Vida. “Jeg elskede stemningen, omgangen med kunderne og personalet. Jeg har kun gode ord og glade minder fra det kapitel i mit liv,” forsikrer Marianne. Næste kapitel blev callcentret Infonordic. Det har med tiden skiftet navn nogle gange, men aldrig ændret Mariannes arbejdsglæde. “Jeg har altid haft gode og modne kollegaer, været glad for arbejdsopgaverne og min løn,” fortæller Marianne, som har været alt fra mødebooker til ansvarlig for HR afdelingen. Hun bliver dér, til hun skal pensioneres. Derefter vil hun bruge endnu flere kræfter på kirken, foreningslivet og gode formål.

Det store jubilæum

Den danske kirke i Mijas har altid haft en stor plads i Mariannes hjerte. Det tog for alvor form, da hendes børn skulle konfirmeres. “Jeg begyndte at hjælpe lidt hist og pist, og endte med, at jeg kom i menighedsrådet og senere blev formand. Jeg nyder arbejdet og selve kirken, fordi for mig er kirken en helt naturlig del af vores liv. Det er her vi døbes, konfirmeres, bliver gift og bisat.” Marianne Rasmussen ser derfor også frem til den 8. november. Den dag har Margrethekirken 25 års jubilæum. Det bliver med Marianne som primus motor for aktivitetsudvalget.

“Der kommer at ske en masse, og tilsvarende håber jeg, at alle danskere her vil gøre bare en lille smule for at sikre Margrethekirkens fremtid, ve og vel. Det er et gode at have en dansk kirke i udlandet,” mener Marianne, som altid giver, hvad hun har. Det gælder også, når hun åbner for kirkens AA-møder og deltager i Odd Fellow logens arbejde. “Begge steder er det et spørgsmål om menneskekærlighed. Jeg elsker det sociale perspektiv og krydres det med tanken om omsorg, at hjælpe og støtte hinanden, er jeg i ét med mig selv,” bliver de sidste ord fra Marianne Rasmussen. Hun bliver på Solkysten, så længe hun kan klare sig selv. Rigtig gammel vil hun helst blive i Danmark, hvor børnene og den danske ældrepleje trækker.

Fem hurtige til Marianne

Din bedste og værste tid på Solkysten?

Den bedste var nok, da vi kom i 2002. Det var som en åbenbaring for mig, og mine to børn faldt hurtigt til. Den værste tid var for fire år siden, da jeg blev opereret i tarmen, og så i 2008, hvor jeg mistede min mor. Jeg tror, det tog hårdt på mig, forbi min far døde endnu yngre, samt at jeg er enebarn.

Har du en drøm?

Det er at dø med træskoene på. Min drøm er at kunne klare mig selv til det sidste. Og min daglige livsfilosofi går altid på at få det bedste ud af livet hver eneste dag.

Din største bekymring her og nu?

Globalt er det klimaet og alle de trusler, der i de seneste år er kommet udefra. Det gælder både krig, handelskrig og anden elendighed.

Lokalt er det den enkelte borgers økonomi. Alt er blevet meget dyrt og boligpriserne er helt uden for menigmands rækkevidde.

Det vildeste du har prøvet?

Det var at flyve i et privat propelfly fra Roskilde over København. Jeg blev inviteret med om bord af en velhavende ven. Det må snart være 25 år siden.

En ting som (næsten) ingen ved om dig?

Jeg har højdeskræk. Det rammer mig ikke, når jeg sidder i en flyver, men bevæger jeg mig ud på Kongestien, går det helt galt. Af samme årsag har jeg aldrig boet højere end på tredje sal.