Hvorfor vi siger sherry og ikke vin fra Jerez

Hvorfor vi siger sherry og ikke vin fra Jerez

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Vin jerez sherry

Beder man på en spansk bar om et glas sherry, er der en stor sandsynlighed for, at tjeneren bare vil kigge uforstående på én. Spanierne bruger sjældent dette udtryk, men kalder i stedet Jerez-vinene for fino, manzanilla, amontillado og hvad de nu alle sammen hedder.
Det er i stedet takket være briterne og i første omgang viceadmiralen Francis Drake, at vi fra de nordligere breddegrader i dag kalder vinene fra Jerez for sherry.

Overraskelsesangreb på Cádiz

Denne historie fører os tilbage til slutningen af 1500-tallet. På den tid sejlede spanierne tonsvis af guld, sølv og eksotiske planter hjem til Spanien fra dagens Syd- og Mellemamerika. Samtidig havde briterne koloniseret størstedelen af Nordamerika, hvor de modsat spanierne ikke fandt de store rigdomme.
Det syntes dem åbenbart uretfærdigt, og de angreb og plyndrede derfor de tungt lastede og langsomt sejlende spanske skibe på åbent hav. Den daværende britiske dronning, Mary I (kendt som Bloody Mary), skulle have set gennem fingre med dette sørøveri.
Spaniens monark, Felipe II, tog det ganske fortrydeligt, og da var det, at han beordrede opbygningen af den spanske armada, hvormed han skulle indtage Storbritannien og enten lade sig selv krone eller overgive magten til den katolske Mary Stuart. Mary I fik dog nys om spanierens plan, og hun beordrede derfor et forebyggende overraskelsesangreb på den spæde armada.

2.900 tønder vin

Det var Francis Drake, der fik ordren til at drage til Spanien. Han ankom den 29. april 1587 til Cádiz, hvor han tog spanierne på sengen. Han destruerede 37 skibe og satte den halve by i brand.
På kajen fandt han 2.900 tønder med vine, der skulle udskibes til kolonierne, og som var tilsat ekstra alkohol i form af druestrit for at vinen kunne klare turen i tønderne til den anden side af Atlanterhavet. Al denne vin, der kan omregnes til 145.000 liter, stjal Drake og leverede den til det britiske kongehus.
Briterne var naturligvis begejstrede. Heriblandt var den følgende dronning, Elizabeth 1, og William Shakespeare, der har omtalt vinene i flere af sine teaterstykker. Briterne havde allerede fra 1200-talle importeret vine fra området, men denne ladning så de som et symbol på det succesfulde angreb og på briternes overlegenhed. Eftersom vinen kom fra området omkring Jerez de la Frontera, navngav de vinen derefter. Nu havde de det lidt svært med den spanske j-lyd, som de udtalte med sj, og dermed var udtrykket sherry opstået.
På grund af den store popularitet, som sherryen fik i Storbritannien, valgte mange englændere i de kommende, mere fredsommelige tider at etablere sig i og omkring Jerez, og fra denne tid stammer flere af de nuværende sherry-huse såsom Williams & Humbert og Sandeman, og på grund af denne historie er Storbritannien stadig den dag i dag den største importør af vinene fra Jerez.
Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa