Der er atter blevet plads til Málaga Club de Fútbol, og de blå-hvide hjerter, i den spanske 1. division. Netop hjerterne er der blevet talt så meget om, siden klubben i midten af juni sikrede sig den længe ventede tilbagekomst til La Liga. Málagas oprykning har nemlig givet genlyd i det fodboldglade Spanien, for den er sket på stærkt utraditionelle vilkår.

De utraditionelle vilkår tog form i forsommeren 2018, da Málaga C.F. spillede sin sidste kamp i 1. division. Det var med nedbøjede hoveder og i et dybt bekymrende scenarie, at holdet rykkede ned. Klubbens formodede ejer, Al-Thani og hans sønner, havde forladt landet og økonomien var tilmed så hullet, at myndighederne måtte sætte en administrator ind. Det var starten på nogle triste og turbulente år for fodbolden i Málaga, hvor holdet sågar måtte helt ned at vende i landets tredjebedste række. Men klubbens mange fans svigtede aldrig. Det samme kan kun siges om den offentlige administrator José María Muñoz. Trods nærmest umulige vilkår fik han på klubbens kontorer balance i regnskaberne, mens byens mange fans fra lægterne ukueligt har heppet på byens hold. Selv da Málaga C.F. spillede i den tredjebedste række, var det helt almindeligt med 15.000–20.000 tilskuere til hjemmekampene. Det er fans med blå-hvide hjerter.
Særligt efter Loren Juarros’ tiltræden som sportsdirektør, har de blå-hvide hjerter slået i dobbelttakt. Hans indgangsvinkel til fodbolden i Málaga står nemlig i stærk kontrast til tidens trend, hvor man alle steder forsøger at købe sig til et godt hold. Tilsvarende måles et holds styrke forud for sæsonen ofte på dets budget. Men sådan er det ikke længere i Málaga. Klubben har små budgetter, ingen kassekredit, ingen mulighed for kapitaludvidelser eller sælge til en ny kapitalstærk ejer. Det skyldes udelukkende de to langtrukne retssager mod Al-Thani, hvoraf den ene går på ejerforholdet i klubben. Før den er løst, kan klubben ikke handles, udvide sin kapital og andre spændende ting.

Det kan sportsdirektøren ikke gøre noget ved. Til gengæld kan han sammensætte spillertruppen ud fra en række nye kriterier. Loren Juarros vil nemlig have sultne spillere i truppen – og med et stort blå-hvidt hjerte. At Málaga C.F. for et par måneder siden rykkede op i 1. division skyldes i højeste grad en fight og en klubfølelse, som er svær at finde andre steder. At se hvordan David Larrubia, Dani Lorenzo og Chupete samlede truppen og motiverede sine medspillere forud for den afgørende oprykningskamp mod Almeria, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på klubbens fans. De har alle tre spillet i klubben hele deres liv og har et stort blå-hvidt hjerte. Det er også derfor, disse tre frontfigurer bliver i klubben trods gode tilbud udefra. Deres drøm er at spille for Málaga i den bedste række. Situationen er identisk for næsten hele truppen, som har tilbragt en stor del af ungdomsårene i Málaga C.F. Nu hvor Málaga er tilbage i 1. division og, primært takket være tv-rettighederne, får lidt mere mønt at gøre godt med, holder Loren Juarros fast i sin filosofi. Han falder ikke for en hollandsk angriber, som har haft et godt år i tyrkisk fodbold og scoret en masse mål. Han fristes heller ikke for et købstilbud på en ungarsk forsvarsspiller, som har fået sit gennembrud i den tyske bundesliga. Málagas sportsdirektør vil nemlig ikke have handelsvarer, men derimod spillere med hjertet på rette sted. Derfor har han forud for sæsonen styrket holdet med forsvarsspilleren Fernando Calero, som kommer retur til Málaga efter en række gode år i spanske 1. divisionsklubber – senest Espanyol. I Celta har klubben hentet midtbanespilleren Carlos Dotor, og fra Leganes kommer angriberen Juan Cruz. De har alle gjort det godt i deres klubber men har nu valgt at vende retur til Málaga C.F., hvor de har haft hele deres fodboldopvækst. Det er også spillere, som træner Juan Francisco Funeshar et godt kendskab til fra sin tid som træner i klubbens ungdomsrækker. Også Funes er malagueño og har et blå-hvidt hjerte. Sådan er det hele vejen rundt i dagens Málaga Club de Fútbol, som lykkeligt er tilbage i den fornemmeste spanske række. Om det er nok til at overleve i 1. division er stærkt tvivlsomt. Til gengæld er det helt sikkert, at de 11 på banen og de 30.000 på lægterne har hjertet på rette sted. De blå-hvide hjerter banker stærkere end nogensinde.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001