De fleste udlændinge, der besøger Spanien, bliver overrasket over de lange stednavne, som ofte kan bestå af tre eller fire ord og derfor ofte kan være ret umulige at både huske og udtale. Men hvorfor er navnene så lange? Er ét navn ikke nok? Og hvilken landsby har det længste navn i Spanien? Her ser vi på nogle lange landsbynavne og undersøger, hvor de kommer fra.
Historiske navne
Et land med en lang historik har selvfølgelig mange historier at fortælle, og nogle gange sker det simpelthen ved stednavnene. Tag kystbyen El Puerto de Santa María (Jomfru Marias havn) i Cádiz-provinsen. Når man taler om El Puerto, som de lokale kalder det, tænker man ofte på den spanske opdagelse af Amerika, fordi det var her, Columbus boede i 1500-tallet, mens han ledte efter midler til sine rejser til det ukendte Indien. Og det var også i nærheden af El Puerto, at han og hans besætning på 90 mand sejlede fra med skibene La Pinta, La Niña og la Santa María den 3. august 1492. Men navnet er meget ældre end dette, da kong Alfonso X kaldte stedet Santamaría del Puerto, efter at han generobrede området fra maurerne under reconquistaen i 1260.
Andre kendte stednavne, som har med historie at gøre, er alle de byer i Andalusien, der har ‘de la Frontera’ (ved grænsen) i navnet, såsom Jerez de la Frontera. Arcos, Morón, Castellar, Viejer, Chiclana, Conil, Cortes og mange andre byer og landsbyer deler denne tilføjelse i navnet, selvom disse steder i dag ikke er tæt på en enkelt grænse. Da den kristne Reconquista-hær gradvist generobrede landet og Nazari-kongedømmet faldt til Granada i 1492, lå mange byer på grænsen mellem de to hære, eller de kristne og islamiske lande. Siden kampene varede i over to århundreder, fik disse grænsebyer betydelig militær, strategisk, religiøs og kulturel betydning. Som det stadig er tilfældet med grænseovergange, var disse ofte skueplads for ulovlig handel, plyndring, gidseltagning og endda slavehandel.
Ellers kan den muslimske indflydelse på Spanien også ses i stednavne. Navne, der begynder med for eksempel Al (såsom Almería og Alpujarra) kommer fra det arabiske præfiks ‘Al’.
Geografiske navne
Andre spanske stednavne kommer fra geografiske beskrivelser af byen og dens omgivelser. Navnet kan for eksempel nævne et bjerg eller en flod i nærheden eller noget andet geografisk, som byen er kendt for. Vi kan finde eksempler på dette på Costa del Sol med Arroyo de la Miel (honningbæk), eller landsbyen Setenil de las Bodegas (Setenil med vinkældrene) i Cádiz-provinsen.
Andre stedsbeskrivelser bruges til at skelne to byer/landsbyer med samme grundnavn fra hinanden. Dette er tilfældet med de to byer i Málaga-provinsen Alhaurín de la Torre og Alhaurín del Grande. Det samme gælder bjerglandsbyen Zahara de la Sierra (Zahara i bjergene) som adskiller sig fra en anden by også kaldet Zahara – kystbyen, Zahara de los Atunes (Zahara med tunfisken).
Religiøse navne
Spanien har utallige helgener og hellige jomfruer, som også nogle gange indgår i stednavnene, især hvis der er sket et mirakel i området. Vi behøver ikke gå længere end til San Pedro de Alcántara på Costa del Sol for at se et eksempel på et religiøst stednavn. Selvom byen går tilbage til romertiden, hvor den hed Silniana, blev stedet, som vi kender det i dag, navngivet af den adelige Manuel Guitiérrez de la Concha e Irigoyen, den første markis af Duero, som skabte en landbrugskoloni på stedet i 1860’erne og opkaldte den efter sin favorithelgen (Sankt Peter) og sin egen mor, Petra de Alcántara Irigoyen. Colonia de San Pedro de Alcántara blev også nævnt i et kongeligt dekret i 1867.
Landsbyen med det længste navn
Byen med det længste navn i Europa (58 bogstaver) ligger på øen Angesley i Wales, og hedder Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwlllantysiliogogogoch, som forståeligt nok normalt forkortes til Llanfair PG på de fleste kort. I fri oversættelse betyder det mere eller mindre ’Skt. Maria Kirken i gruben med troldhassel nær malstrømmen og St. Tysilios Kirken nær den røde hule’.
I Spanien har vi ingen byer med så lange navne, især i ét ord, men der er stadig nogle solide stednavne. Ifølge det spanske statistiske centralbureau er den kommune i Spanien med det længste navn Gargantilla de Lozoya y Pinilla de Buitrago i Madrid-provinsen. Med sine knap 400 indbyggere er det en mundfuld for en meget lille by!
(Kilder: La Razon, Visit Andalucía, Britannica, Antena 3, INE, forebears.io, 20 minutos, Rick Steves, Archhyde og Thekidsshouldseethis)
Af Karethe Linaae
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001