En spaniensdansker ser tilbage marts

En spaniensdansker ser tilbage marts

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Holger Johansen kom til Spanien under Franco, og har oplevet meget mere af landet end de fleste andre spaniensdanskere. I dag bor han på en finca uden for Málaga, og kan se tilbage på et langt liv fyldt med oplevelser fra den store verden – og ikke mindst oplevelser her fra Spanien, som han har fulgt på rejsen fra diktatur til demokrati.

84-årige Holger Johansen er en dejlig fortæller og en yderst habil skribent, og det er os en fornøjelse at bringe hans klummer i La Danesa, begyndende med begyndelsen i La Danesa februar – om hans ankomst til Spanien i årene efter Anden Verdenskrig. I denne måned tager Holger fat på et glohedt emne, nemlig tyrefægtning, som han, i løbet af sine mange år her i landet, selvfølgelig har stiftet bekendtskab med.

En graciøs men uværdig kamp
Tyrefægtning var, allerede dengang jeg kom til Spanien, genstand for hed debat. Nogle mener, det var den ældste form for sport: Dysten mellem den menneskelige intelligens og den rå, dyriske styrke. Jeg selv var ikke i tvivl. Ernest Hemingway stod som idol for en stor del af ungdommen, og hans beretninger om den spanske borgerkrig og begejstring for tyrefægtning satte sine spor.

Jeg sad på en af verdens største og flotteste tyrefægterarenaer. En port ud mod arenaen blev åbnet, og en prægtig tyr kom frem og standsede brat op, en smule forvirret. Det var tydeligt, at det skarpe lys blændede den, sollyset og genskindet fra sandet på den hvide arena. Som en enlig imponerende majestæt stod den der lidt for at vænne sig til lyset. Den virkede selvbevidst og var til fulde klar over sin egen styrke. Så fik den øje på tyrefægteren, der i sin farvestrålende dragt ligefrem lyste i solen, og med en kraft som en krigstank og en fart som et eksprestog satte den kurs mod ham. Det udvikler sig nogle gange til noget, der ligner en leg, en dans, en elegant ballet mellem de to, hvor døden spiller med som en usynlig tredje partner.

Det var fascinerende, og mon ikke det er denne del, der er essensen af hele tyrefægtningen? Jeg forstod Hemingways begejstring og delte den fuldt ud. Men så sker der en ændring, og det følgende forløb er hverken elegant eller æstetisk. Den atletiske tyrefægter bliver afløst af en overvægtig klumpedumpe på hesteryg. Picadoren, som rytteren kaldes, var så godt pansret, at han dårligt kunne bevæge sig. Han var udstyret med en enorm lanse, som han gentagende gange med al kraft fik stødt ned i tyrens nakkemuskulatur og drejet rundt, så blodet flød og størknede i tykke lag ned ad dens flanker. ”Los banderilleros”, der var næste indslag, næsten som æstetisk befrielse. De plantede deres farvestrålende ”pinde”, seks i alt i tyrens ryg med beundringsværdi, elegance og atletisk behændighed.

Lige kamp? Det mindede mere om en mobning, og jeg kom til at tænke på vores tykke dreng i klassen. En skikkelig lidt overvægtig dreng med en IQ, der ikke nåede de store højder, blev konstant mobbet og drillet. Han kunne have vendt bunden i vejret på hver og én af os og givet os en velfortjent røvfuld. Men sammenrotningen mod ham levnede ham ikke en chance. Hvis tyrefægteren skulle handicappes mentalt på samme måde som tyren var blevet det fysisk, ville det nok svare til, at man hældte en liter cognac i ham og lukkede ham ud på arenaen sammen med tyren. Hvor lang tid ville det mon vare, før han hang på et af tyrens horn som en våd karklud? Manolete, som vel nok var Spaniens mest berømte tyrefægter, blev dræbt under en tyrefægtning og ligger i et gravmæle, der er en kejser værdig. Men hans modstander og sejrherre, tyren, hvad skete der med den? Levede den på en grøn eng, til den døde af alderdom, mæt af dage?

Hemingway siger et sted, at et tyrefægterpublikum består af to hold. Det ene hold identificerer sig med tyrefægteren, det andet med tyren. Det, tror jeg, er fuldstændig rigtigt. Jeg har forsøgt at holde mig på midterlinjen, være helt neutral. Jeg er bestemt ikke sikker på, det lykkedes. Kan nogen være fuldstændig neutral? Jeg synes simpelthen, at den første del af en tyrefægtning er betagende: Sporten, graciøsiteten, elegancen og storheden. Jeg kan også fuldt ud forstå dem, der identificerer sig med tyren i anden dels blod og dyrplageri.

Får jeg lov til at vælge min næste tilværelse: dansk bacon-svin eller spansk corrida-tyr, ville jeg ikke betænke mig et sekund. Tyren har da et liv før døden, et frit liv på Andalusiens vidtstrakte græsmarker. Og hvis man så mener, at den første del af en tyrefægtning er en storslået optræden og den anden – fejlagtigt eller ej – ikke er så barbarisk, som det ser ud til, så må en god tyrefægtning da være den helt store oplevelse. Ikke helt alligevel, for man føler, at der er et eller andet galt. Kan man kalde det etikken?

Dens skæbne er for længst afgjort. Den skal dø. Tyren skal handicappes, så den bliver mere medgørlig. Med lede lansestik tapper man den for blod og invaliderer dens rygmuskler. Planen skal følges så systematisk som arbejdet på en spegepølsefabrik. Man sidder tilbage lidt tom indeni, lidt trist og depressiv, føler at noget stort og dyrebart er ødelagt, at nogen har tabt deres værdighed. Hvad får en titusindtallig menneskemængde til at juble begejstret, mens et af guds flotteste skaberværker, den stolte tyr, der troede den kunne beherske verden, gradvist og systematisk berøves sine naturlige kampmuligheder og kort efter af et muldyrspand bliver trukket ud af arenaen som et blodigt kadaver efter at have fået dødsstødet, nådestødet. Så bliver det blodplettede sand revet ud og ordnet, så der kan være pænt og nydeligt til næste forestilling. Er det sport?

Den store arena, hvor jeg så min første corrida, bliver lukket og slukket. Man bliver trods alt lidt nostalgisk. Kunne man ikke have ændret spillereglerne, tillempet dem til bløde nutidsmennesker? Det er nok en smule utopisk at tro, at tyr og tyrefægter en gang slutter dysten med at klø hinanden mellem hornene og sige: ”Tak for en god kamp”. Men lidt derhen af i den retning. For ”kampen mellem ånd og magt” kan nu være ret betagende.

I næste nummer af La Danesa skal vi læse Holgers bud på, hvordan stemningen var omkring den politiske undertrykkelse i Spanien i 1952 og folks angst for at udtale sig.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa