Renée Toft Simonsen om den vigtigste del i livet

Renée Toft Simonsen om den vigtigste del i livet

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Renée Toft Simonsen er så meget mere end The Face of the 80’s; psykolog, forfatter og klummeskribent. Hun er også mor, og det har altid været det primære i livet for den tidligere topmodel. I dag, 19 år efter hun fik sit første barn, vinker den 47-årige mor til tre, farvel til en stor del af sig selv. Nemlig mor-delen. I den spanske lokalkolorit fortæller hun om at være mor, føle sig undværlig og at opleve endnu en opblomstring i livet.

Det er formiddag og varmt. Termometeret viser 23 grader, duften af forår har ramt Málaga. Uden for caféen strækker jeg hals for at mærke solens stråler i ansigtet. Jeg nyder varmen, lydene og duften, da jeg får øje på hende. De lange stænger slentrer en naturlig catwalk, mens hun svinger det cremefarvede tørklæde over skulderen. Et varmt modelsmil møder mig, hun rækker hånden ud og præsenterer sig på syngende århusiansk. Jeg mærker med det samme imødekommenhed og er ikke ét sekund i tvivl. Det bliver et godt interview.

Kærlighed ved andet blik
Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig har ud over en finca i Canillas købt en lejlighed i hjertet af Málaga. Det er meningen, at de fra om fire-fem år, når den sidste i børneflokken fylder 15, vil tilbringe vinteren under Spaniens sol. Men Renée Toft Simonsen blev ikke forelsket med det samme, da snakken faldt på køb af hus her i landet.

”I forhold til Sydfrankrig eller Italien, som er noget mere grønt og frodigt, syntes jeg, da vi kørte rundt i bjergene, at alt lignede hinanden. Alt er lidt svedent og brunt, og jeg kan huske, at jeg sagde: Det hele ligner jo en stor, brun klump. Men Thomas var tændt på Spanien, og så blev det Spanien,” fortæller Renée Toft Simonsen, der i dag, 12 år efter, synes her er vidunderligt.

Det, som de har frem for alt, er det gode vejr. Nu sidder vi her i februar måned, og solen skinner, og jeg sidder lige og overvejer at tage min jakke af, for jeg har vidst fået for meget tøj på. Det vejr giver nogle muligheder for et udendørsliv, som vi slet ikke har derhjemme.”

Da jeg møder hende, er Renée Toft Simonsen i Málaga sammen med sin søster, mens hendes mand er på skiferie. Pigerne ville ikke med til sydens sol og varme, og drengene er taget med far til Alperne. Ida Maria er Thomas Helmigs datter på 20. Ulrikke på 19 og Jens Kristian på 17 er Renée Toft Simonsens børn, og sammen har de Hugo på 14.

”Møgunger,” siger hun og griner.

Når mor føler sig undværlig
Renée Toft Simonsen erkender, at snart er det bare hende og Thomas. Hun synes, det er meget svært, at børnene begynder at ville andre ting, og at det ikke længere har samme interesse at tage med mor og far på ferie. Hun er meget familiemenneske og har prioriteret sine børn så meget, at hun har en fornemmele af, at hendes familie i øjeblikket går i opløsning. Hun har svært ved at tage afsked til den del af livet og den måde at være familie på. Det har været svært at sige farvel til mor-delen, som er en meget stor del af hende.

”I næste måned skal Hugo til Brasilien med skolen, Ulrikke skal til USA med gymnasiet, Thomas og Jens Kristian tager herned, og så er jeg derhjemme. Jeg får sådan en fornemmelse: Hvor er de alle sammen?, hvor er mine kyllinger?, de skal jo være lige her,” fortæller Renée Toft Simonsen, der pludselig skal forholde sig til, at den første kylling er ved at være klar til at flyve fra reden.

”Ulrikke fik lige pludselig flyttefeber, og der er ingen tvivl om, at hun er flyvefærdig. Jeg har overtalt hende til at vente med at flytte til sommerferien, så hun lige kan færdiggøre 2.g. Det har været med lodder og trisser at få hende til det.”

Renée Toft Simonsen får følelsen af, at familien går i opløsning, når Ulrikke flytter hjemmefra. Oplevelsen af at de ikke længere er samlet som familie. Her joker hun med, at selvom datteren er klar, er det ikke ensbetydende med, at moderen er.

”Man bliver undværlig på et tidspunkt som mor. Du er uundværlig, så længe de er små. Jeg tror altid, at man gerne vil have sin mor i baghånden, men man har ikke behov for at have kontakt til sin mor hver dag, og det er smerteligt som mor, tror jeg,” fortæller Renée Toft Simonsen, der beskriver det som den transformation, hun er midt i.

”Ulrikke er i Prag den her uge, når jeg ikke har hørt fra hende i to dage, så skriver jeg en sms: Hva’ så, hvordan går det i Prag?, har du det godt? Så kommer der ikke noget svar, og så skriver jeg næste morgen: Giv lige lyd, og så kommer der en sms: Lyyyyyd,” siger hun, mens hun prøver at imitere datteren.

”Jeg vil være sådan en, der render rundt efter dem: Nå, skal du bo her, så skal jeg også bo her,” joker mor Renée, mens hun griner.

Renée Toft Simonsen har lagt meget vægt på familien, og det har været hendes primære opgave. Hun er uddannet psykolog, er forfatter og har skrevet en masse bøger. Men det har ifølge hende selv på en eller anden måde været sekundært. Det, der skal laves om nu, er, at børnene skal til at være sekundære i hendes liv, og alt det andet skal til at være det primære.

”Det er en overgangsperiode, jeg er i lige nu. Jeg skal finde ud af ikke at skrive for mange e-mails til børnene, for så bliver de irriterede på mig og siger: Hold nu op, jeg er midt i et liv og alt det der. Det er en svær overgang for en kvinde.”


Foto: Nanna Lunnemann

Det tveæggede svær
Der er også den anden side af det, og den prøver Renée Toft Simonsen at fokusere på i triste stunder, når børnene forlader hende, for hun oplever også en opblomstring i forhold til sig selv, og den tid hun nu får.

”For mig handler det om, at børnene ikke har så meget brug for mig mere. Jeg behøver ikke være hjemme, når de kommer hjem fra skole. De er ikke afhængige af mig længere. Jeg kan gøre fuldstændigt, hvad der passer mig.” Ifølge Renée Toft Simonsen er det meget en aldersting, at hun pludselig har et ekstra rum, hvor hun kan udvikle sig med det, hun laver.

Overgangsperioden er fra at være meget familieorienteret til at blive lidt mere jeg-orienteret, fordi der pludselig bliver gjort plads til det. Renée Toft Simonsen skal ud og redefinere sig selv, så hun ikke er mor i den betydning, det er, når man bor sammen.

”Når familien ikke længere er the unit, flyttes energien over i noget, hvor du som kvinde vokser. Jeg oplever stor styrke,” fortæller hun og fortsætter.

”Og så er det en stor tilfredsstillelse i at udfolde de andre kvaliteter, som jeg også har. Jeg er jo ikke kun en kvalitet, der hedder mor. Jeg har rigtigt mange andre kar, jeg også kan øse af.”

I Spanien får Renée Toft Simonsen en ro i forhold til sine egne rytmer. Her kan kun skrive sine klummer til Femina og brygge videre på tredje udgave af Tiberius-serien. Måske er hun i virkeligheden allerede gået ind i den proces, hvor hun har skabt sit eget rum, for mor vil hun altid være, uanset hvor lidt eller meget, hendes børn ønsker det. Vores intense kvindesamtale afbrydes af hovedpersonen selv.

”Nøj, hvor jeg har det varmt, har du også det? Jeg har den her uldting på og sidder bare og sveder tran. Er der ledigt derovre,” siger Renée Toft Simonsen og peger på et bord halvt i sol, halvt i skygge.

Vi flytter bord, og straks stryger samtalen videre.

At blive integreret i et landsbysamfund
Den spanske kultur kommer ikke længere bag på familien, for i 2005/2006 boede de et år i Spanien. Huset lå i Canillas oppe i bjergene, og børnene gik i en lille landsbyskole for netop at få indblik i integrationsprocessen i en anden kultur. Det var svært for børnene, som blev kaldt guiris.

”Jeg har kunnet se, at det var svært for dem at blive integreret. De syntes, det var hårdt at være dem, der var udenfor og anderledes, og så var det svært, at de ikke talte sproget,” fortæller Renée Toft Simonsen med en stemme, der ikke skjuler en mors bekymring for sine børn.

Hun ville give børnene den oplevelse og give dem den erfaring men samtidig at passe på dem. For den mellemste af drengene var det rigtig hårdt. Oppe i landsbyerne er der en machokultur, og skolerne er pædagogisk bagud.

”Det var tilbage til 50’ernes sorte skole i Danmark. De der drenge var meget macho-agtige, og de kom op at slås, hvis der var problemer. Når du så kommer fra sådan en pædagogisk virkelighed som i Danmark, så får du et chok, når du kommer ind et sted, hvor der er kontant afregning.”

Til sidste sagde Renée Toft Simonsen til den mellemste, at han ikke behøvede at gå i skole mere, men det ville han, så han gjorde skoleåret færdigt. Indimellem fortrød hun og tænkte, at det ikke gik, og at de blev nødt til at tage hjem og så nøjes med at komme på ferie.

”Men så var der også de andre oplevelser, succesoplevelserne, hvor de kom hjem og kunne en hel masse eller havde veninder eller venner med hjemme. Det levede liv er jo både det ene og det andet.” Med det tror Renée Toft Simonsen også, at hendes børn er bedre rustede.

”De har fået nogle erfaringer med fra det år, som er uvurderlige i deres videre færd. Og ja, nogle af oplevelserne var hårde, det var de, men vi kom igennem. Man kommer ud på den anden side med både gode og dårlige ting i bagagen, men mange erfaringer rigere.”

Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig har været en familie i 17 år og kan i år fejre kobberbryllup. Renée Toft Simonsen har ikke været gift før, men både hendes eks, som hun har to børn med, og John Taylor fra Duran Duran, som optog hendes opmærksom under modelkarrieren i New York, har friet til hende. Hun sagde nej til dem begge, men som et  gammelt ordsprog lyder, er tredje gang lykkens gang, og det var også her, at den tidligere supermodel sagde ja og blev gift med den eneste ene, Thomas Helmig.

Renée Toft Simonsen er aktuel med Tibirius. Den første ”Tiberius Tudefjæs stikker en løgn” udkom i oktober sidste år. Nummer to i serien ”Tiberius Tudefjæs laver muskler” er lige udkommet, og i lejligheden i Spanien skriver hun på nummer tre i serien, som nok kommer til at hedde ”Tibirius Tudefjæs går ikke med piger”. Den udkommer efter sommeren.

Af Nanna Lunnemann, nanna@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa