Fire danske teologers billardklub

Fire danske teologers billardklub

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Billardklubben fra venstre mod højre:
Niels Grønkjær
(1955): Dr.theol. og valgmenighedspræst i Vartov ved Rådhuspladsen og Immanuelskirken på Frederiksberg.
Jørgen I. Jensen
(1944): Faglitterær forfatter og tidligere lektor i kirkehistorie ved Københavns Universitet .
Jacob Grosbøll
(1941): Tidligere præst i Frederikskirken i Paris (1972-78). Senest domprovst ved Aarhus Domkirke.
Thorkild Grosbøll
(1948): Tidligere sømandspræst i Lissabon i 3½ år. Senest sognepræst i Taarbæk Sogn.

Danes var en flue på væggen, da fire danske teologer mødtes til billard på en beværtning i København. Her bliver spillet intenst og snakket, røget, drukket, drillet og hygget. Hvad forbinder netop de med ’danskhed’?
Man skal helt om bag ved. Igennem baren og forbi et rum med amerikanske poolborde før man finder baglokalet, hvor Thorkild Grosbøll og Jørgen I. Jensen hver måned mellem klokken 15 og 18 dyster Jakob Grosbøll og Niels Grønkjær i disciplinen keglebillard. Men de fire teologer er nemme at finde, for latter og røg fra barens inderste breder sig helt frem til indgangspartiet. Mens der beregnes vinkler, fart og skrueeffekt flyver snakken frem og tilbage.
Jørgen til Niels: ”Det var lidt eksperimenterende…”
Niels svarer: ”Det var ikke en skid eksperimenterende, det var pisse dårligt.”
Thorkild til Niels: ”Jeg gider simpelthen ikke rejse dem (keglerne, red.), når du hele tiden vælter dem.”
Jørgen om sin billardmakker: ”Det er Thorkild, når han er bedst. Man kan høre det på lyden.”
Jørgen efter et stød: ”Det var et forfærdeligt oplæg…”
Thorkild: ”Ja, det var nydeligt.”
Sådan går tre timer hurtigt og kammeratligt rundt om det grønklædte billardbord med de fem kegler på midten. Denne særlige variant af spillet er udviklet i Danmark og spilles efter sigende ikke i nogen andre lande.
Det ene spil afløser det andet. De eneste afbrydelser er, når en går ind til baren for at hente øl. De fire herrers billardklub ender uafgjort 5-5, da de tre timer er gået, og de fortsætter, traditionen tro, ned ad Gammel Kongevej til Vodroffsvej – til en tyrkisk restaurant. Og nu hvor koncentrationen om det næste stød og kampen på pointtavlen har fortaget sig, hvad er så mere oplagt end at høre de fire ældre teologer om deres syn på danskhed?

Det indre sprog
Billardklubben er bænket. Forretten er kommet på bordet, glassene er fyldte og snakken går lystigt.
Hvad kendetegner det at være dansk?

Den yngste i selskabet, Niels Grønkjær, 57 år og valgmeninghedspræst i Vartorv lige ved Rådhuspladsen i København, svarer prompte:
”- en vis pragmatisme forbundet med en form for ironi, som andre måske ikke forstår så godt som man selv gør”.
Den lidt ældre Jakob Grosbøll, tidligere domprovst i Aarhus, begynder at filosofere:
”Efter min erfaring var det noget, jeg fandt ud af, da jeg boede i Frankrig i en årrække – nemlig at jeg i hvert fald ikke var franskmand. En del ting jeg før faktisk ikke havde lagt vægt på, begyndte at blive noget jeg tænkte over.”
Jacobs yngre bror og tidligere sognepræst i Taarbæk, Thorkild Grosbøll, bryder ind og peger på sproget:
”Det jeg mest forbinder med at være dansk er sproget. Nu er jeg selv – også selv om jeg har boet i udlandet – meget dårlig til fremmedsprog. Og jeg kommer jo ikke fri af, at det altså er på dansk, at jeg kan formulere alt det der roder rundt i mit hoved. Det, jeg forstår ved at være dansk, er det, som kan give stemme til både skidt og godt i mit liv.
Forfatter og tidligere lektor i dansk kirkehistorie på det teologiske fakultet, Jørgen I. Jensen, bryder ind:
”Sproget, højskolesangene og uhøjtideligheden gør, at man stadigvæk kan komme i snak med alle slags folk rundt i byen. Der er ikke så langt fra høj til lav i Danmark.”

Grønlangkål
Hovedretten, tyrkiske spyd, er ankommet på bordet og restauranten summer af stemmer. Den første bid er sunket.
Hvad er det der gør, at I hver især føler jer danske?

Niels Grønkjær: ”Det er sådan set bare at jeg er født her og har boet her det meste af mit liv. Jeg har en god ven, som er italiener og som siger: I’m Italian only when I watch football and when I eat, siger Niels med en hjemmelavet italo-american accent og fortsætter: ”Jeg er også meget italiensk, når jeg ser fodbold, og når jeg spiser. Som Jakob sagde, når man er væk fra Danmark i lang tid, så bliver man mest klar over, hvad det er at være dansk – det er noget med traditioner på mange forskellige måder. Noget man genkender. Jeg har vanskeligt ved at sige, hvad det præcist er… Jeg tror, det er en atmosfære af at være her.”
Jørgen I. Jensen har fulgt snakken og har tygget af munden: ”Det er jo det dyre ord, kærlighed – kærlighed til fædrelandet. Jeg elsker jo mit fædreland, men det er jo ikke noget man bruger så meget at sige. Men så har vi Grundtvigs højskolesang ”Kærlighed til fædrelandet” at henvise til. Og så er der jo også noget specielt ved Danmarks geografi: Det, at man altid kan komme ud til kysten, dét tror jeg betyder meget mere, end man lige forestiller sig – vi er et lille land, men vi er i kontakt med verdenshavene.”
Emnet går på kryds og tværs, og Thorkild Grosbøll afbryder en samtale med sin bror, Jakob, på den anden side af bordet: ”Det er sproget. Og så selvfølgelig også det, at jeg har sparket mine første sten i støvler på dansk grund og har oplevet alt det, der har dannet min måde at opleve verden på: Når jeg sidder et andet sted i verden, møder jeg den med den der oprindelighed,” siger han, tager en tår vin og tænker så højt videre:
”Jeg kom engang til at tænke på, at – fordi vi skal jo ligesom stå skjoldvagt om fædrelandet – at hvis jeg blev stillet det uhyrlige spørgsmål: Hvad anser du for mest forfærdeligt; at Danmark blev taget af det stigende havvand – eller Europa?,
så må jeg sige, at jeg ville være endnu mere ulykkelig, hvis Europa blev ødelagt, end hvis det her land blev det. Jeg mener faktisk, at Europa er vigtigere end vores lille land: Det er vigtigere for min måde at tænke på, at den europæiske kultur overlever, med de rødder den har, fremfor at folk i Taarbæk, hvor jeg bor, eller i hele Danmark skulle overleve. Det er ikke altruistisk, men simpelthen bare en følelse af, at vi er en del af et Europa, som jeg er lykkelig ved at være en del af, og som har givet utroligt meget til også det at være dansk. Uden Europa ville Danmark sgu have  været et specielt sted at leve, må jeg nok sige. Altså hvis vi skulle have klaret os med grønlangkål, så…”
Jakob Grosbøll har en forkærlighed til den danske natur: ”For det første er dansk mit modersmål og for det andet elsker jeg mere end ret meget andet det danske landskab. Der er noget ved det danske landskab som ikke konkurrerer med Frankrig, Schweiz, Italien og alt muligt andet –  men som står mit hjerte så nært. Som fx at gå langs kysten oppe ved Nissum bredning.”

Langtids-stegning
Vi er nået til desserten, baklava med is, og da vi har med fire teologer at gøre, er det oplagt også at høre dem, om deres forhold til julen.
Thorkild Grosbøll: For en præst er det måske nok snarere et dårligt forhold: Man taler om det lille Jesusbarn i over en måned og bliver efterhånden så – i overført forstand – træt af ham, at man er ved at kvæle ham, når man når frem til juleaften.”
Jakob, er ikke helt enig: ”Jeg elsker julen. Først og fremmest fordi jeg holder utrolig meget af julens salmer – jeg er vild med jul.”
Niels Grønkjær nikker sin enighed, mens Jørgen I. Jensen især ser frem til lysene: ”Det er så mørkt i Danmark, når vi nærmer os juletiden, at vi bliver nødt til at have julehalløj i lange tider for at ha’ noget, der lyser op, ikk’. Det går jo hen mod den allerkorteste dag og er mørkt. Så derfor skal vi have julefesten og julesalmerne og gudstjenesterne.”
Baklavaen er spist og rødvinsflaskerne drukket op. Klokken er omkring ni og selskabet nærmer sig sin afslutning. Hvor de selv skal fejre jul er lidt forskelligt. Niels Grønkjær siger med en lidt ironisk mine:
”Det er lidt underligt, det der med at spørge præsten ’hvad skal du i julen?’ Jeg har fire dage i træk, hvor jeg skal have gudstjenester, og det betyder, at det der med andens stegning, som jo skal overvåges meget nøje – det bliver til langtidsstegning hos mig.”
De andre griner højlydt og foreslår Niels, at han sætter sin and ind i ovnen den første søndag i advent – og så langtidssteger den på 20 grader.
Snakken fortsætter lystigt videre på fortovet udenfor restauranten, men langsomt bryder herrerne op og går i hver deres retning. Thorkild, billardklubbens bedste spiller ifølge de tre andre, spadserer mod Vesterport Station for at tage toget til Taarbæk. Jørgen, som ikke havde den bedste dag ved keglebordet, sætter sig op på sin cykel. Han bor et stenkast derfra. Niels, som i dag stod for at holde styr på billardresultaterne, skal på cykel til indre by. Og Jakob tager den på gåben mod Amager. Deres næste billardklub bliver i midten af december. De har en ordning med baren, så de kan reservere det hyggelige rum med den særlige danske keglebillard-variant til, når de mødes igen.

Af Ditte Blædel

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa