Kære læser marts 2013

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Forleden sad jeg og nød en Garfield-lur foran fjernsynet. I ved, den slags hvor man sidder tilbagelænet med halvlukkede øjne og glor på det, der foregår på skærmen uden at tage det helt ind. Pludselig registrerer jeg to ord, som, inden jeg når at analysere det, der bliver sagt og få det sat ind i rette sammenhæng, fylder mig med en følelse af trist ensomhed. Lige der, midt i min egen stue omgivet af mine gamle, trygge ting og min lille, dejlige familie. Ordene er Brudte Relationer, og indslaget handler tilsyneladende om alle de brudte relationer, som er en del af små menneskers hverdag i vores moderne tid; Forældre bliver skilt, stedmødre og -fædre kommer til med tilhørende stedsøskende, stedbedsteforældre, stedfætre, -kusiner og andet godtfolk, indtil også disse bliver eksstedmødre, eksstedfædre osv. Da jeg gik i skole, var skilsmisser stadig så usædvanlige, at sagen blev taget op i Klassens Time, da et forældrepar til en klassekammerat gik fra hinanden som de første. I hele min skoletid oplevede jeg blot to skilsmisser, og troede, at kun dødsfald sådan for alvor kunne bryde relationer. Siden har jeg fundet ud af, at det er noget sludder, for dødsfald bryder ikke relationer. Min mor er stadig min mor, skønt hun døde for snart otte år siden, og selvom vi ikke længere ses, er relationen ganske ubrudt.

Jeg tror nærmere, at de Brudte Relationer, som selvfølgelig ikke kun rammer børn, er et resultat af den individualiseringsproces, vi mennesker har gennemgået, det store fokus på selvrealisering, egne behov, personlig udvikling, ambitioner… Af frygten for at erkende, at man kan tage fejl, at turde dele sine fiaskoer med andre og ikke mindst æren med andre – nemlig med dem, man lader som om, man ikke afhænger af for at nå sine mål. Misforstå mig ikke. Jeg agiterer ikke for klassisk solidaritet og gruppearbejde, for selvfølgelig skal hver enkelt forfølge sine mål, drømme og ambitioner. Nej, det er mere på det personlige plan, at jeg gerne ville se en større omsorg for relationerne.
Det er blevet for nemt at bryde relationer på ‘vil-du-ikke-som-jeg-vil-have-det-kan-du-da-bare-forsvinde-ud-af-mit-liv-for-jeg-kan-sagtens-klare-mig-selv’-måden. For det kan vi jo. Klare os selv, altså. Spørgsmålet er bare, hvor godt det går på sigt? For kan vi tåle at bryde relationer igen og igen? Jeg tror det ikke.
For de fleste af vi voksne mennesker er relationer stadig noget med face to face-samtaler og fysisk kontakt, og når man ser på, hvor svært det er at bevare relationerne for os, tør jeg næsten ikke at tænke på, hvor svært det må være for børnene og de unge, der med blot et klik på tastaturet kan bryde deres relationer. Vi andre skal da i det mindre gøre en aktiv indsat for at komme ud af forholdet til ægtefæller, kærester, venner, forældre, søskende og børn.
Når enden er god, er alting godt, siger man. Gad vide, om det også passer med modsat fortegn. Altså hvis enden er skidt, er alting skidt? Jeg tror det. Jeg har set de mest håbløse relationer ende i enten et sørgmodigt håndtryk eller et varmt farvel, hvorefter de er blevet husket for netop dette sidste øjeblik. Til gengæld har jeg aldrig set en respekt- og kærlighedsfyldt relation ende i slagsmål, tilsvining og skade for derefter at blive husket for det gode.
Jeg tror, Brudte Relationer er decideret farlige for os – både fysisk og mentalt, og det vil jeg opfordre os alle sammen til at tænke på, inden vi i smålig fornærmethed vender ryggen til en, som står os nær.
Der er selvfølgelig mennesker, der er udstyret med så udpræget et røvhuls-gen, at et brud er uundgåeligt. Man skal bare ikke undervurdere den smerte, der er forbundet med tabet – uanset.

He

PS. Mens jeg skriver disse ord, er trykkeriet ved at fylde sværte på maskinen for at være klar til at lægge sidste hånd på det magasin, som du nu sidder med i hånden. Og så slår det mig: 132 sider skabt af Ubrudte Relationer. En herlig, fast stab på redaktionen i Centro Idea suppleret af dygtige freelancere – og ikke mindst en række tidligere kolleger, som fra deres nuværende pladser rundt omkring i verden stadig ønsker at være en del af La Danesa-teamet, og være med til at give jer, kære læsere, brugbar og lærerig information, underholdning, inspiration – og, hvis I gør brug af det, relationer.

God fornøjelse!

 

Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa