Kære La Danesa,
Der er to sælgere i Danmark, der sælger deleboliger i Spanien. Tanken er, at flere familier ejer flere boliger sammen. Den ene sælger tilbyder fx tre boliger i Spanien. Boligerne ejes af 12 familier. Man får så boliger i fx Barcelona, på Mallorca og i Málaga-provinsen. Man investerer fx 750.000 kr. hver og så bliver man medejer af tre ejendomme til 2-3 mio. kr. stykket. Men lyder det for godt til at sandt?
Hvordan laver man regler mellem ejerne og hvad sker der, hvis man vil sælge sin andel eller en af ejerne dør? Og hvad gør man, hvis en af ejerne går konkurs?
Hilsen Curt og Gabriella.
Kære Gabriella og Curt,
Disse ordninger har eksisteret i mange år. I Danmark ejer man fx villalejligheder og sommerhuse, sågar lystbåde, på denne måde.
Ejerne laver en samejekontrakt, hvor man bliver enige om alt fra fællesudgifter, oprydning, vedligeholdelse og hvad der sker, hvis en af ejerne ikke betaler til tiden eller ødelægger noget. Det er helt normalt. I den ordning, du omtaler, hyrer ejerne en administrator, der sørger for det praktiske med rengøring, holde ejerne i ørerne med betalinger osv.
Hvis man vil sælge sin andel, tager man som tommelfingerregel markedsprisen for boligen og dividerer den med 12 (hvis der er 12 ejere). Og så skal man ud at sælge sin andel. Det plejer at være en af de 11 andre ejere, der har venner eller familie eller bekendte, som køber andelen.
Hvis en ejer går bort, arver ejerens arvinger, afdødes andel. I og med ejendommene ligger i Spanien, skal der være lavet et testamente, som sikrer, at arven fordeles efter danske regler. Det foregår på samme måde, som hvis man ejer sin egen feriebolig i Spanien.
Du spørger, hvad der sker hvis en ejer går konkurs. Private personer kan ikke gå konkurs, men hvis en af personerne ikke kan eller vil betale de månedlige udgifter, ender det som regel med tvangssalg.
Normalt betaler man en sum penge ind til fælleskontoen fra start. Hvis man ikke betaler den månedlige afgift, tages der et beløb fra fælleskontoen, og man får en venlig advarsel om at skynde sig at betale. Hvis man ikke kan betale, kan de andre ejere beslutte, at tvangssælge ejerandelen, og udbetale købesummen til den nødlidende ejer.
Jeg håber det var svar nok. Hav en herlig påske!
Venlig hilsen Martin Binzer Lind
Advokat med speciale i spansk-danske retsforhold
(taler spansk, engelsk og dansk)
Af Martin Binzer Lind, Advokat
Ret & Råd – Glostrup, Ballerup, Greve
Velkommen til La Danesa’s brevkasse om arv, testamente og boligjura.
Advokat Martin Binzer Lind besvarer spørgsmålene fra læserne vederlagsfrit og derfor er det nødvendigt, at spørgsmålene er klare og – måske – også af en sådan art, at andre læsere kan få glæde af svarene.
Send spørgsmålene til redaktionen på
info@ladanesa.com