25 år efter valgsejren i 1991 – Jesús Gil på godt og ondt

25 år efter valgsejren i 1991 - Jesús Gil på godt og ondt

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Jesus Gil
 

Han snakker løs. På tv, på radio og på byens pladser. Uanset hvor du møder ham, så snakker han. Deraf kommer øgenavnet Jesús Gil tal y tal (bla, bla, bla…). Men han kunne andet end at snakke, for på rekordtid fik han Marbella helt til tops – og helt til bunds. 25 år efter hans historiske valgsejr og 12 år efter hans død er der fortsat masser af spor efter Jesús Gil i Marbella. 

I dag strømmer eleverne til og fra bygningen, hvor The British School of Marbella holder til. Men sådan var det ikke for to årtier siden. Da var det politikere, entreprenører, venner og familiemedlemmer af Jesús Gil, der havde deres gang i det lille palads, som Jesús Gil i et romantisk øjeblik havde opkaldt efter sin hustru, Angeles. Hvad der foregik bag paladsets mange vægge var til gengæld knap så romantisk. Jesús Gil havde slået byrådet, sin entreprenørvirksomhed og privatbolig sammen i ét og gjorde præcis, som det passede ham.
”Villa Angeles” står fortsat skrevet i messing på porten, som vender ud mod hovedgaden Avenida Ricardo Soriano, og det er blot et af mange bygningsværker, som trækker minder om Gils tid i Marbella.

Den store sejr
Det er svært at forestille sig, hvordan dagligdagen var tilbage i 1991. Computeren var ikke noget, man brugte i hjemmet. En mobiltelefon var så stor, at man måtte transportere den i en lille kuffert. Og film så man på VHS. Tilsvarende er det svært at forestille sig, hvordan Marbella så ud. Beskidte gader, åbenlys prostitution og flere faldefærdige bygninger gav et indtryk af en forladt by. Efter ti år med lokalpolitisk ustabilitet kombineret med en hård landsdækkende krise var Marbella en skygge af sig selv efter de gyldne 60’ og 70’ere. Og det var kun de færreste, der tog det seriøst, at en overvægtig fodboldklubejer, og tidligere fængslet entreprenør fra Madrid, anmeldte sit borgmesterkandidatur forud for kommunalvalget i ’91. Men det blev der hurtigt lavet om på. De tre bogstaver i Jesús Gils efternavn blev til
’Grupo Independente Liberal’, som hurtigt kom på alles læber. Jesús Gil husstandsomdelte et selvpromoverende videobånd samt lang smørrebrødsseddel med valgløfter og bad Marbella-borgerne gemme den for efter valget at tjekke, om han opfyldte sine løfter. Tilsvarende gjorde han en dyd ud af ikke at kalde sig politiker men forretningsmand, der ville sælge boliger, og samtidig gøre det bedste for byen. Det var en klarhed og et sprog, der kunne forstås. Det samme kunne valgresultatet.
Med 20.531 stemmer (64 procent) fik GIL-partiet 19 af de 25 pladser i byrådet. Og så kunne festen begynde.

De mange bygningsværker
På rekordtid fik Gil sparket gang i byens renovationsselskab, så Marbella atter blev en ren by. Og kommunens gartnere og anlægsfolk kom på overarbejde med alle de blomster, bede og palmer, den nye borgmester havde bestilt hjem. Luderne og lommetyvene fik han drevet ud af den centrale by, og de mange støjende barer i bymidten fik ikke længere lov til at holde åbent til langt ud på natten. Byggemaskinerne fik han også kørt i stilling. Flere sociale byggeprojekter for byens dårligst stillede blev igangsat, strandpromenaden blev udvidet, og de meget opsigtsvækkende buer ved indkørslen til Marbella by blev indviet. Blot et år efter valgsejren kunne borgerne sætte et flueben ved halvdelen af de mange valgløfter, Jesús Gil havde givet.

”De fleste vidste, han ikke var guds bedste barn, men folket var med ham, fordi han gjorde noget for byen,” vurderer Finn Wissenberg, der siden slutningen af 80’erne har fungeret som ejendomsmægler på Costa del Sol.
”Et godt eksempel er den blå glasbygning ”Marina Marbella”, som står ved indkørslen til byen. I mere end ti år stod den som et byggeskelet og var et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå, når politikere og retssystemet kommer på tværs af hinanden. Men Jesús Gil tog sagen i egen hånd, og gav bygherren grønt lys til at færdiggøre byggeriet mod to etager i returkommission til kommunen,” fortæller Finn Wissenberg, som ikke kan undgå at trække på smilebåndet.
Men den mangeårige konflikt var løst, bygningen blev færdigbygget og der var blevet sendt et klart signal til verdens entreprenører.
Signalet blev ikke misforstået, og meget hurtigt var byggekranerne en del af bybilledet. Men Finn Wissenberg påpeger, at det ikke kun det var private byggerier og investeringer, der blev aktiveret.
”Specielt i 90’erne stod Gil bag udvidelsen og forbedringen af vejnettet i Nueva Andalucía og San Pedro, som vi i dag nyder godt af. Sportsanlægget i San Pedro er også et af Gils store værker,” fortæller den danske ejendomsmægler, som også giver Gil-styret æren for de mange golfbaner, der dukkede op i 90’erne.
”Costa del Sol blev også til ”Costa del Golf” – en af verden bedste golfdestinationer”, slutter Wissenberg.
Bagsiden af medaljen er de små 20.000 boliger, som blev opført uden fuldt gyldige byggetilladelser og som har ledt beboere, kommune og Junta de Andalucía ind i et forfærdeligt juridisk spindelvæv. Lejlighedskomplekset ”Banana Beach”, som ligger ud mod havet mellem Marbella-buen og den blå glasbygning, som i dag hedder SingleHomes, er en af de mest omtalte sager. Tilsvarende blev der de sidste år med Gil set stort på opførelsen nye skoler, dagsinstitutioner og andre offentlige byggerier, som der var behov for som følge af det stærkt stigende indbyggertal. I stedet blev der opført private boliger, og det lider Marbella under i dag. Det samme gjaldt de grønne områder. For eksempel skulle der omkring kongrescentret have været anlagt en park, som i stedet blev til domicil for det meget omstridte Hotel Senator Marbella.

Politisk misundelse
Jesús Gils bedrifter gik ikke ubemærket forbi i nabokommunerne. Heller ikke i Mijas hvor danskfødte John Frank i 1995 var borgmesterkandidat for Partido Popular. For John Frank er Jesús Gil et skræmmende eksempel på, hvordan man ikke skal drive en kommune på den lange bane, men det kommer vi tilbage til senere. Inden da erkender han, at Gil skabte liv i de gamle partier, og kunne noget, som alle politikere kan lære af.
”Jesús Gil kunne kommunikere og få vælgerne med sig. Han var upolitisk og talte kun om at skabe værdier. Og når han havde leveret et resultat, så vidste hele byen det,” fortæller John Frank, som i Gils første valgperiode fra 1991-95 ikke havde mistanke om, at der var noget galt.
”Alt så godt ud. I særdeleshed byen som fik en ansigtsløftning uden sidestykke. Byens indbyggertal steg stødt fra 60.000 til 100.000 og alle forretningsdrivende ville åbne i Marbella. Og det i en tid hvor hverken Spanien eller Costa del Sol knapt var kommet ud af datidens krise. Det skabte naturligvis misundelse,” indrømmer det forhenværende borgmesterkandidat, der dog tidligt i Jesús Gils anden valgperiode begyndte at tvivle på den snakkeglade borgmester.
”Gil ville hverken fremlægge budgetter eller regnskaber, og det var mistænkeligt. I debatter blev han ofte truende, og det er for mig et svaghedstegn,” fortæller John Frank, der også erindrer, hvordan Jesús Gils personlige advokat, Pedro Román, trak sig fra samarbejdet i samme periode. ”Det, er jeg sikker på, han gjorde, fordi han ikke længere kunne forsvare Gil. Román havde lugtet, at korthuset ville falde sammen under Gil før eller siden.” Huset faldt først i starten af 00’erne efter næsten fire valgperioder med absolut flertal. Til gengæld blev faldet gigantisk. For første gang i nyere spansk historie blev en kommune opløst og kom under statens administration.
”Jesús Gil skabte en masse, men glemte at betale. Han efterlod Marbella en gæld på mellem 500 og 600 millioner euro heraf 300 millioner i ubetalt skat og Seguridad Social. Det kan tage flere generationer for byen at komme af med den gæld,” vurderer John Frank og fortsætter: ”Vi må aldrig glemme, at Gil, Roca og Muñoz var et dybt korrupt trekløver, som systematisk tømte kommunekassen og spiller hovedrollerne i ”Caso Malaya”, som er historiens største kommunale korruptionsskandale,” slutter John Frank.
Efter en årelang retssag sidder hele det gamle GIL-byråd i dag bag tremmer. Jesús Gil døde i 2004 af et hjerteanfald, og nåede aldrig at komme for en dommer.

_____

Atlético de Madrid
Fodbold og byggeri var Jesús Gils store lidenskaber. Som indædt fan af Atlético de Madrid stillede han op til præsidentvalget i 1987. Og med et løfte om at få den portugisiske storspiller Paulo Futre til klubben, vandt han. Han vandt også kampen om at få klubben omdannet til at aktieselskab, så han kunne købe aktierne og sikre sig den fulde kontrol. Fra første fløjt var der polemik omkring Jesús Gil, som hurtigt fik for vane at skifte træner to-tre gange i løbet af en sæson. Atlético de Madrid var altid ”lige efter” de store i spansk fodbold indtil sæsonen 95/96, hvor klubben både vandt mesterskabet og pokalturneringen. ”Den sæson kunne jeg danse med englene,” blev Jesús Gil citeret for. Tiden skulle vise, at det ville gå som i hans politiske karriere. Han fløj højt og faldt dybt, for i år 2000 røg klubben ned i 2. division. Efter to år kom klubben tilbage til den bedste række og hører i dag til blandt de bedste klubber i Spanien og Europa. Atlético de Madrid ledes i dag af Jesús Gils søn; Miguel Ángel Gil og klubbens præsident Enrique Cerezo. Klubben ejes i fællesskab af familien Gil, den velhavende filmproducer Enrique Cerezo og en kinesisk investor, som kom til sidste år i forbindelse med en kapitaludvidelse.

_____

Familien i dag
Jesús Gil Marín er den ældste af fire søskende. Han var yderst politisk aktiv i Marbella i de første fire år under GIL. Derefter stillede han op som partiets spidskandidat i Estepona, hvor han vandt valget og var borgmester fra 1995-99. Herefter tabte partiet sit flertal og en pagt mellem de øvrige partier satte GIL uden for magten i Estepona. Sideløbende med sin politiske karriere drev han ejendomsmægleren GilMar Inmobiliaria i Madrid og Marbella, som fortsat eksisterer og tilsyneladende klarer sig godt. Jesús Gil Marín har aldrig været anklaget for noget af betydning og lider i dag ikke under sit ”skrøbelige” efternavn.

Miguel Ángel Gil har siden 90’erne haft en meget fremtrædende rolle i fodboldklubben Atlético de Madrid, som han fortsat dedikerer sig fuldt til.

Míriam Gil y Óscar Gil er de to yngste børn, som altid har haft mindre roller i deres faders entreprenørvirksomhed og aldrig været i mediernes søgelys. De lever i dag begge en meget anonym tilværelse.
Det samme gælder deres mor, María de la Ángeles.

Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa