Teba og den vilde slugt Tajo del Molino

Teba er en landsby, der ligger højt hævet over den omkringliggende slette, ca. 70 km. nordvest for Málaga. Til byen hører den kendte borg, Castillo de la Estrella, og når dertil kommer, at den vilde slugt Tajo del Molino ligger lige uden for byen, ja så er der ingen grund til tøven: vi må afsted til Teba og se på sagerne.

Første gang jeg så Teba var fra toget på strækningen Antequera – Ronda. Jeg kom tilfældigvis til at kigge op til venstre og der så jeg en by, der lå og balancerede oppe på en saddel mellem to klippetoppe. Interessant så det ud, og lige siden har jeg bare skullet op og se på den.
Byen har tilmed en pudsig historie, idet den, i 1330 under La Reconquista (den kristne generobring af Spanien fra maurerne), mens Alfonso den XIs tropper besatte Teba for at smide maurerne ud, fik uventet hjælp af en passerende skotsk deling korsriddere, der var på vej til det hellige land. Korsridderne blev ledet af Sir James Douglas, også kendt som Black Douglas – ”black” fordi han var en brutal, blodtørstig og fandenivoldsk karl. Disse skotske korsriddere kastede sig med ildhu ind i kampen om Tebas befrielse. Med sig havde Douglas hjertet af sin tidligere, nu afdøde herre, den skotske konge Robert Bruce i en lille sølvbeholder. Da Robert Bruce døde i 1329 udtrykte han ønske om at få sit hjerte begravet i Den Hellige Gravs kirke i Jerusalem, og han overlod dette betroede hverv til Black Douglas. Derfor var hjertet kommet med på korstog. I kampens hede ved Teba kastede Douglas hjertet ind midt på slagmarken. Det hjalp dog ikke meget, idet Douglas blev dræbt under slaget, og maurerne i Teba holdt stand, ja – de sad på byen helt til 1389. I dag kan man se en mindeplade for Sir Douglas på Tebas centrale plads, nu kaldet Plaza de Douglas.

Når man kommer fra Málaga kører man først i vestlig retning mod Cártama og derefter ad A 357 mod Campillos. Inden man når Campillos går en vej af på venstre hånd mod Teba. Den skal man dog ikke tage, men vente et par km. til man kommer til vej MA 5404, som også går af til venstre mod Teba. Når man skal vælge denne vej, er det fordi man dermed kommer hen forbi slugten Tajo del Molino, som man så kan kaste et blik ind i fra bilen. Når man har gjort det, vil man bare glæde sig helt vildt til at sætte tænderne i denne naturperle efter man har set byen.
Og således opmuntret og med skærpede sanser kører vi op i byen og parkerer, hvor det nu kan lade sig gøre. På internettet har vi fundet en byvandring på 4-5 km. og den har vi printet ud. Med den i hånden kaster vi os ud i en besigtigelse af denne interessante by med 4000 indbyggere. Ruten tager os hen til diverse udsigtspunkter, hen forbi Plaza de Douglas med mindesmærket over korsridderen og ned ad den hyggelige hovedgade Calle San Francisco. Idet vi går ad hovedgaden fanges vores opmærksomhed af et skilt med ”menú del día” til 8 € i en lille restaurant ved navn San Francisco. Her spiser vi middagsmad efter rundturen i byen, og det kan anbefales i al sin enkelthed. Fuld valuta for pengene.

I højt humør vandrer vi rundt i byen, som har mange hyggelige gader og i det hele taget er ”nice”. På et tidspunkt tager vores rute os op til borgen Castillo de la Estrella, som er den største i Málagaprovinsen. Den ligger og troner på en top over byen og dækker et stort område. Borgen havde en dobbeltmur, men i dag er der mest ruiner tilbage. Udsigten oppe fra borgen mod syd er helt enestående. Herfra kan man se ud over Guadaltebas (Tebas flod) løb og ud over ”søerne” (embalses) nord for El Chorro. Det er et betagende syn, som man ikke må snyde sig selv for. Man skal sætte et par timer af til denne besigtigelse af Teba med borg, og så kan man derefter glæde sig over et velfortjent måltid på San Francisco. Se og download ruten for byvandringen på www.elsebyskov.com under hikes.
Og nu skal slugten besøges! Vi kører derfor ned igen ad MA 5404 og drejer ned til højre lige når vi har passeret slugten. Her er der et par skilte om geologiske interessantheder og her kan man parkere.
VI går nu ind i slugten under en bro over vejen, idet vi følger floden Rio La Venta, som løber i bunden. Pludseligt er vi omgivet af lodrette klippesider på begge sider. Vi møder et par klatrere, som i dag lige syntes, at de skulle ud og hænge på en lodret klippevæg. Vi så dem senere hænge deroppe og kunne ikke undlade at gyse. Men vi vil faktisk bare gå gennem kløften, som er ca. 1,6 km. lang og så gå tilbage igen for ikke at komme i uføre. Det er en god idé at tage stave med, for kløftens bund kan være smattet af ler og vand. Flot og betagende er det, ja det er helt specielt at stå dernede i bunden og kigge op. Adskillige store fugle holder til der, så der er nok at se på.
Og ja, jeg vil anbefale, at man blot går ind gennem kløften, og når man kom ud i den anden ende, skal man bare vende om og gå tilbage til bilen uden svinkeærinder op på kløftens sider. Når dette frarådes på det kraftigste, er det fordi jeg taler af erfaring. Vi gik nemlig en gang op på kløftens højre kant, kunne ikke finde en sti, og mistede orienteringen. Underlaget deroppe er åbne klippestykker med dybe revner imellem, og det er det sværeste terræn, jeg nogensinde har gået (eller kravlet) i. Uha, uha…Erik (som ellers er en stifinder) mistede ”el norte”, gled i en klippespalte og brækkede armen. Med nød og næppe fik han sig kæmpet tilbage til vejen, hvorfra vi babu babu kørte ham til hospitalet. Alt andet end godt!
Man bør derfor holde sig i bunden af slugten og begrænse sig til at besigtige ruinerne af den mølle (molino – heraf slugtens navn), der ligger dernede, samt naturen, selvfølgelig.
Men dermed er det ikke slut med slugtens herligheder, for der ligger nemlig en kæmpestor hule halvt oppe af slugtens sider, og den kan man komme op i! For at komme op (eller rettere ned) i hulen skal man gå tilbage til bilen og derfra gå op ad stikvejen til 5404. Nu ser man en sti, der fører op til slugtens højre (østlige) kant. Det er en fin sti, som ender et stykke oppe på kanten i et stort stillads, hvori en trappe fører nedad. Vi tager denne trappe, og for enden er der en åben gitterport, som fører ind i en kæmpestor hule. Vi er jo nysgerrige folk, så vi må derind. Der er ret mørkt, men vi kan se lys i den anden ende – hulen går simpelt hen igennem hele kløftens østlige klippeside. Så bevæbnet med vores Iphone lygter klarer vi at traversere hulen, hvis bund går nedad – vi tager den på rumpen et par gange. Inden længe står vi ved hulens indgang fra kløftsiden. Det er en vældig åbning og vi tænker, at her må have boet stenaldermennesker, for en mere prægtig primitiv bolig skal man lede længe efter. Foran hulen er der en slags plateau, som sikkert har fungeret som terrasse. Vi vover os forsigtigt ud til kanten for at kigge ned i slugten heroppe fra. Uha, uha, hvor det gyser. Vi kunne ikke rigtigt få øje på en sti, der gik op til hulen nede fra kløftens bund, men en sådan én må der have været. Dette hulebesøg er vildt spændende, så det må ikke forsømmes, når man besøger Teba, som hermed udråbes til at være en femstjernet seværdighed.