Marrakech – så nært og dog så fjernt

Marrakech er en af de fineste byer i Marokko og den ligger tættere på Málaga end Barcelona, så der er ikke ret langt derned. Byen kan besøges på en forlænget weekend og den er virkeligt et besøg værd, for her er alting ganske anderledes og eksotisk – ja man må være forberedt på et lettere kulturchock. Men det er også som et frisk vindpust sådan at komme væk fra de vante omgivelser og opleve, hvordan en helt anden kultur lever, bygger, spiser, handler og gebærder sig. Vi var vilde med denne udflugt tværs over Gibraltarstrædet og ned til Atlasbjergenes skørter. Vi kom meget berigede hjem.

I klart vejr kan man se både Rifbjergene og Atlasbjergene fra Solkysten og tillokkende ser de ud. Fra Málaga kan man flyve til Marrakech via Casablanca med Royal Air Maroc, og det er en fin flyvetur på 3-4 timer. Marrakech er en meget gammel by fra før Middelalderen, og den har en intakt bymur på 15 km. Inde bag ved bymuren ligger medinaen, som på arabisk betyder by eller indre by. Medinaen i Marrakech er med rette berømt, fordi den er så oprindelig. Gaderne ligger hen som de har gjort i århundreder, og gadelivet udfolder sig, som om de moderne tider ikke havde indfundet sig. Man kan ikke køre med bil i de smalle gader, men knallerter smutter ud og ind blandt de gående, der kommer sælgere med varer på store kærrer og alle basarerne udstiller en overflod af varer, så man ikke tror sine egen øjne. Det er som at være trådt flere hundrede år tilbage i tiden, og når dertil kommer, at alt er anderledes: klædedragten, vareudvalget, sproget, lugten, maden, priserne (man skal altid prutte), så er det lige så eksotisk, som hvis man var rejst til et fjerntliggende land. Det er bare en fed oplevelse at dykke ned i Marrakech, så et besøg kan anbefales på det varmeste.
Marokko var jo et fransk protektorat indtil 1956, hvor landet genvandt sin selvstændighed og blev et monarki. De fleste taler dog stadigvæk fransk i landet, så det er en god idé at børste sit franske af inden afrejsen. Forbavsende mange taler dog engelsk – flere end her i Spanien. For nogle år siden gav den marokkanske konge Muhammed VI tilladelse til udenlandske investeringer i landet, herunder at udlændinge kunne købe fast ejendom. Det har medført, at en del huse i medinaen – de såkaldte riads – er blevet opkøbt og konverteret til hoteller. Og det har været en rigtig god idé, for dels har det medført et løft i turismen (over 2 millioner turister besøger Marrakech hvert år) og dels giver det de besøgende mulighed for at opleve at bo i sådan en riad lige midt i medinaen. En riad ser ikke ud af noget som helst ude fra. Man ser bare en høj, bar mur og en indgangsdør. Men så snart man bliver lukket ind, åbner et tusind og én nats scenarie sig for beskueren. Midt i riaden er der en åben gård med et vandbassin og planter. Og rundt herom ligger husets værelser. De riader, der nu er omdannet til hoteller, har typisk 8 værelser. Vi boede på Riad Houma og det var superfint. Se www.riad-houma.com Vi betalte omkring 70€ for et dobbeltværelse med fin morgenmad, men på websitet er priserne betydeligt højere. På Booking.com ligger prisen omkring 100€ pr. nat. Det er her som alle andre steder i Marokko: en pris er et udspil til forhandling. Ingen forventer, at man betaler det første beløb, sælgeren slynger ud. Der skal pruttes og der skal pruttes i bund. En tommelfingeregel er, at man gerne skal ende med at betale omkring 35 % af sælgerens første udspil. Det er vi jo ikke vant til, men når man først kommer i gang, er det faktisk sjovt.
Vi fik i den grad øvet os i prutning, da vi ville erhverve et par smukke berbertæpper til vores gulve. Berberne væver med meget smukke farver og mønstre, og vi forelskede os uhjælpeligt i en løber. Men sælgerens pris var helt oppe i de øverste skylag og langt mere end vi ville give. Det her når aldrig sammen, tænkte vi, men på forunderlig vis kom vi derfra med løberen til en pris der lå omkring de 30% af udspillet. Det er lidt nervepirrende, når man ikke er vant til det, og vi var ganske forundrede og lettere rystede, da vi gik derfra. Men hvor løberen pynter i gangen.

Fra vores riad var der kun 10 minutters gang hen til pladsen Jemaa El Fna. Denne plads er hjertet i Marrakech og her er et folke – og handelsliv, der siger spar to. Alskens boder er opstillet og alt kan købes. Der er rødklædte vandsælgere, slangetæmmere, hennasælgere, juicesælgere og hele restauranter under åben himmel. De lokale spiser på pladsens restauranter under åben himmel om aftenen, så det skulle vi også prøve. Man bliver nærmest overfaldet af restauranternes ”indhalere”, men det må man ignorere, indtil man finder et sted, som passer én. De fleste har menukort med priser og billeder af retterne. Man bliver bænket ved et stort bord og så er det bare om at bestille. Vi fik dejlig suppe, salat og spyd med grøntsager eller kød. Hertil fik vi vand, for kun de fine hoteller / restauranter sælger vin, for det drikker de lokale jo ikke. For et måltid til 4 betalte vi omkring 25 €. Den marokkanske valuta hedder dirham, og 1 dirham svarer til ca. 10 cent. Man må hverken ind-eller udføre dirham af landet, så vi hævede bare penge i en automat. De fleste hoteller tager kreditkort.
Fra pladsen Jemaa El Fna kan man gå ind i den store bazar – Souks. Det er helt overvældende at gå rundt derinde og se på alle de varer, der udbydes. Her kan man med fordel købe krydderier, dadler og mandler. Det er ret let at fare vild, men alle er meget venlige og de fleste vil automatisk pege dig tilbage i retning af pladsen. Lige ved siden af souks ligger garverierne, som også er lidt af en oplevelse. Her ser man hvordan dyrehuderne forvandles til læder, og det er ikke en proces for sarte sjæle – ja det ligner en særlig version af helvedes forgård. Men et kig derind kan jo også være spøjst. Man skal som regel betale lidt for at kigge ind, omkring 20 dirham (2 €). 

Med til et besøg i Marrakech hører også at man tager på hammam – bad med massage. Der findes utallige hammamer i byen og de er alle kønsopdelte. Her bliver man vasket, masseret og ”opduftet” for alle pengene. En speciel oplevelse til omkring 20€.
Men det store hit er at vandre rundt i byen og indsnuse atmosfæren og lade oplevelse komme til sig i ro og mag. Man kan slentre i timevis, og hvis man vil se et ældre palads, kan man vælge Palais Bahia i udkanten af medinaen. Her boede en rigmand engang i 1800 tallet, og paladset minder lidt om Alhambra, bare ikke helt så flot. Her boede manden med sine 4 hustruer og 24 konkubiner. Ude i haven kan man se de 24 små rum, hvor haremmet boede. De kunne så gå rundt i haven og ellers havde de ikke andet at lave end at vente på besøg af herren. Måske ikke det fedeste liv, men det var nok en ære at blive udvalgt. Det koster 1€ at komme ind og se paladset.
Uden for medinaen ligger Majorelle haven, som er anlagt på bestilling af designeren Yves Saint Laurent, som var vild med Marrakech og havde ejendomme i byen. Et mindesmærke over designeren er opstillet i haven, som er smuk med sine mange kaktus, eksotiske planter og koboltblå vandbassiner. Det koster 7 € at komme ind, og det er måske lige i overkanten. Men der hersker en herlig afslappet stemning inde i haven, som absolut er et åndehul i en kaotisk by.

Marrakech ligger midt på en slette, hvor der dyrkes appelsiner og oliven. Lidt sydøst for sletten ligger Atlasbjergene, og dem aflagde vi også et besøg. 
Vi havde hyret en stor taxabus, der kunne tage 10 passagerer, for vi var en stor gruppe. Det kostede 100 € for en hel dag. Taxabussen kørte os på bestilling op til byen Imlil, der ligger i 1740 m. højde ved foden af Nordafrikas højeste bjerg Jebel Toubkal (4167 moh). 
På vejen derop passerede vi et sted hvor berberkvinder fremstiller arganolie. Det er en meget fin olie, som udvindes af argantræets nødder. Dette træ vokser kun i Marokko, og olien bruges både til at spise som den er ved at dyppe brød i den, til madlavning og til kosmetiske produkter. Vi besøgte berberkvindernes kooperativ og spurgte chaufføren om, hvad mændene lavede, siden det udelukkende var kvinder, der drev kooperativet. Jo, det er kun 30 % af berbermænd, der arbejder, fik vi at vide. Det betragtes som ”uværdigt” for en mand at arbejde, så derfor skal kvinderne gøre det hele. Holy Moses tænkte vi og håbede inderligt, at de hurtigt ville kede sig ihjel, de døgenigter. Men kvinderne kunne jo så blive selverhvervene og det var tydeligt, at det gav dem selvtillid og glæde. Vi købte derfor en del flasker med arganolie til udvortes brug. Det er for øvrigt meget effektivt mod tør hud og er et herligt produkt. 
Derefter gik turen videre til Imlil. Her ender asfaltvejen og byen er udgangspunkt for vandreture / treks op til toppen af Jebel Toubkal, som jo er højere end ”vores” Mulhacén. Filmen Syv år i Tibet er til dels filmet i byen. Og den så da bestemt også ud som en fin filmkulisse med sine brune lave huse med flade tage. Vi fandt en dejlig restaurant med en fin tagterrasse, og her indtog vi en herlig tagine, som man kan få i en mængde forskellige afskygninger i enhver restaurant. I det hele taget var vi vilde med den marokkanske mad, som var lettere eksotisk og uhyre velsmagende. Efter et herligt måltid i den friske bjergluft måtte vi ud og vandre i bjergene og i det hele taget indånde den friske atmosfære. 
Jebel Toubkal er sneklædt det meste af året, og hvis man vil bestige bjerget, skal man gøre det fra maj til oktober, hvor der er mindst sne. Hvis man vil stå på ski i Atlasbjergene, kan det også lade sig gøre, bare ikke på Jebel Toubkal. Men faktisk har Marokko 7 skiområder, hvoraf det meste kendte hedder Oukaïmeden og ligger i 2200 til 3232 m. højde. Der findes 6 lifter, men stedet er ikke specielt snesikkert. Området ligger kun 70 km. fra Marrakech. Man kan leje udstyr deroppe, så hvis man bliver grebet af en ubændig skitrang under sit besøg i byen, kan den altså stilles fra januar til marts. 

Belæssede med gulvtæpper og krydderier kom vi glade hjem fra vores smuttur til Afrika og tænker, at vi snart må derned igen.