Mojácar – en af Spaniens kønneste landsbyer

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Mojácar ligger lidt nord for Almería og der er små 300 km. dertil fra Málaga. Den er med på listen over de smukkeste landsbyer i Spanien, og selv om den ligger nede på en 27. plads, er den absolut et besøg værd. Byen ligger på et lille bjerg kun få km. fra kysten og husene klamrer sig til bjerget på en kær og sød måde. Gaderne er smalle og kan ikke befærdes af biler, så en slentretur igennem byen og hen til de mange miradorer er en herlig oplevelse. Udsigten ned over havet mod øst og sletten mod nord og vest er betagende, og der hersker en speciel og dejlig stemning over byen. Besøg mojacar.es og få appetit til besøget.
Når man kører mod Mojácar ad A 7 er det en god idé at tage afkørsel 494 mod Carboneras, for det er en grøn rute, og den er især flot på den anden side af byen. Kort efter Carboneras passerer man en mastodont af et lukket hotel, og det er det berygtede og kuldsejlede Hotel Algarrobico, som nu efter over 20 år stadig er et uløst problem. Hotellet har 21 etager og 411 værelser, og ideen var, at man skulle anlægge en golfbane og 6 andre hoteller i området, så man kunne tiltrække en masse turister og gøre noget godt for beskæftigelsen. Det lokale byråd var derfor ikke sen til at give de nødvendige byggetilladelser, og det var først da millioner af euro var investeret og hotellet stod færdigt, at miljømyndighederne skred ind og standsede projektet, idet de med miljøloven i hånden helt klart kunne påvise, at den var blevet overtrådt. Man måtte slet ikke bygge der, da der var tale om en naturpark, og desuden var der bygget alt for tæt på havet. Nu startede et tovtrækkeri, som stadig ikke er afsluttet. Bygherren havde handlet i god tro, da han havde alle tilladelser i orden fra de lokale myndigheder. Men i deres iver efter at få gang i projektet, havde de lige glemt miljøloven. Eller måske tænkt, at ´no pasa nada´.
Nu kan man altså se denne hvide elefant ligge og fylde op i landskabet, og lige nu står striden i Andalusiens højesteret om erstatningens størrelse. Bygherren kræver 200 millioner € og staten har tilbudt 40 millioner. Der er langt mellem parterne og spørgsmålet er, hvad der kommer til at ske med dette skandaleramte byggeri.
Vi kigger lidt benovede på denne kolos, som bestemt ikke pynter i landskabet, men vejen går videre og snor sig op i højderne bag hotellet, og inden længe får vi Mojácar i sigte.
Vi har valgt at bo på paradoren, som havde et febertilbud på 70 € pr. dobbeltværelse og 25 € for 2 gange morgenmad. Hotellet ligger smukt nede ved stranden og det blev totalrenoveret i 2008, så det er et meget fint hotel.
Selve byen Mojácar ligger ca. 4 km. fra kysten på et lille bjerg, og det første vi gør, er at opsøge turistkontoret for at få et kort over byen. Kontoret ligger lige ved kirken, så det er nemt at finde. Og nu begiver vi os ud på en byvandring i de smalle gader. Her emmer det af hygge og oprindelighed, og byen er da også så gammel, at den har været beboet siden bronzealderen 2000 år f.Kr. Siden kom fønikerne, kartagerne, grækerne, romerne og araberne. Byens nuværende udseende og gadernes placering skyldes araberne, som sad på byen indtil 1488. Byens vartegn er den kendte Indalo – en stregtegning af en mand med udstrakte arme, med en bue hen over hovedet – et symbol som angiveligt skulle give beskyttelse. Man ser dette symbol overalt i byen og historien fortæller, at når kvinderne var færdige med at kalke husene, så tegnende de dette symbol på ydermuren for at beskytte det mod onde øjne og lynnedslag.
Henne på turistkontoret har de sagt, at vi først og fremmest skulle se museet: Museo La Canada. Det er et nuttet museum, som blot er et ældre beboelseshus. Her kan man se, hvordan en nogenlunde velstående familie levede i starten af 1900-tallet. Damen med tilnavnet La Canada var husets overhoved, og nu kan vi se, hvordan hun boede på to etager og med kælder til både grise, geder og høns. Det er et charmerende besøg, og huset ejes nu af et spansk / russisk ægtepar, som selv bor oppe på 1. sal og lever af at vise huset frem. Den russiske dame er meget sød og taler flydende spansk med en tyk russisk accent. Hun viser stolt det hele frem og beretter og fortæller. Et besøg her bør ikke forsømmes.
Nu går vi hen til kirken Iglesia de Santa María og kigger ind. Oppe ved alteret ser vi en hel smuk og lys væg med en glad Kristus, så stemningen herinde er mindre dyster end i mange andre kirker. Det dystre islæt findes dog på den højre væg, hvor man ser fotos af to brødre, som blev skudt af republikanerne under borgerkrigen. Begge brødre var præster og det er en kendt sag, at republikanerne var stærkt imod al religion og præstevæsen. Her blev vi så lige mindet om borgerkrigens rædsler.
Ude foran kirken ser vi en smuk marmorstatur af en kvinde med en vandkrukke på hovedet. Hun bærer et sjal, som dækker hendes mund, ja hun bider i stoffet for at dække munden. Der er to versioner af, hvad dette betyder: den machistiske version siger, at mens hun bider, så kan hun ikke tale og tak for det, mens den mere sandsynlige version siger, at hun derved kunne beskytte munden mod udtørring i varmen. Hvorom alting er, så er hun på vej ned til kilden, som blev anlagt i 1488. Det var nemlig (naturligvis) kvindernes dont at hente vand, og det bar de elegant på hovedet i en 8 liters beholder, som var anbragt på et oprullet klæde. Vi beundrer den smukke statue og tager derefter et smut ned forbi den smukke kilde, som i dag er en af byens hovedattraktioner.
Og nu er vi sultne. Lige op ad kirken har vi fundet Casa Irene, som serverer god, autentisk mad til rimelige priser, så vi er glade.
Nu drysser vi rundt i byen et par timer og aflægger de forskellige miradorer besøg. Herfra har vi et flot udsyn over den omkringliggende slette. Vi triller også ned omkring rådhuspladsen og forbi diverse kunstcentre og kunstudsalg. Når byen har tiltrukket diverse kunstnere, skyldes det, at den i 1945 havde mistet 2/3 af sin befolkning. Man tilbød derfor gratis huse til alle dem, der havde lyst til at slå sig ned og renovere husene. Derved kom der en del kunstnere fra Nordeuropa, som benyttede sig at dette fine tilbud, og byen fik et kunstnerpræg, som den stadig har i dag. De kendte danske kunstnere Klaus Rifbjerg og Lise Malinovski havde boliger i eller udenfor byen.
Nu trækker paradoren i os og vi kører ned til havet og indlogerer os. Det er meget fine værelser og et fund til prisen, men som altid er paradormaden ikke noget at skrive hjem om. Vi kunne naturligvis have fundet et andet sted at spise, men dovenskab forbød det, og endnu engang kunne vi konstatere, at Paradorkæden nok er fin og hotellerne et besøg værd, men mad kan de ikke lave. Trist nok.
Men vi glæder os til i morgen, hvor vi skal ud på en spændende vandretur igennem nedlagte minegange og tunneller. Læs videre i næste nummer af La Danesa.
Af Else Byskov, fotos af Erik Gadegaard og Else Byskov

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa