Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

DSC 0601

Bettina Campolucci-Bordi bor i Marbella. Hun er kok og blogger – og hendes speciale er plantebaseret kost uden gluten og raffineret sukker. Hun er dansker, men taler ikke dansk, hun er mor med stort M, men fylder alligevel kalenderen med rejser og eksotisk gastronomi, som er det, hun brænder for og skriver om. For nylig fik hun spalteplads på Jamie Olivers verdensberømte hjemmeside, hvor hun fortæller om, hvordan man får børn til at elske grøntsager.

Glutenfri veganermad lyder umiddelbart fanatisk, men i det øjeblik jeg møder Bettina Campolucci-Bordi første gang, bliver jeg så glad. Fanatisme er slet ikke en etiket, som klistrer sig på Bettina. Hun er åben, tilgængelig, inspirerende, farverig og bredspektret. Og så er hun passioneret om det, hun laver. Meget! Og det er det, der drager mig. Passionen – kombineret med kunsten. Kreationer af farver, mønstre og teksturer tilsat en sund men ufanatisk tilgang til den daglige kost. Næring og bevidsthed.

Udover at skrive holder Bettina workshops og retreats. Omgivet af farvestrålende råvarer og med fødderne i ligeså farvestrålende sokker (glade sokker er sammen med en sommerfugle-tatoo Bettinas varemærke) fanger hun deltagerne fra første sekund. Her er nemlig et menneske, der ved, hvad hun taler om, forstår at formidle det, lære fra sig, underholde og samtidig skabe et festmåltid sammen med kursisterne – uden brug af animalske produkter, gluten og sukker.

Hvor kommer dit veganer-fokus fra?
Min tilgang til plantebaseret kost er den sygdom, som jeg led af (Polycystisk ovariesyndrom – og meldingen var, at jeg ikke kunne få børn), og den spiste jeg mig ud af – og fik en datter. For andre handler det om dyreetiske spørgsmål, kemikalier etc. Jeg er ikke stringent, men tror meget på den bæredygtige tanke, som jo også skal holde gang i den lokale økonomi. Jeg kan sagtens finde på at benytte bihonning i mine desserter, og spiser da også æg fra nogle glade høns, som jeg kender. Du behøver ikke at gå all in fra dag 1, men hvorfor ikke servere farvestrålende grøntsagsretter til bøffen eller selv lave sin mælk og sit smør af nødder og mandler plukket her i Andalusien? Du vil meget hurtigt mærke forskellen – du får det bare SÅ godt i kroppen.

Det lyder besværligt og dyrt…
“Tværtimod. Min madfilosofi er netop bæredygtig – sund, nem og billig.
De store supermarkeder har ikke meget økologi at byde på, så find dine grøntleverandører på nogle af alle de skønne markeder, som hver eneste dag er at finde langs kysten. Brug tid på at finde et par boder, som tiltaler dig. Snak lidt med sælgeren, mærk på varerne, duft til dem og find ud af, hvor de kommer fra. Meget ofte er det fra egne marker og urtehaver – og flere og flere driver disse mere eller mindre økologisk. Vær ikke bange for at forespørge om økologi. Jo flere, der gør det, jo mere pres lægger vi på producenterne. Det er Consumer Power. Og køb gerne store mængder. Økologiske varer holder længe. Tænk bare på, hvordan vi opbevarede kartofler, løg etc. igennem hele vinteren førhen. Husk også, at der er meget godt at finde i byernes små grøntbutikker – de såkaldte ‘Huller i væggen’. Med andre ord: Handl der, hvor spanierne handler. Det er godt, nemt og billigt!”

Du er opvokset i Tanzania. Har du kostvaner med der fra?
Hmmm… Min tilgang til mad og til livet som sådan er en rejse. Foranderlig. Jeg udvikler og uddanner mig konstant. Der findes ingen perfekt tilstand. Jeg finder hele tiden nye løsninger, som passer til mig og min families liv. Intet er statisk. Det jeg har behov for i dag, kan være afløst af noget helt andet om to måneder. Det er vigtigt at være opmærksom på det. Nogle mennesker spiser det samme tilværelsen igennem – uden at tænke over dynamikken i livet.
To ting holder jeg dog fast i: Jeg spiser ikke gluten, fordi jeg har intolerance overfor det, og kød rører jeg ikke, fordi produktionen af det står for mere end 50% af drivhusgasserne – og fordi jeg ikke kan acceptere den måde, vi behandler dyr på. Vi må tage ansvar for de produkter, vi køber og putter i munden.
Men jo, min brogede baggrund har stor betydning for, at jeg ikke er fastlåst i min tankegang. Min far er norsk, min mor er dansk, og idet jeg er født i København har jeg dansk pas. Min far arbejdede for SAS hele sit liv, og da de på det tidspunkt havde et projekt i Tanzania, flyttede mine forældre til Dar es Salaam. Da min mor var gravid med mig, opstod der komplikationer, og min mor blev fløjet til København, hvor jeg så kom til verden. Tre måneder gammel boede jeg igen i Afrika, og her levede vi, til jeg var 12 år.
I Afrika var vores kost ret simpel. Vi spiste det, som naturen bød på, tilsat det min far hentede med hjem fra jagt i bushen. Mor købte mælk hos de lokale bønder, og lavede selv yoghurt og smør af den. Jeg husker, at fx Cornflakes var vild luksus. Vi bestilte den slags et par gange om året gennem et katalog og til jul kom der lidt norsk mad via min fars venner i SAS.

Og rejsen fortsatte…?
Vi flyttede til Sverige i 1994 pga. min fars job. Det var tid at forlade Afrika. Der var ikke længere sikkert at bo. Min barndoms Afrika var idyllisk, nærmest naivt, når man tænker på den udvikling, der fulgte. Heldigvis ser det ud til, at tingene igen forandres til det bedre i Tanzania. Den nye præsident er til positive ændringer. Faktisk rejser jeg i denne måned tilbage til Tanzania for første gang siden 1994. Jeg skal undervise i plantebaseret kost på et retreat på Zanzibar.
Fra Sverige flyttede jeg til Schweiz, hvor jeg tog en Bachelor i Food & Beverage og Hotel Management. For snart 10 år siden kom jeg til Spanien for at færdiggøre mine studier her. Jeg traf min mand i Marbella. Han er halvt italiener og halvt englænder. Vores datter, Ayla på tre år, har ligesom jeg et dansk pas. Det er et godt pas at have, føler jeg.

I er altså en meget international og meget sund familie?
International ja. Og jo, der er meget sundhed i at være i kontakt med sin krop og med naturen. Og kosten er en oplagt vej dertil. Selv havde jeg fordøjelsesproblemer, smerter og mavesår allerede inden jeg fyldet 20. Jeg spiste mavesyre-medikamenter som slik. Jeg vidste ikke, hvad det ville sige at have det godt. Det ved jeg nu.
Og så må man røre sig. Man får ikke muskler af at spise sundt. Jeg træner tre gange om ugen, og når vi rejser, går vi en masse. Det er den bedste måde at lære et nyt sted at kende på.
Jeg bruger udelukkende organiske rengøringsmidler, og næste skridt er min hud. Om natten producerer vores hud en perfekt og naturligt olieret ansigtscreme, som beskytter den dagen igennem – men det ødelægger vi med dyre cremer fyldt af kemikalier. Det er jo for dumt.

Synder du aldrig?
Hmmm… Godt spørgsmål. Jeg elsker god chokolade. Jeg har en særlig chokoladehylde, som jeg angriber af og til. Lige nu er min favorit Booja Booja salted caramel, mums!

Deltag i Bettinas workshops, som hun holder i Marbella, Stockholm og England mindst en gang om måneden – fra 50 euro pr. person for en dag inkl. ingredienser til madlavning og undervisningsmateriale. I Marbella er der plads til max 10 deltagere.
Book en samlet gruppe – eller kontakt Bettina og find ud af, hvornår der er plads på et hold.
Bettinas retreats finder sted i det naturskønne bagland tæt på kysten, har en varighed på fire dage og koster fra 1.260 euro pr. person. Der er plads til otte personer pr. gang.
Se mere på: www.hearthealingretreat.com.

Læs om både workshops og retreats på www.bettinaskitchen.com – her finder du også masser af plantebaseret kulinarisk inspiration og opskrifter.

Af Helle Espensen Foto af Alex Nowicka. Bettinas hår er klippet og stylet af Pelle Engström.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa