Sopa Cachorreña
 – Varm appelsinsuppe

Sopa Cachorreña
 - Varm appelsinsuppe

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Velkrydret, gul og eksotisk. Denne appelsinsuppe er så sydspansk i sit udtryk, at man nærmest kan høre kastagnetterne klapre i køkkenet.

 
Flere byer og områder i Andalusien mener at have stået fadder til opskriften. Det kan være årsagen til, at suppen ofte omtales i flertal, sopas cachorreñas, selvom der kun er tale om én portion.
Måske har alle ophavsret, for som en gazpacho er suppen sandsynligvis opstået i en fattige tider, da man skulle finde anvendelse for daggammelt brød i kombination af det, man nu havde indenfor rækkevidde. Og det kan jo nemt være sket flere steder. I dag har hvert område stadig deres måde at tilberede suppen, og ingredienserne varierer også.
 
– I Málaga-provinsen kan suppen indeholde tomat eller kartoffel.
– I La Axarquía mener man iflg. bogen La cocina de la Axarquía y sus fiestas, at de bedste appelsiner til denne ret, er dem, der kommer fra træer, som vokser ved kirkegårde. Nå.
– Ved kysten lægger man gerne friturestegte boquerones ovenpå.
– I Sevilla inkluderer man gerne fisk. Det kan være stykker af bacalao, der koges sammen med appelsinskallerne.
– I Cádiz foretrækker man fisken hvilling (pescadilla), og man kalder suppen ’hundesuppe’ (caldillo de perro).
– I Huelva toppes den med hakkede, kogte æg.
 
Fælles for alle varianter af suppen er, at den skal indeholde bitre appelsiner, også kaldet netop cachorreña. Her kommer basisopskriften, der ikke nødvendigvis har behov for andre ingredienser.
 
Opskriften er til fire portioner.
 
Ingredienser:
2 bitre appelsiner (skallen)
2 søde appelsiner (juicen)
3-6 fed hvidløg
4 skiver daggammelt hvidt brød (eller halv ’barra’)
1 tsk. spidskommen
1 tsk. sorte peberkorn
2 tsk. sød paprika
1 dl olivenolie (ekstra jomfru)
1 spsk. vineddike
1 l vand
Salt
 
Tilberedning:
Udbød brødet i lidt af vandet.
Hvidløg og peber knuses sammen med spidskommen og lidt salt i en morter (alternativt mos med siden af en kniv på et skærebræt).
Skræl de bitre appelsiner. Kog skallen i ca. 10 min. i det resterende vand.
Si skrællen fra.
Tilsæt paprika, vineddike og det udblødte brød.
Blend suppen. En stavblender fungerer udmærket her.
Hæld lidt af suppen over i en anden gryde. Tilsæt heri olivenolien lidt ad gangen, som når man laver en mayonnaise, hvormed man får en cremet konsistens.
Blandingen hældes tilbage i suppen.
Pres de søde appelsiner, tilsæt juicen og kog suppen op igen.
Den må gerne være en anelse bitter, og lidt finthakket eller most skræl fra den kogte, bitre appelsin kan tilsættes.
Smag til med salt. Servér med det samme.
Læg nogle skiver ristet brød ovenpå suppen, eller servér med groft brød og nogle bitre oliven.
 
¡Buen provecho!
Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa